Jeg er hjemvendt (faktisk er det lidt tid siden) fra Frankrig, efter en dejlig ferie. Sådan en ferie, hvor man slet ikke har lyst til at komme hjem. Og lige så snart fødderne ramte dansk jord, så kom udelængslen og savnet til følelsen af Frankrig. Min mor deler i den grad den længsel og kærlighed til, at være i Frankrig, og derfor gik der ikke mere end et par dage, og så havde vi bestilt en lejlighed i Alsace til nytår. Så det skete altså.

Men Frankrig sommerferien er desværre slut for i år, og hvor har den været god ved mig, selvom mit helbred skranter mere end de sidste år, min vægt er lavere, og det har da ladet sig mærke. Mine fødder har været noget mere hævede end normalt, og derfor får jeg nu en (MEGET!) lav dosis vandrivende medicin, som skal afhjælpe det problem. Skadestuen måtte også besøges på vores ferie, da jeg pludselig ikke kunne se ud af det ene øje, og jeg havde fået endnu en omgang regnbuehindebetændelse, som altså virkelig ikke er noget man skal spøge med, selvom det har et nærmest hyggeligt og lidt flamboyant navn. Jeg endte med at få en indsprøjtning ind i øjet. Altså i øjet. INDE I ØJET. Fy for den lede, men det har været en effektiv og aggressiv behandling de gav mig i Frankrig, det kunne min øjenlæge her hjemme konkludere, for det har virket.
Det lykkedes mig også at fryse i 27 graders varme, hvilket siger lidt om min kropsvægt…
Da vi tog på ferie kunne jeg også mærke at min kropsusikkerhed virkelig tog til de første par dage, og jeg synes det var meget ubehageligt at gå i så lidt tøj, når man nu er så tynd, som jeg er lige nu. Og det gjorde mig rigtig ked af det, og da jeg trak et par shorts op, som jeg altså passede sidste år, og de straks faldt ned igen, det følte jeg det helt ærligt en smule ydmygende. Bleg og tynd skriger bare syg, og det er jeg også, men det er ikke fordi man har lyst til at det er det første og eneste folk ser. Men et par dage efter ankomst slappede jeg mere af i det, og det gik op mig, at jeg også har lov til at være her, tynd eller ej.
Og så følte jeg mig på ferie fra sygdom i et hvis omfang, hvilket var meget tiltrængt. Jeg kan også mærke, at jeg er nået langt i forhold til min spiseforstyrrelse. Jeg har langt mere frihed til at spise og vælge det jeg har lyst til, hvilket er skønt. Jeg kan i høj grad mærke at min undervægt nu skyldes de frygtelige spor anoreksien har sat, altså pancreatit og gastroparese, som gør det umuligt for mig at spise ret meget og jo gør, at jeg har meget svært ved at optage næring.
Jeg ser det egentlig også som et godt tegn, at jeg er enormt ked af at være så undervægtig, og at jeg er motiveret for at ville tage på. Min usikkerhed omkring mig selv er bare ikke blevet bedre, nærmest tværtimod. Og der anoreksien virkelig gjort mig til min egen værste fjende.

Jeg er i høj grad ramt af urimelighed for tiden, hvilket tit er anledning til tuderi eller surmuleri. Ikke just charmerende, men ikke desto mindre sandt. Jeg bliver vred og ked af det, fordi jeg føler mig fanget i min krop. Den gør ondt, den vil ikke som jeg vil. Hvis ikke der er det ene galt, så er der det andet. F.eks. torsdag aften, hvor jeg pludselig tissede blod, og så ville vagtlægen lige se mig. Og så havde jeg lige erhvervet mig en slem blærebetændelse. Og i det store billede af hvad jeg fejler, så er det jo peanuts. Småting. Men der er altid noget. Et eller andet. Og jeg føler det er så unfair, at jeg i min alder er fanget af sygdom, smerter og følelsen af ikke at kunne det jeg ville. En følelse af at være til besvær og være utilstrækkelig. Ikke have noget potentiale eller kunne ”shine” med noget. Det gør ondt. Og nogle gange mere end andre gange. Og lige nu gør det rigtig ondt.

Men jeg har stadig ting at glæde mig til og glæde mig over, og det er vigtigt at huske, for jeg har ikke lyst til at ende med at blive sur og bitter. Livstræt. Jeg vil leve og nyde, og mindes alle de gode ting der er sket.
Og jeg vil glæde mig til gode ting i fremtiden, som Hamburg med den skøn veninde og 1. januar i Europapark med min mor. Glæde mig til jul og lys i mørket. For det er der. Lys i mørket.