Jeg føler tit, at jeg er enormt misundelig på folk, som har store vennegrupper. Et aktivt socialliv. Gode venner. Men sandheden er, at jeg egentlig ikke føler overskud til at være sammen med nogen, og at jeg næsten skal tage mig sammen. Faktisk kan jeg føle mig mere alene i andres selskab, end når jeg bare er mig selv. Nok fordi jeg føler min verden er helt anderledes, og jeg ikke føler jeg har noget at bidrage med. Når det er sagt, så har jeg venner. Få venner, men rigtige, ægte og fantastiske venner. Og det er måske i virkeligheden bedre? I hvert fald for mig.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at meget af det her bunder i min generaliseret angst. Generaliseret angst, har for mig, tager overskud. Mindre overskud til helt små og banale ting. At svare på en SMS kan føles som en uoverskuelig opgave, og endnu værre er det at tage telefonen. Jeg magter ikke at få selskab pludseligt. Det skal helst være noget jeg er forberedt på.

Jeg tror angsten har gjort mig lidt bange for nærhed, og kram og knus føles ubehageligt. Selv fra mine nærmeste. Jeg vil helt ærligt helst ikke røres. Når det er sagt, så vil jeg så gerne give andre kærlighed. Vise at jeg holder af dem, men det er ret svært når man ikke selv har lyst til at modtage.

Jeg trives i virkeligheden bedst i mit eget selskab, men føler ofte en trang til selskab. Det er sært? For jeg har oftest lyst til at være alene.

Bare lidt små tanker herfra..

Jeg har været lidt tilbageholden med at offentliggøre dette indlæg, da jeg frygter det måske er for hårdt? For ærligt? Men jeg har valgt at dele det alligvel, for det er min blog, hvor jeg deler mine tanker.

Julen nærmer sig – igen – med hastige skridt, og dermed opstår spørgsmålet, hvad ønsker du dig? Det her indlæg skal slet ikke sættes i forbindelse med jul, som er en dejlig og magisk tid, men spørgsmålet har sat lidt tanker igang hos mig.

Hvad ønsker jeg mig? Jeg ønsker mig inderligt en ting. Ikke at være mig. Det er en trist kendsgerning, men ikke desto mindre sandt. Jeg er så ked af at være mig. Jeg gider ikke være mig. Jeg vil være en anden.

Jeg synes at en hverdag med smerte, frygt for opkastninger, mavebøvl, anoreksi og kamp med mad er hård. Forfærdelig hård. Jeg er så gennem træt, men ude af stand til at sove. Jeg bliver frustreret. Desperat. Inderligt bange for, at tingene aldrig ændrer sig. Og det ender ofte med tårer, fordi det hele nogle gange bare bliver for meget.

Jeg ønsker mig virkelig en pause fra alt det. En pause fra mig. Det er ikke sjovt at have det sådan, og jeg kan godt få dårlig samvittighed og skamme mig over at have det sådan. For der er jo folk der har det værre. Og hvad med min familie? Særligt min mor. Hun skal, ikke nok med at være sig selv, rumme min smerte og mine kampe.

Jeg ønsker ikke at være mig. Sådan lyder det rigtig ofte i mit hoved. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg egentlig ikke være nogle andre. Jeg tror mine følelser er så stærke og triste for tiden, fordi jeg føler at tingene kammer lidt over. At jeg føler mig hjælpeløs. Men jeg ved der er en positiv ting, og den vægter jeg højt. Nemlig, at jeg har lysten til at have lyst til at være mig! Og det vidner om, at jeg har noget at kæmpe for.