Et lidt forsinket glædelig jul og godt nytår, men bedre sent end aldrig. Kræfterne til at skrive har ikke rigtig været der, og sådan er det at være syg som mig. En fuldstændig udmattelse, som gør helt små basale ting meget uoverskueligt. Bare det at løfte et glas vand, kan føles som en umulig opgave. Noget der kan være meget svært at forklare andre, for det er ikke bare en træthed, men noget andet. Og den er der. Den fylder rigtig meget for tiden.

Men lad os tage julen. Den var dejlig. Og rolig. Men lad mig bare være ærlig, nytårsturen var vinderen. klokken kvart i hundelort kørte min mor og jeg til Alsace d. 28 december, og d. 29 december ankom vi til vores lille AirBnB lejlighed i Colmar, som var så fint julepyntet! Alsace var generelt pyntet VIRKELIG meget op til jul, og det gav altså lidt ekstra magi.
D. 31 fejrede vi nytår i vores fine lille lejlighed, med tatar m. caviar og skaldyrsfad. Og d. 1 januar, tog vi Europapark, hvilket altså er en del sjovere end at have tømmermænd. Europapark var også pyntet festligt op, og hvert ”land” spillede julemusik på ”landets” sprog. Vældig sjovt. Det havde nok været endnu mere magisk, hvis det ikke var 19 grader. For det var altså en anelse specielt, at rende rundt og høre ”Walking in the winter wonder land” for fuld blæs, mens man bare drømte om, man ikke havde taget vinterjakken med. Generelt havde vi en ret lun tur, og nytårsdag var den oppe og runde de 20 grader. Og vi regnede med frost… Men en fantastisk dejlig tur, som gav lidt fornyet energi og glæde. Det gør jeg gerne igen!



I går var jeg så endelig på AUH for at få snakket om pacemakeren. Den har endnu ikke lindret. Faktisk har jeg haft det lidt værre, så den er nu blevet indstillet anderledes, og så må vi se om det kan hjælpe lidt. Jeg får i hvert fald en tid om en måned til opfølgning, så de holder da øje med mig. Så fik vi også snakket lidt om, at arret ved pacemakeren er lidt irriteret og ikke heler helt så godt, som de andre ar. De heler nemlig så flot. Men det handler simpelthen om, at jeg ingen underhudsfedt har, så pacemakeren ligger mellem mine muskler (eller mangel på samme tøhø) og min hud, og derfor bliver det irriteret. Så nu prøver vi at klemme det lidt sammen med noget englehud, og så bliver det forhåbentlig en del bedre når vægten stiger, og jeg får noget fedt der kan beskytte, så det ikke er så ømt. Derudover fik jeg så en recept på Fresubin, som egentlig bare dækker over ernæring. Det er altså recept på ernæringsdrikke. Øv. Det huer mig ikke, men jeg kan godt forstå jeg bliver nødt til at få noget, for vægten drosler bare, og det går bare ikke. Men det ærgre mig, at jeg ikke kan dække mig selv ernæringsmæssigt, og jeg skammer mig også lidt. Det minder mig nemlig alt for meget om ernæringsenheden i Odense og om dengang jeg havde sonde. Og så smager det forfærdeligt. Men jeg kan ikke spise nok, så jeg skal have et supplement. Så lægen forslog det, og jeg sagde ja. Så hand plan er, at jeg skal spise det jeg kan og så ”skylle” en drik ned efter mad (absolut ikke før, da de tager appetitten ellers) en 2-3 gange dagligt. Øv. Men nødvendigt lige nu.
Så det er status pt.
Træt og tynd. Øm og udmattet. Men glad og høj ovenpå en dejlig ferie, og et godt nytår. Og udelukkende med det nytårsforsæt om at blive sødere og gladere ved og for mig selv.
Jeg håber du kom godt og sikkert ind i det nye år.