Efter jeg er begyndt på mentor – ordning, kan jeg mærke at jeg udvikler mig. Jeg føler virkelig at det er noget af det bedste der længe er sket for mig! Selvom jeg kan føle mig uoplagt inden min mentor time, og ikke har lyst til at snakke med nogen eller lave noget, så kan jeg mærke, at når jeg er færdig, har jeg lidt overskud – en følelse jeg ikke har haft MEGET længe.

Vi snakker meget om det her med at adskille sind og sjæl – og det er vældig interessant og jeg bemærker at jeg får mere viden – og viden jeg ikke vidste jeg havde, det dukker op.
For nej, min HF hænger mig stadig over hovedet med et par manglende fag, jeg er ikke igang med en videregåendeuddannelse – nej jeg ved faktisk ikke hvad jeg vil -, jeg er ikke flyttet hjemmefra. Faktisk er jeg bagude på mange punkter, men det er ikke vigtigt.
Til gengæld har jeg erfaring, viden og oplevelser som de færreste på min alder har – og heller ikke burde have -, men det giver mig noget andet.
Min mentor kalder mig en gammel sjæl (hvilket også er en velkendt joke herhjemme), fordi jeg har mærket og jeg har følt. De fleste på min alder har kun levet et overfladisk liv – hvilket er som det skal være, og som jeg inderligt ville ønske jeg havde, for alle mine teenage-år er smuldret væk under mig, og det er jo også erfaringer og liv som jeg har misset.

Men tilbage til det med at adskille sind og sjæl – de er to meget forskellige ting. Sindet er scenen for vores tanker. De fylder gevaldig meget i vores moderne hverdag – faktisk alt for meget – for vi er altså ikke vores tanker. Dem er vi ikke! Inde i vores hoved kører der en endeløs samtale, og hvis du lige nu sidder og tænker ”Gu gør der da ej”, så er det lige netop den samtale jeg taler om. Vi kan ikke slukke for tanker, men vi kan vælge og se mere objektiv på dem.
De tanker der er skadelige for os er de ubevidste tanker, men de bevidste tanker er gode nok.

Vores sjæl er den vi er, og man kan sige at kroppen er en manifastisation af vores sjæl, og det der gør os til os – for det er altså ikke vores krop. man kan sige kroppen er vores hus, og vi skal selvfølgelig passe rigtig godt på vores hus. Vi skal sørger for at vinduerne ikke trækker, at der er varme, vand osv.

Men vores dumme tanker ødelægger egentlig  det smukke idé om, at kroppen er en manifastisation af dem vi er. Lad os bruge et rigtig typisk eksempel. Et par der passer perfekt sammen, de kan have noget smukt sammen, men den ene tænker måske ”Ej hun er ikke pæn nok”, og parret bliver aldrig et par, selvom de kunne have en oprigtig kærlighed til hinanden, men de ender med nogle andre, sandsynligvis nogle forkerte for dem. Er det ikke forfærdelig trist?
Hvordan kroppen ser ud fortæller INTET om personen, men vores tanker… årh.

Jeg synes det er svært at få et struktureret indlæg op, som overhovedet giver mening, fordi jeg er så fyldt med ord der skal ud.. Så det hele bliver delt op i flere indlæg, og så håber jeg det her giver en smule mening.

God lørdag derude.

Det er noget tid siden at jeg opdateret om, hvad jeg har lavet på det sidste, hvad jeg har udfordret mig selv med og hvordan helbredet er.

Påsken har både været god og skidt. God fordi jeg har lavet en masse der har givet mig en glæde, skidt fordi jeg har været i nogle trælse situationer, og  skidt fordi jeg har været helt udmattet efter påskens stredbassar. Jeg har både været i Tyskland og Givskud zoo. Jeg har holdt familie middag og jeg har generelt bevæget mig meget mere end sædvanligt.

Jeg har også udfordret mig selv. Jeg har nemlig spist frokost ALENE ude. Jeg spiste på den syriske, som altså i høj grad kan anbefales

Helbredet skranter. Jeg døjer stadig med maven, opkastninger og mange smerter. Jeg er super træt og der er ikke rigtig overskud på kontoen. Det er hårdt at have ondt hele tiden og det er hårdt at være energiforladt og forkvalmet.
Psyken, som i forvejen ikke har det så godt, den bliver også påvirket af det fysiske – og omvendt – så det er virkelig en ond cirkel. Forhåbentlig vender det snart…

Jeg er – som så mange andre – forarget over Tv3 nyeste program ”Min fede træner”. Længe har reklamerne for programmet kørt på Tv3, og jeg har rystet så meget på hovedet af konceptet, sproget og fremstillingen af overvægtige i reklamen, at jeg nærmest har fået kronisk hold i nakken.
Og selvom det ærgre mig at jeg nu har bidraget til deres serietal, så kan jeg jo egentlig ikke rigtig udtale mig om noget, som jeg ikke har set. Så derfor har jeg nu set første program, og jeg kan hurtigt afsløre, også sidste!

