At have stiftet bekendtskab med Ana, fører – udover sorg, vrede, smerte og samvittighedskvaler – også en god portion ambivalens med sig.

Jeg kan stå op og føle mig kæmpe stor. Føle alt blævrer, og at det skælver når jeg går. Føle mig grim og utålelig. Have en enorm smerte inden i, og en underlig vammel fornemmelse fra inderst til yderst. Jeg får lyst til at forsvinde. Skjule mig. Jeg kommer til at længes efter at være endnu tyndere end jeg i forvejen er, fordi det at være så tynd, gør en lidt følelsesløs og alt virker tomt. Så kan jeg gå en tur i byen, og ane min reflektion i et butiksvindue. Og så skammer jeg mig. Jeg kan se de tynde ben og arme, og en krop der ser alt andet end sund og harmonisk ud. Jeg ser frygtelig ud. Så bliver jeg også arrig, og alle minder om episoder, hvor jeg er blevet skudt til at være væsentlig yngre end jeg er, de dukker op. Jeg bliver vred og ked af det. For hvordan er det jeg behandler mig selv. Så får jeg lyst til at kramme hende reflektionen i butiksvinduet.

Jeg tror jeg har brug for en mentalkrammer. Omfavne hende der reflektionen jeg ind i mellem ser, men også hende den tunge og store jeg også mærker. De skal have kærlighed.  De er begge mig, de er begge mig hylster og mig indre. Og de trænger til noget godt. Noget rigtig godt. Og på søndag tager jeg på ferie, så kan både mit indre og ydre få omfavnelse.

Ja, hvordan skal jeg forklare det? Jeg tror jeg er ramt af lidt “summertime sadness”,hvilket kan være svært at forstå. For det er lysere, varmere, der er mere solskin, folk er som regel mere i hopla og folk får ferie.

Men jeg bliver ramt af en brusende følelse – oftest når jeg er alene – som kan virke meget overvældende. Jeg kan ikke forklare eller beskrive, hvad det er der sker. Eller hvad jeg egentlig mærker. Men jeg begynder som oftest at tude. Måske er det en slags tomhed jeg mærker? Jalousi?

Jeg bliver i denne tid enormt opmærksom på alt jeg ikke kan. Alt jeg ikke har opnået. Det stikker mig altid lidt i hjertet når jeg ser hvide kjoler, studenterhatte og hører larm fra kørslen. Det gør ondt og jeg bliver misundelig. Jeg ville ønske det var mig. Eller havde været mig for nogle år siden. Jeg bryder mig ikke om, at jeg får der sådan, men det gør altså ondt. For hvad har jeg opnået? Hvad kan jeg vise frem?

Det lyder måske underligt. Eller egoistisk. Men jeg bliver altid lidt nervøs når varmen nærmer sig og det bliver lysere. Jeg vil hellere have mørke aftner, hvor jeg kan gemme mig væk. Jeg kan godt lidt kulde og melankolien. Jeg bryder mig ikke om eksponering. Jeg bryder mig ikke om, at komme ud af mine rutiner og at der lige pludseligt er fyldt med mennesker over alt.

jeg bliver så ked af det. For jeg vil så inderligt gerne ville holde grillaftner, bade ved stranden med en stor flok venner, spise store isvafler og sidde ude, en sen sommeraften, og drikke vin og spille kort. Men jeg orker det ikke. Mit overskud er der ikke. Så jeg vil egentlig ikke, men jeg vil gerne. Det er frygteligt. Men tanken om at skulle eksponeres i en badedragt sammen med venner, eller skulle holde en grillaften, det tager pusten fra mig. Bare tanken. Jeg bliver træt og ønsker mig bare mørke igen.

Og så bruser den der fornemmelse ofte indover mig. Og den får mig til at græde. Græde fordi jeg hader mig selv, for at have det sådan. Jeg vil jo bare gerne være glad. Solskin. Men jeg græder altså ofte lidt, og jeg tror måske det er meget godt at få skyllet lidt følelser ud. Så kan jeg måske rumme solskinnet lidt mere. Og så prøver jeg at minde mig selv om, at det er okay at have det sådan. Det er okay at være sensitiv og følsom. Okay at græde. Det er okay ikke at være okay!

For nogle uger siden var jeg indlagt. Endnu engang med sonde. Min fordøjelse fungerer stadig ikke, og det er rigtig frusterende. Især fordi beskeden er, at Vejle gastro ikke kan gøre mere. Problemerne skyldes spiseforstyrrelsen, og er en konsekvens af den. Jeg har tabt mig, og vægten skal øges. Men det er ikke nemt.

Der er nok at slås med. Det er der virkelig. Både det fysiske, som i det mindste er et håndgribeligt problem, men også psyken er en slåskamp. Men det er jo ikke nyt, kan man sige. Heldigvis nærmer sommerferien sig med hastige skridt, og hvor har jeg behov for at komme væk. Ferie fra sygdom. Fra hverdag. Fra pligter. Jeg har virkelig brug for de der akutte lykkedage! Jeg glæder mig at nyde to uger med min mor. I vores tempo. Gøre de ting vi bedst kan lide. Akut lykke. Og jeg mærker den lige så snart, at jeg sætter mig ind på forsædet ved siden af min mor.

Jeg tror det er sundt. Rigtig sundt at komme væk og se noget nyt, og nyde min mors selskab. Spise god mad, tage i pool og læse en dejlig bog. Jeg trænger til det. Akutte lykkedage, dem er der altid mange af på sommerferie med min mor.