I mandags fyldte jeg 25 år, men det var igår min mor og jeg virkelig skålede. Bevares min fødselsdag blev skam også markeret, men den helt store fejring af de 25 år, den gemmer vi til vi kommer hjem.

Men igår tikkede der en sms ind på min mobil, som altså gjorde vi måtte købe en flaske alkoholfrie bobler (pga. pancreatitis må jeg ikke drikke alkohol), som vi lige kunne skåle i.
Ser i, igår fik jeg besked om, at jeg nu er bevilget førtidspension.

Det er en jo lidt bittersødt, for på den ene side er det lidt trist at være 25 år og blive “pensioneret”. Men på den anden side, så giver det mening, når nu jeg er i den situation som jeg er i.
Det betyder at jeg ikke længere er under jobcentrets vinger og at jeg ikke længere har statussen “sygemeldt”. Og ved i hvad? Det er faktisk rart ikke at have sådan en midlertidig status over sig. Ikke at have sådan en “hvad så nu?” titel hængende over sig, som skal fornyes. Det giver en ro. En ro til at give mig tid til at gøre det der er vigtigt for mig, og giver mig en slags frihed.

Det føles også rart, at det anderkendes officielt at jeg bare ikke har helbredet til at arbejde. At jeg er syg. At jeg har nedsat funktionsevne. Det er ikke noget jeg bilder mig ind.
Jeg føler at jeg lukker et slags kapitel og åbner et nyt. Og jeg håber at det kan give mig ro og rum til at blive raskere og få mere livskvalitet.

Det er lidt sjovt – eller måske snarere pudsigt – hvordan ens opfattelse af, hvad der er normalt, så hurtigt kan ændre sig.

Efter en uge i Italien, så må jeg bare konstatere at jeg slet ikke synes ansigtsmasker er underligt eller sært længere. Faktisk så skænker jeg det ikke en tanke. Jeg ville nok snarere glo, hvis der gik ind i et supermarked uden.

Men vi har altså været en uge i Italien – og nu snupper vi en uge i harzen i øvrigt -, landet hvor vi så slemme coronatal i nyhederne. Det har selvfølgelig givet lidt bekymrende tanker, men for at være bundærlig, så har det føltes så trygt. Gardasøen har på ingen måde været overrendt, som den jo normalt er, og for os har det været rigtig rart. Det er naturligvis træls for deres turistindustri, men under omstændighederne har det altså været rart. Her har føltes trygt og meget, meget rent.

Vi har gjort det vi normalt ville gøre. Vi har været i pool, shoppet, spist god mad og tøffet rundt. Alt dette blandet med feberscanning (som i øvrigt var “perfecto”), håndsprit, handsker, afstand og ansigtsmasker. Men det vænner man sig til, og det der var så unormalt ændres hurtigt, og bliver det normalt. Og det er egentlig lidt vildt. Det eneste jeg nok ikke vænner mig til, det er badehætter. Det er altså ikke normalt at se en mennesker der ligner kondomer i en pool…