Lykke er en underlig størrelse. Men det er noget vi alle gerne vil være. Men hvordan når vi der til? Hvornår er vi lykkelige? Jeg ved det ikke. Jeg mærker ikke lykke. Jeg føler mig ikke lykkelig. Jeg er klar over, at ingen mennesker er lykkelige hele tiden. At lykke er flygtigt, ligesom andre følelser. At lykke kommer i glimt. Lykkeglimt. Men, at man kan opnå og samle på lykkeglimt, og så vil man overvejende føle sig lykkelig. Men jeg føler det ikke. Aldrig. Og efterhånden er jeg der, hvor jeg ikke tror på det længere. At lykke er lige så svært at finde, som enden af regnbuen, og at lykke er ligesom fabeldyr. Det eksistere ikke. Det er, på godt jysk, træls at tænke sådan. Føle sådan. Og ende med at tro sådan. Freud definere lykke som “mest mulig nydelse – og mindst mulig smerte”. Så måske er det ikke så underligt, at når man er syg og har daglige smerter, har svært ved at mærke lykken? Så måske findes den. Den er der bare ikke lige nu? En ting er i hvert fald sikkert, lykken findes ikke i at være syg.

I onsdags var jeg på OUHs mave og tarm ambulatorie. Jeg skulle snakke med diætist, om der kunne være noget i min kost der kunne forstyrre min mave, og tale med en læge om leverbiopsi, maven generelt og blodprøver.

Der er intet i min kost der burde forstyrre, men jeg skal øge i den mængde creon (enzymer) som jeg tager. Og tage den på en ny måde. Og lad mig bare sige, at det bliver ikke nemmere at spise. Ikke nok med det er en kamp pga. Spiseforstyrrelsen, så skal jeg nu også tage en bid, tage en pille, spise halvdelen af maden og tage resten af pillerne, samt begynde at vurdere maden kontra mængden af creon. Suk…

svar på leverbiopsi var som jeg havde forventet. Ingen sygdom udover fedtlever og forstørret. Og nej, jeg er ikke en foigras gås, som er blevet stopfodret med majs. Det skyldes simpelthen spiseforstyrrelsen. Blodprøverne viser ingen tegn på at min pancreatit er genetisk skyldt, hvilket betyder at de ikke ved, hvorfor jeg har det. Min læge har undersøgt lidt, og i enkelte tilfælde er det beskrevet hos patienter med spiseforstyrrelse. Så det er jo nok ret sandsynligt. Vi snakkede også om, at creon bare ikke vil virke, så jeg har fået lov til bare at “gå amok” med dem. Derudover var der en smule med mit stofskifte, som muligvis også kan forstyrre min mave, som min læge vil drøfte med endokrionologerne. Hvis creon stadig ikke vil virke ordenligt efter nogle uger, bliver jeg sandsynligvis indlagt. Igen.

Jeg er klar over, at alt er rodet beskrevet, men sådan er det også i mit hoved. Jeg synes det er så hårdt det her, og jeg har virkelig nået min grænse. Min mave og fordøjelse er så kæmpe et problem, og jeg er tror snart, at der ikke er noget at gøre. Jeg er træt, trist og lidt tom for håb disse dage…

Overstående var hvad der stod på tavlen, i det lille rum, hvor jeg sidste tirsdag fik foretaget min 3. Leverbiopsi. Det grinte vi lidt af.

3 leverbiopsier. Det er en del. Og da jeg efterhånden anser mig som en erfaren nålepude, tænkte jeg, at jeg jo kunne (forsøge) at forklare, hvordan sådan en bliver lavet.

Når man skal have lavet en leverbiopsi, så skal man fast fra kl 00.00 natten før, men to timer inden biopsien bliver det anbefalet at drikke to glas sød saft. Så det gjorde jeg. Jeg ankom til min tid kl 8.00 om morgen, og blev modtaget af en sygeplejerske, som skulle redegøre for vægt, helbred, blodtryk osv.

Da lægen ankommer forklarer han om risici, og ultralydsscanner min lever, for at finde et passende sted. Så markere han med en tusch.