Programmet går i sin enkelhed ud på at nogle kendisser skal ”æde sig fede”,  og så tabe sig sammen med en overvægtig, for at vise hvor ”nemt” det er.

Først og fremmest så bryder jeg mig ikke om den måde overvægtige bliver fremstillet på. Som om de har taget et aktivt valg om at blive overvægtige. Der kan ligge så meget bag en overvægt som psyke, opvækst, viden, økonomi og miljø. Og det kan man altså ikke bare lige ”forstå” ved at tage nogle kg på og tabe dem igen.
Jeg synes det er flovt og ignorant, at en redeaktion og nogle kendisser virkelig tror, at de lige kan sætte sig ind i en andens sted, og vise at det bare kræver ”viljestyrke og nosser” (Citat. Mascha Vang) for at ikke at blive tyk og tabe sig.

De kunne vel ikke drømme om, at få nogle kendisser til at sulte sig, for så at tage på sammen med en anoretiker og så mene, at det er nemt og de nu kan sætte sig ind i en anoretikers sted? Nej vel! Men i bund og grund er det nøjagtig det samme.

Den måde overvægt bliver fremstillet på er forkastelig, og selve introen til programmet fik mig til at væmmes. Man kan altså godt blive overvægtig af andet end donuts og vafler – du kan blive overvægtig af alt, hvis du spiser meget – ergo, overvægtige mennesker behøves ikke nødvendigvis spise ”klam mad” – som det så smukt bliver kaldt – de kan såmænd spiser ret fornuftig mad.

Derudover kan de kendisser jo på INGEN måde æder sig fede inden for tidsrammen. Lad os tage Mascha Vang der er 161 cm høj, vejer ca 51 kg og har et BMI på ca 19,6. Hun er normalvægtig og meget slank. Hendes mål er at tage 10 kg på, hvilket ville give hende et BMI på ca 23,5, hvilket altså stadig er inden for normalvægt! Hun bliver ikke tyk, hun bliver ikke overvægtig og hun er langt fra, at ramme kategorien fed!

Jeg føler programmet hylder bodyshaming. Det er klamt og være tyk, og man kan og må ikke være tilfreds med sig selv, hvis man er overvægtig. Man er ude af kontrol og kan ikke styre sig. Det er det signal programmet udsender.

Og fra et helt andet perspektiv, så synes jeg det er modbydeligt, at vi laver et program, hvor nogle skal ”æde”. Hvem hjælper det, at nogle kendisser skal spise i overflod? Pinligt.

At udnytte og bruge fedme og overvægt til en underholdningsprogram er svineri, mangel på forståelse, nedladende og ikke i orden.

Memento mori. Smukke, latinske ord, der kort fortalt betyder ”Vi skal alle dø” eller ”Husk du skal dø”.

I dag skriver jeg om noget meget tabubelagt. Noget måske lidt makabert, men vigtigt!

Jeg er ekstremt dødsangst – og det er slemt. Jeg har tænkt meget over døden siden jeg var helt lille, men det har taget overhånd, og nu er det virkelig slemt.
Det ironiske er så at jeg – som min behandler og jeg siger – flirter meget med døden. Jeg leger med den og jeg har mærket den tæt på. Fjollet, ikke sandt?

Men jeg er altså meget dødsangst, og det tror jeg vel egentlig i bund og grund vi alle sammen lidt er, bare i forskellige grader. Mit er så gået hen og blevet sygeligt, og en diagnose.
Men jeg tror vi alle sammen frygter døden.
Vi ved alle hvad der sker med os fysisk når vi dør. Kroppen bliver nedbrudt – Men hvad sker der med vores sjæl? Hvor forsvinder den hen? Er vi i virkeligheden bare en tom skal – eller er der sådan et kæmpe rum, fyldt med sjæle uden krop? Kommer vi i himlen, bliver vi genfødt? Hvad fanden sker der? Og det frygter vi.
Og det er i høj grad det JEG frygter! Og når angsten kommer og jeg ikke kan være i mig selv, så tænker jeg på en sætning jeg hørte i et DR3 program, som handlede om døden. ” Vi ved jo ikke hvad der sker når vi dør, så hvorfor frygte det? Hvorfor ikke glæde sig” – Okay man behøver ikke nødvendigvis glæde sig, men det er da en finurlig og humoristisk måde, at tænke på døden på, og det kan – for mig – lette angst følelsen lidt.

Har du nogensinde sagt ”hvis jeg dør..” ?. Det har du nok, og hvis du har, så er det ret normalt – især hvis du er på min alder, for der tror man ofte, man er uddødelig. Men der er altså ikke noget ”Hvis jeg dør..”, for det gør man. Det er en ting vi alle har tilfælles. Vi skal alle dø (Med mindre et eller andet geni opfinder en smart piller, eller der virkelig er noget vand, som giver evig ungdom)
Men jeg frygter døden, helt vildt.

”Memento mori”. En påmindelse om livets korthed, en påmindelse om du skal dø. Men tag ordende positivt, for når du ved du skal dø, så husker du at leve!