Som jeg skrev i forrige indlæg, så drager jeg til Alsace. Faktisk så kører min mor og jeg om ganske få timer, og jeg kan næsten ikke vente.
Nogle af jer husker måske, at jeg også var i Alsace sidste år? Men det har min mor og jeg så valgt, at gøre igen i år og oven i købet forlænge ferien til 2 uger, i stedet for 1.
Sidste år fik jeg en helt anden ro over mig, og jeg kunne smide sygdom på hylden, og være Nana og være til stede. Jeg kom hjem gladere end da jeg rejste, og vi håber derfor begge to at to uger med den slags ro, vil være endnu bedre!
Alsace er umiddelbart ikke et ferie område for folk på min alder, men området passer mig perfekt, da der er en helt bestemt slags ro – og så kan min mor og jeg fornøje os med to ting vi godt kan lide – mad og vin 😉
Du sidder måske derude og tænker ”Hvordan kan hun have brug for ferie? Hun arbejder jo ikke, eller går i skole”. Nej det gør jeg ikke. Men tro mig, at være syg som jeg er, det er fultidsarbejde +. Jeg har ALDRIG fri. Jeg skal altid lige huske medicinen, eller huske en lægeaftale, eller til terapi, eller,eller, eller… Jeg har aldrig ro fra sygehuset, og det giver anledning til en hel del stress og træthed – at kunne ligge det på afstand i hele 2 uger, det er vidunderligt. De gange min mor og jeg er taget på tur, har mit blodsukker prompté reguleret sig og ligget stabilt, og min psyke har haft det meget bedre.
Og så glæder jeg mig bare til at komme væk. Jeg må nemlig indrømme, at det er lidt hårdt at se alle studenterhuerne, for jeg kommer lidt til at føle mig som en fiasko.
Men hul i det, for nu tager jeg afsted!
God ferie!
Jeg tænker tit på lykke. Lykke, for mig, er det maksimale man kan nå på glædeskalaen. Hvad der gør en lykkelig, det er vidt forskelligt. Om det er øl med dine nærmeste i solen eller at puste sæbebobler, helt simple ting, det er sådan set underordnet. Men en ting er sikkert, lykke er ikke en permanet følelse. Lykke er flygtig, ligesom så meget andet.
Jeg kan godt mærke lykke. Føle varmen og glæden der stiger en til hovedet.
Men jeg er ikke glad. For ”at være glad” og ”at være lykkelig”, det er vidt forskellige ting.
Min mor har sådan et godt begreb. Noget hun kalder, at være ”grund glad”. Det er et begreb jeg nemt kan bruge, da jeg ser livet, kroppen, sindet og sjælen, som et slags hus. Og et hus skal have et godt fundament, for at være et godt hus. Grund glæde er et godt fundament.
Det jeg mener er, at jeg tror, at man er et sundt (eller sundere) menneske, hvis man er grundglad – og her mener jeg altså ikke gadedrenge hop ned ad gaden, mens man fløjter en sød melodi, nej det kan vi lige gemme til lykken, ikke?
Men at man grundglad, og at man har flere gode dage end øv-dage.
Og lige nu har jeg flere øv-dage end gode dage. Så jeg skal til at bygge fundamentet til mit hus op igen.
Folk er så søde og opmuntrende, og prøver i bedste mening at komme med gode råd. Men mennesker er ikke ens. Du er anderledes end mig og jeg er anderledes end dig. Vi er alle unikke – ligesom alle andre.
Jeg får tit råd om at være mere social, og jeg skal ud og nyde min ungdom (læs; drikke mig fuld) – men jeg er en ret introvert person. Jeg kan bedst lide små selskaber, eller bare at være alene, og høje lyde og mange bevægelser forstyrrer mig. Og så siger ”at gå i byen” mig bare ikke noget. Så hvorfor skal jeg gøre det? Bare fordi majoriteten af folk på min alder gør det? Skal jeg lade som om jeg er en anden?
Det synes jeg ikke. At jeg er indadvendt behøves ikke sygeliggøres, eller sættes i sammenhæng med mine sygdomme.
Og truth be told, så tror jeg da absolut ikke, jeg er den eneste der har det sådan?
Jeg skal selv finde ud af, hvad der gør mig grundglad.
Om ganske kort tid har jeg fødselsdag. Jeg fylder 22 år. Og selvom det nok er en ret overfladisk ting og jeg overanalysere, hvad der egentlig bare er en dag, så har det sat en del tanker igang.