Herefter blev jeg lokalbedøvet. Her stak de først nålen ind i huden og bedøvede, herefter skulle jeg holde vejret , og nålen blev stukket ind i det øverste af leveren og bedøvet. Lægen tog så en lille kniv ridsede mig i huden. Dette for at tjekke at bedøvelsen virkede. Det gjorde den.

Så skulle biopsien tages. Her skulle jeg ligge med armen over hovedet, og lidt på siden. Lægen tager det der hedder en grovnål, som vel bedst beskrives som en mini udgave af sådan en man fjerner æblehuse med.

Grovnålen bliver først stukket halvvejs ind, mens jeg holder vejret. Derefter helt ind i leveren, mens jeg holder vejret, og der tages der så en prøve fra leveren. Det føles ubehageligt og voldsomt, men det er hurtigt overstået. Og da man er bedøvet, gør det ikke så ondt.

Lægen tog 5 cm lever fra mig, som sygeplejersken, med en vis stolthed på mine vegne(?), viste frem.

Herefter skulle jeg så ligge 2 timer, fladt og fastende. Og hvor blodtrykket blev målt hver 15. Minut. En kedelig omgang. Efter 2 timer måtte jeg spise og drikke, og en læge kom og vurderede om jeg måtte komme hjem. Det måtte jeg! Proceduren har nemlig ændret sig. Tidligere skulle man ligge i 4 timer. Frygteligt.

Egentlig var jeg tilbudt en indlæggelse efter, da man ikke må køre i bil mere end 1 time efter sådan en omgang. Men heldigvis så er der 50 min hjem til Fredericia, så jeg kunne komme hjem. Så heldigvis kom jeg hjem, fik sunset kl 15, hvor jeg var hundesulten og blev møg forkælet. Man må nemlig ikke bukke sig, bærer tunge ting eller være særlig aktiv efter. Jeg var øm og utilpas på dagen, men dagen efter var der ikke meget at mærke. Nu venter jeg bare på svar.

I fredags havde jeg en ordentlig tudetur. Sådan en der varer timer, og som sætter en dæmper på stemningen resten af dagen. Det der udløste det, var noget så banalt som en blodprøve de ikke kunne tage på sundhedshuset.

Jeg skulle have taget en vigtig blodprøve til en forestående leverbiopsi, og den kunne de ikke tage. Jeg gik hjem fra sundhedshuset, begyndte at tømme opvaskeren og så begyndte tårerne bare at trille.

Det var jo ikke det der gjorde, at tårerne fik uhæmmet frit løb. Men, at jeg havde set angsten i øjnene og var taget alene op på sundhedshuset, og så ikke fik “gevinst” af det, det var bare dråben, som fik bæret til flyde over.

Jeg ved med mig selv, at jeg længe har gået med dumme tanker og en klump i halsen. Sådan en gennemgående dårlig fornemmelsen i kroppen, som jeg i høj grad har prøvet at undertrykke og pakke væk.

For jeg er bange. Sådan rigtig bange. Bange for at min “udløbsdato” bliver kortere og kortere. Bange for hvad der er galt med min lever. Bange for anoreksiens konsekvenser. Jeg er frustreret over de enzymer jeg får ikke virker nok. Jeg er vred over at jeg havde tabt mig meget ved sidste vejning, og vred over ana jubler. Jeg er nervøs for hvad det rehabiliterende team afgør mht. Førtidspension. Jeg er træt af at føle mig uduelig og ubrugelig. Jeg er bange for jeg ikke er værd at elske, eller være venner med. Jeg er så frustreret over ikke at sove. Jeg er så gennemgående brugt, træt og bange. Jeg er så ked af at være mig.

Jeg tager tingene meget personligt og er bestemt et følsomt væsen, og det synes jeg er svært. Det er svært mærke så meget. Jeg føler sådan et behov for ro og stabilitet, som er svært at få, når man er kronisk syg. Jeg er heldigvis sygemeldt, og det er jeg taknemlig for, men jeg ville ønske jeg kunne skabe den ro og stabilitet i min krop. I mit hoved. I min kemi. Jeg føler at være syg, er ligesom at gå på tynd is og jeg ingen kontrol har.

Og alt dette måtte ud gennem øjenvæske i fredags. Og det er vel egentlig også ok. Og vel egentlig også godt nok.