Jeg er så heldig og så priviligeret, at jeg er født i en del af verden, hvor man er fri på rigtig mange måder. Noget langt de fleste må ønske for sig selv. At være så fri så mulig. Det er jeg så taknemlig for. Men. Jeg er ikke helt fri. Jeg er ikke fri af angsten der både kan komme snigende, men også med et brag. Jeg er ikke fri for anorektiske tvangstanker. Jeg er ikke fri fra at overtænke, bekymre mig og jeg er ikke fri fra at mit hoved spiller mig et puds. Og jeg er ikke fri fra at frygte, at jeg går glip af en hel masse.

Jeg er følsom, stille ofte, en tænker, men jeg ønsker ikke kunne kigge tilbage om 20 år, og ærge mig over, at jeg har bekymret mig for meget. Brugt for meget tid på det. Livet er for værdifuldt, og det skal leves. Så jeg arbejde hen imod, at bekymre mig mindre.

Ligesom når jeg er på ferie. Så jeg forsøger at tage ferien lidt med hjem.

Lidt lyd fra det franske.

Jeg sidder i skrivende stund i Alsace, foran et mobilehome med vådt hår, og venter på klokken slå 12, da vi har reservation på en michelin restaurant i nabobyen. Spørg lige om jeg glæder mig ?

Jeg har haft nogle rigtig gode dage. Både i Spreewald, Bayern og nu Alsace. Jeg føler mig lykkelig. Mine fødder skulle naturligvis lige hæve fuldstændig op da vi ankom til Spreewald, men det er jo nu engang konsekvensen ved at have en så skrøbelig krop, og så udsætte den for en lang køretur og dn varme chok. For vi har det varmt! Værst var det i søndags, her i Alsace, hvor her var 39 grader. Det var ulidelig varmt, og både min mor og jeg havde det decideret dårligt! Og så på en søndag, hvor ingen supermarkeder med aircondition har åbent. Godt der er en pool. Og vi har lejet en ventilator…samt den vi har med hjemmefra… Maven ter sig også lidt, men ikke nok til at det skal ødelægge noget som helst.

Jeg er glad. Jeg har en dejlig fornemmelse i kroppen. Her er godt. Hav det godt derhjemme, vi ses snart.