…Hvad så ?
Jeg siger ofte til mig selv, at jeg skal tage mig sammen. Bare tage mig sammen. Intet jeg ville forlange af andre i min situation, hvor det at kravle over hvor gærdet er lavest, kræver hele dagens energi, og nogle gange også er mere end jeg magter. Andre der kæmper med indre dæmoner, såvel som ydre, ville jeg jo aldrig stille sådan et ultimatum. Egentlig er det bare aldrig noget, som jeg ville kræve af nogen. For ofte kan man ikke ”bare” tage sig sammen.
Men hvorfor sætter jeg så mig selv i den båd? Jeg aner det ikke. Eller det er jo egentlig nok løgn, for jeg har en tendens til at gøre mig selv mindre end andre. Jeg fortjener mindre og forlanger mere af mig selv. En dum position at stille sig selv i, når man har limited ressourcer.
Og jeg føler ofte at selv de mindste, nemmeste skridt er fuldstændig uoverskuelige og overvældende. Og det skal jeg nok lære at acceptere.
For der er stor forskel på valg og vilkår.
Jeg har ikke valgt, at være sårbar og syg. Jeg har ikke valgt at have det, som jeg nu har det. Jeg har ikke valgt at verden kan føles uoverskuelig, jeg har ikke valgt at mad kan være en kamp der dagligt skal kæmpes, jeg har ikke valgt at skulle stikke mig med insulin, jeg har ikke valgt socialangst og jeg har ikke valgt at skulle tage” a shit load of” piller. Men sådan er vilkårene. For mig. Og de er anderledes for dig.
Jeg har heller ikke valgt, at erhverve mig verdens mest usexede titel – førtidspensionist. Men ud fra mine vilkår, så er det den bedste løsning, og det som kan give mig mest ro og livskvalitet.
Og jeg skal lære at acceptere mine vilkår, og lade tankerne om ”bare” at tage mig sammen flyve forbi. For de gavner mig ikke.
Accepter de ting der er svære for mig, og så bide mærker i de gode ting.
Og jeg kommer nok aldrig til at færdigøre den HF eller få et fuldtidsarbejde. Jeg kommer nok aldrig til at være til sociale sammenkomster, og de vil nok altid give mig hjertebanken og en klump i halsen. Jeg bliver aldrig ekstrovert. Og jeg kommer nok altid til at kæmpe med helbredet.
Og følelsen af at jeg har sprunget en livsfase over, den vil nok altid sidde i mig. Følelsen af at mangle ungdomsliv og studenterhue. Fest og uddannelse. Den er der. Og indimellem føles det lidt som om, at livet er slut, inden det overhovedet startede. Nu, hvor jeg skulle være friskest og smukkest, der føler jeg mig helt ved siden af. Men det er ikke et valg. Men et vilkår.
Og det er svært at acceptere, men det er nødvendigt for, at jeg kan finde ro og hvile i mig selv. Tror jeg. Finde ro og ikke skamme mig.

Jeg er træt. Virkelig, virkelig træt. Ikke kun fysisk træt, fordi jeg ikke sover. overhovedet. Men også bare træt. Træt af corona, træt af verden, træt af at jeg ikke har hverken overskud eller energi til de ting jeg gerne vil. Træt af livet. Træt af at være fucking træt.
Jeg er så ramt af urimelighedsfølelsen for tiden. Jeg synes det hele er unfair. Jeg er så bundulykkelig over min mave, ulykkelig over ofte at skulle stå med hovedet nede i kummen, fordi jeg får så voldsom kvalme. Ulykkelig over ikke at kunne kontrollere den. Ulykkelig over at den gør så forbandet ondt.
Urimeligt at angst og ana har sneget sig ind på mig, og overtaget alt, alt for meget. Unfair at mine indre dæmoner kan styre mine tanker i sådan en grad. Urimeligt at min diabetes er svær at styre, grundet maven. Sur over jeg får det fysisk dårligt hver gang jeg spiser, som om jeg får noget, som jeg ikke kan tåle. Og det gør det ikke nemmere at spise, når det både er svært psykisk og fysisk. Træt af dumme levertal. Irriteret over at have mega ondt i min krop. Hele tiden. Irriteret over at blive irriteret. Sur over at blive en, som jeg hverken kan lide eller genkende. Unfair. Urimeligt!

Men når jeg så er der. I mit spindelvæv af urimelighed, så rammer noget helt andet mig. Ydmyghed og taknemmelighed. Taknemmelig for at jeg er blevet færdig vaccineret, og skænker dem, som ikke er lige så heldige en tanke. For der er jo andre som mig, som har brug for den, som ikke har fået den. endnu.
Taknemmelig over at bo i et land, hvor jeg er blevet bevilliget en førtidspension, som giver mig økonomisk stabilitet og tryghed, og gør at jeg kan have min egen lejlighed, og på den måde være et selvstændigt individ. Glad for, at der er et sundhedsvæsen som har læger, som ihærdigt prøver at hjælpe mig. Og et sundhedsvæsen med omsorgsfulde sygeplejerske der tager sig af en, når man har brug for det. Laboranter der tager mine blodprøver, så der kan blive holdt øje med mig. Og så mange andre vigtige frontpersoner i det offentlige, som bare gør det lidt lettere at være mig. Og faktisk holder mig i live. Tak.
Lykkelig over at jeg kan få min insulin, creon osv.
Taknemmelig for at have en familie fuld af forståelse og kærlighed, som elsker mig når jeg ikke kan elske mig selv. Familie der vil passe på mig, og som jeg vil passe på.
Og det skal jeg virkelig huske. Når jeg er der. Der i min rus af urimelighed og sorte tanker. Når verden er dum. Og alting ikke går min vej. Så skal jeg lige huske på det. Huske at der er SÅ meget at være glad for!

Men når det er sagt, så vil jeg gerne lige slå fast, at jeg virkelig er træt. Sådan virkelig, virkelig træt! Og det tror jeg nedenstående billede kan bekræfte.

Jeg fandt en nål til min insulinpen i køleskabet. Men det er ikke toppen af min træthed. Da jeg et par timer senere åbnede køleskabet, der lå nålen der stadig. Jeg nåede at glemme den. Og tog jeg den så ud nu? Nej. Det var for uoverskueligt. Jeg var for træt. Haha,