Jeg gider ikke min fødselsdag. Simpelthen. Jeg er godt klar over den barnlige glæde ved fødselsdag fortager sig med alderen, men jeg føler ikke der er noget at fejre overhovedet.
Endnu et år er gået med sygdom, der er ikke sket noget, jeg er ikke noget længere… juhu. Året er smuldret væk. Det er sgu da ikke værd at fejre? Der er meget andet der er værd at fejre, som…. solskin?
Jeg er også blevet spurgt om gaveønsker, men jeg synes ikke, jeg skal have nogle gaver. Jeg koster mine forældre så mange penge i forvejen i medicin, ja jeg koster også mange bekymringer, så jeg føler ikke jeg kan tillade mig, at ønske mig noget. Jeg er så taknemlig for, hvad de (og alle mulige andre) gør for mig, at det føltes lidt urimeligt at bede om mere.
Jeg tror min anoreksi har meget at skulle sige og råber højt, og jeg kan ikke rigtig svare igen, fordi jeg måske i virkeligheden er lidt enig med den?
Når men apropos lykke, så tager jeg på en dejlig ferie til Alsace, med min mor på fredag – og jeg glæder mig som et lille barn.
Jeg ved, at når vi sidder på campingpladsen med et glas koldt et-eller-andet, så er jeg lykkelig. Så er jeg lige der, hvor jeg skal være.
Jeg er nemlig ret overbevist om, at jeg er født i det forkerte land, og at min nationalitet i virkeligheden er fransk.
God sommer til jer 🙂
Her jeg så. Indvendigt altså. Knoglescanning af min rygrad, hofte og lårbensknogle.
Sidste torsdag (Altså ikke igår) fik jeg så lavet en knoglescanning, for at se om jeg skulle havde knogleskørhed. En henvisning jeg fik lavet ved egen læge for ca. 1 måned siden, som jeg egentlig har ventet ret spændt på.
Jeg har ikke skrevet om det på bloggen, og jeg har ikke fortalt ret mange, at jeg skulle have foretaget denne scanning, hvilket har været et fuldkommen bevidst valg. det lyder måske lidt underligt at jeg ikke engang har haft lyst til at dele jeg skulle havde den her scanning, men det kom simpelthen for tæt på. Jeg føler mig i forvejen så blottet, og netop dette har jeg mest haft lyst til at holde tæt med, fordi så følte jeg ikke at jeg har behøvet at forholde mig til det. Jeg har delt det med dem jeg har følt kunne lave lidt sjov med det, men faktum er det er jo slet ikke sjovt, men sådan har jeg bedst kunne distancere mig fra det – og ikke rigtig følt det var nødvendigt, at se det i øjnene.
Sagen er den, at mit D-vitamin har – og er – været frygtelig lavt. Faktisk har det været så lavt, at man ikke har kunne måle det.
Og når man ikke har nok D-vitamin i kroppen, så kan man ikke optage kalk – og hvad har knoglerne brug for? Bingo. Ja du kan nok godt regne det ud.
Derfor henviste min egen læge mig til en knoglescanning.
Det skal også siges, at når man har anoreksi – og dermed er underernæret – så er ens hormoner ude af balance, og derfor ser man ofte knogleskørhed i forbindelse med anoreksi (læs: underernæring).
Igår fik jeg så svar på scanning. Og det ser ikke godt ud.
På de scanningsbilleder jeg fik med hjem, er der nogle farvede felter. Grøn, blå, gul, rød. Og man skal jo ikke være meget klogere end én burhøne for at regne ud, hvad godt er og hvad skidt er. Jeg ligger i det røde felt.
Det er noget fandens møg, men forventeligt. Men selvom det var forventeligt, så reagerede jeg, klart nok, ved at blive ked af det, græde, blive vred og sur. Pisse urimeligt.
Og jeg er i øvrigt stadig ked af det, vred og pisse sur – det går nok ikke bare sådan lige over.
Jeg fylder 22 år i næste måned, men mit indvendige jeg. Min krop. Ja, den siger noget helt andet.
Jeg har F…… knogleskørhed. Det betyder bla. jeg let kan brække knogler.
Det gode er, at jeg nu får nogle tabletter der burde hjælpe, og i takt med jeg tager på, så burde mine hormoner også balancere sig igen, så er der ret gode chancer for at det kan forbedre sig!
Så der er ikke ligesom ældre kvinder, hvor hormonniveauet forbliver lavt.
Så jeg krydser fingre og tæer… og alt andet der kan krydses.
