Det er lidt tid siden jeg har skrevet. Ikke fordi der intet er sket. For det er der. Men nok mere fordi, at jeg ikke har haft energi eller ro i hovedet til at samle det til et blogindlæg. Så bær over med mig, men jeg vil forsøge at støbe et nogenlunde struktureret blogindlæg sammen.

Jeg er svimmel og træt. Jeg er så altoverskyggende træt for tiden. Udmattet, slap og virkelig svimmel. Opkastningerne har faktisk taget lidt til, og jeg frygter opkaldet fra Hvidovre i næste måned, fordi jeg skal fortælle at operationen ikke har virket. Jeg føler at JEG skuffer den læge, som har opereret mig. Men det er sandheden.
Svimmelheden har gjort jeg er faldet nogle gange, og jeg også er besvimet. Min blodprocent, som i forvejen er lav, er også faldet mere. Så der arbejdes på, om jeg kan blive boostet lidt i form af en jerntransfusion. Det giver jo ikke mening at vente til, at jeg bliver lige så skidt som sidst jeg fik blod og jerntransfusion. Men vi må se. Den forespørgsel skal lige igennem et hav af afdelinger. suk…

En lørdag aften for to uger siden, der opdager jeg et lidt rødt øje. Søndag morgen var det endnu mere rødt, gjorde ondt og var lysfølsomt. Og så vidste jeg jo godt, at det var en start på en regnbuehindebetændelse. Igen. Så søndag blev primært brugt på OUHs øjenafdeling, for at få nogle øjendråber og en plan. Ikke lige sådan vi havde tiltænkt søndagen. Om tirsdagen skulle jeg så til kontrol ved egen øjenlæge, og der var det andet øje begyndt at blive rødt og ømt. Da jeg kom til endnu en kontrol torsdag, var det andet øje stadig rødt og ømt, Så der blev ordineret dråber til det øje også. Fedt. Regnbuehindebetændelse for 3 gang, og det er slet ikke lige så unicorn agtig som det lyder…

Fredagen skulle jeg så til øjentjek på diabetesafdelingen i Odense (det var en rigtig øjen uge), fordi det skal man jævnligt som diabetiker. Og det passer mig egentligt fint, fordi siden jeg fik diabetes, har min største frygt nok været at blive blind.
Og øjenfotograferingen viste, at jeg har moderat retinopati på det ene øje og i svær grad på det andet. Og det slog mig omkuld. Retinopati er diabetisk øjensygdom, og jeg blev bange og ked af det. Og jeg er stadig bange og ked af det.
Det føltes som om, at hver gang jeg rejser mig, så bliver jeg slået omkuld igen. Jeg bliver blæst bagover. Og lige så snart jeg så rejser mig, så kommer der en ny vind. Og jeg tør snart ikke rejse mig igen, i frygt for hvad der så kommer.
Det er i den grad en sorg, at miste sit gamle raske jeg.
Jeg ved jeg ikke er den samme. At jeg har mistet mig selv, og jeg savner mit gamle jeg. Og jeg skal finde ud af hvem jeg er nu. Hvem er Nana nu? For jeg er ikke den samme. Og det er en sorg. Og det er okay, at være ked af det. Og savne den jeg er. Jeg skal finde mig selv. Og jeg kan i skrivende stund godt føle mig som en tom skal, uden nogen sønderlig værdi. Men det handler nok i høj grad om, at jeg ikke har energi til at undersøge, hvem jeg nu er.
Lige nu. Lige nu der giver jeg mig selv lov at være ked af det. I en slags sorg over at mangle mig selv, over at jeg føler mig slået omkuld igen. Og over at mangle energi. Og det er også okay!