Den første gang jeg fik et angstanfald, der var jeg 18 år og på sommerferie, med min far og søster i Paris. Det var et såkaldt panikanfald, og den sommer i 2013 skulle jeg for alvor finde ud af, hvor invaliderende angst kan være. Skulle hende pigen på billedet fortælle noget om daværende situation, så ville hun fortælle at hun lige var kommet sig over en alvorlig spiseforstyrrelse, og snart skulle starte på HF.
Det er ikke sandheden. Jeg var på daværende tidspunkt langt fra rask. Bevares, jeg havde nået et almindeligt BMI, men det indre var kaos. Vild kaos. Og kunne jeg, så ville jeg fortælle pigen på billedet, at om ikke længe så ender hun i et dybt, dybt spiseforstyrret hul. Og at starte på HF er en kæmpe fejl.

Natten til vi skulle køre hjem fra Paris oplever jeg mit første panikanfald. Jeg mindes at have lagt mig på mobilehomets sofa om natten, fordi jeg har det lidt ubehageligt. Med et sæt vågner jeg. Jeg tror klokken af 1, måske 2. Mit bryst gøre ondt og jeg kan  ikke få luft. Eller sådan føltes det. Jeg har fornemmelsen af mit hjerte slår forkert, slår for hurtigt og at det slet ikke slår. Det giver som sådan jo ingen mening, men sådan føltes det. Jeg får en klump i halsen, og jeg har en trang til at kaste op. Min puls stiger helt vildt og jeg tror jeg skal dø. Jeg tror helt ærligt, at jeg skal dø. Jeg bliver panikslagen og vækker min far, som selvfølgelig ikke aner hvad han skal stille op, med en datter der nærmest løber i cirkler rundt om sig selv. Vi går ture hele natten, han prøver at berolige mig, jeg græder, jeg går i panik, og jeg vil både have en læge og hjem NU.
Næste morgen kører vi hjem, til hvad jeg mindes som en opslidende sommer på den front.

Den sommer får jeg panikanfald, på panikanfald, og hvis ikke det er et panikanfald, så sidder angsten i brystet og trykker, og giver mig åndenød. Den gør mig svimmel, let at forskrække og træt. Jeg husker ikke 5 minutter fra den sommer, hvor angsten ikke var der. Jeg husker at sidde og google symptomer om natten, overbevise mig selv om jeg enten skulle dø eller var ved at blive sindssyg. Og jeg husker at være udmattet, af alle de strabadser.
Jeg ender den sommer også både ved egen læge nogle gange, på psykiatrisk skadestue og to gange på den almindelige skadestue, hvor de naturligvis undersøger mig. Og det eneste de finder er en høj puls, og et ualmindeligt højt mælkesyretal som havde jeg løbet et maraton, bare for at understrege hvor fysisk hårdt et angstanfald også kan være.
Kan i huske de der legetøjskamera man fik som barn, hvor der var et billede når man kiggede ind i linsen? Og klikkede man, så kom et nyt billede frem? Sådan huske jeg den sommer. Som om alting foregik i klip, og ikke som en sammenhængende film.

Jeg startede naturligvis op ved en der kunne behandle og diagnosticere mig. Her lærte jeg at der findes mange typer angst, og at jeg også lider af flere typer. Nærmere betegnet panikangst, sygdomsangst, socialangst, generaliseret angst og agorafobi.
Jeg har lært at min høje puls og hjertebanken skyldtes angst, og det er urmennesket i mig der gør klar til at flygte (Jeg ville have været en stærk overlever dengang der fandtes sabeltigere). Det samme når jeg føler jeg skal kaste op, eller kaster op. Det er kroppen der vil af med al ekstra vægt, så den kan bevæge sig hurtigere.
Jeg har faktisk lært meget af min angst. Også selvom den er invaliderende og belastende, så er der også noget at lære om sig selv i visse situationer. Også selvom den kan være en snedig satan, som gør jeg tænker alt andet end rationelt i nogle situationer.
Efter den sommer, har jeg været i behandling med Sertralin (og indimellem andet beroligende medicin), og det har i høj grad taget mine panikanfald. Det har ikke gjort så meget ved de andre typer, men man lærer jo også nogle redskaber at kende, og så hjælper det naturligvis også, at ens nærmeste kender ens situation, og derfor godt forstå hvis sociale sammenkomster kan være overvældende og angstprovokerende.

Jeg vil uddybe lidt om de andre typer angst i andre indlæg, men her var altså min første gang. At jeg fik et angstanfald altså!