Jeg føler mig nøgen, sårbar og ofte magtesløs i dette sygdomshelvede. Det gør ondt at se, hvordan verden driver forbi, og jeg kigger på som tilskuer. Jeg ved, at jeg er den eneste – med hjælp naturligvis – der kan ændre det, men det er så svært. Især når Anas hårde ord, bliver spyttet ud i en ru stemme.

Det er svært at forklare, og i særdeleshed også svært at forstå. Men jeg synes ofte det føles som om, at have hjemve i egen krop. Følelsen af ikke at være “hjemme”. Jeg føler mig fremmede og utilpas.

Ana får mig til at tænke uklart og gør det hele tåget. Ana kan lamme min krop, så jeg intet føler. Men hun kan også få mig igennem hele følelsesspektret, og gør det vanskeligt at identificere hvad jeg egentlig føler.

Anoreksien er jo ikke min eneste udfordring. Jeg er syg. Det ved jeg. Men Ana er i høj grad skyld i mine øvrige udfordringer, og det gør mig så vred. Jeg kan ikke stole på min krop længere. Jeg ved ikke hvornår jeg pludselig bliver dårlig. Det er socialthæmmende, og gør det bestemt ikke nemmere når man har socialangst.

Jeg er virkelig flov over, at være som jeg er. Flov over at være sårbar, skrøbelig. Flov over der skal tages særlige hensyn.

Jeg kigger lidt på mit liv udefra, og det er slet ikke som det skal være. Helt ærligt, så synes jeg det er trist…

Hvad så, er i kommet godt ind i det nye år? Det håber jeg inderligt.

Her hos mig, her står det godt nok ikke for fedt til. Jeg bøvler mere og mere med maven, og ikke nok med at jeg er fysisk ilde tilpas, så går det også udover mig humør, mit overskud, ja min psyke. Og det er altså knald hårdt. Helt ærligt, så synes jeg det er blevet værre med maven og fordøjelsen. Jeg skal nok spare jer for detaljerne. Men det er fandme en kamp. Derfor fik jeg igår undersøgt hele systemet, så at sige.

jeg fik foretaget med en gastroskopi og en koloskopi, og det er noget mere omfattende end jeg nok først havde troet. For dagen før måtte jeg KUN få klare væsker. Ingen mad eller, ja uklare væsker. Og på dagen skulle jeg naturligvis faste indtil undersøgelserne bar overstået.

Anoreksien var naturligvis jublende lykkelig over at skulle være flydende diæt, og mærke “ruset” af sult og manglende kalorier. Det fik mig i hvert fald enormt meget på, at jeg var nødsaget til at please Ana.

Når, men overstået blev undersøgelserne og jeg fik efter proppet hovedet med mad. Nærmere fortalt, chicken tenders fra Carls jr. Så der fik Ana da kamp til stregen.

Der var umiddelbart ikke noget at se, men om ca. 3 uger kommer der svar på vævsprøve og sådan. Helt ærligt, så håber jeg faktisk der er noget. For jeg kan ikke blive ved med st kæmpe sådan med maven, uden at vide hvorfor, eller uden at vide hvad jeg kan gøre.

rigtig god torsdag.