Jeg har tænkt lidt. Tænkt lidt over hvem jeg egentlig er? Hvad gør mig til Nana? Hvad gør mig til den person jeg er? Hvilke personlighedstræk har jeg? Hvem fanden er jeg?
Jeg synes egentlig det er svært at svare på lige nu, for jeg føler lidt mit liv er et usamlet puslespil, hvor brikkerne er spredt til højre og venstre. Øst og vest. Og jeg skal jo lige finde de der brikker, før jeg kan samle det puslespil.
Men jeg synes efterhånden jeg er blevet en smule klogere på mit jeg. Men så også kun en smule.
Jeg er det man kalder særlig sensitiv, hvilket er et begreb jeg virkelig ikke bryder mig om. Ikke at jeg underkender meningen med begrebet, men fordi jeg simpelthen føler, at ordet særlig hæver en over andre – og dermed synes jeg at begrebet er er misvisinde? Kan man for pokker ikke finde et andet begreb?
Når, men jeg er en følsom pige. Såkaldt særlig sensitiv – som jeg i øvrigt også synes er et begreb der bliver kastet rundt lidt for hyppigt, men det er måske bare mig? – men sådan har jeg altid været. Jeg har altid søgt tryghed.
Men jeg synes, at efter anoreksi, angst osv er blevet ”inviteret” ind i mit liv, er min sensitivitet blevet ekstrem.
Små ting kan fylde uforholdsmæssigt meget i mit hoved, i forhold til hvor udramatisk og uproblematisk situation egentlig er.
Sådan noget som ikke at få svar på en SMS prompté, eller ikke at få en tilhørende smiley i en besked, kan hyle mig helt ude af den – for hvad har jeg dog gjort, der kan skyldes denne mangel på en emoji?
Jeg har en helt overdreven tendens til at give mig selv skylden for alt, for jeg vil bare ikke såre nogen, træde nogle over tæerne eller virke utaknemlig. Og det giver anledning til en hel del dårlig samvittighed.
Jeg kan mærke at jeg har ændret mig en hel del efter jeg er havnet i den situation, som jeg nu er i. For 6 år siden var jeg meget social, fjollet og mine interesser lå et helt andet sted, end de gør nu.
Jeg vil langt hellere være mig selv eller i et småt selskab, end jeg vil til store fester og arrangementer. Mange mennesker gør mig ængstlig, og det samme gør meget larm og uro. Jeg vil langt hellere være hjemme og nyde ro og fred. Jeg kan godt lide at ”nørde” ting, og bliver klogere på totalt irerallevante ting, men det holder jeg altså af. Jeg gider ikke at gå i byen og drikke mig fuld. Og jeg gider ikke høre høj, dårlig musik. Jeg snakker i øvrigt også langt bedre med mennesker der er ældre end mig, end folk på min alder, fordi jeg simpelthen ikke deler samme interesser.
Alle disse ting er ikke noget det gør mig syg, men det er noget der gør mig sårbar i en konkurrencepræget og lettere narcissistisk verden, og det tror jeg spiller en stor faktor i, hvorfor jeg er endt, hvor jeg er endt – MEN det er jo nogle af de ting der gør mig til Nana. Og det skal jeg egentlig ikke lave om på, for jeg er vel god nok? Eller.
Jeg kan mærke jeg har et ekstremt behov for anderkendelse for tiden – ligesom alle andre mennesker har! – men jeg får det ikke. Og det er indimellem svært, når man har så grimme tanker om sig selv, for så bliver de endnu grimmere. Og så kommer jeg i tvivl. Er jeg nu god nok?
Er jeg træls at være sammen med? Virker jeg dum? Uintelligent? Kedelig? Grim? Jeg er så flov over mit udseende, at jeg kan blive helt knust af, at kigge på mig selv i spejlet – og indimellem føler jeg, at folk næsten må få ondt i øjnene af at kigge på mig. Det gør fandme ondt.
Men min værste frygt er, at ingen synes jeg er god til noget og jeg er værdiløs. At samfundet ikke har brug for mig, at jeg ingen gavn gør og egentlig bare er til besvær.
Jeg overanalysere og mit hoved bliver fyldt med tanker, som ikke har noget godt at gøre. Og så prøver jeg at skille sind og sjæl ad – men det er ret svært.
Jeg tror i virkeligheden, at jeg ofte er min egen værste fjende.
Når, lidt torsdags ævl herfra. Og så vil jeg gå på jagt efter de der skide brikker til mit puslespil!
