Jeg tror på, at der er en styrke i at sige til. Sige til, når man har brug for noget. Eller nogen. Jeg tror også på, at der er en styrke i at sige fra. Lige stoppe op, mærke efter og sige nej tak.

For kort tid siden var jeg i København. For at komme i Tivoli, på strøget, spise middag og se dejlige mennesker. Alt det på et døgn.

Vi startede i Tivoli. Min far, min søster, tante tut og mig. En frokost på Prices diner, dejligt vejr, glade mennesker, is og andet Tivoli gøjl. Da vi efter nogle timer i Tivoli skulle tjekke ind på hotellet, og derefter grille med dejlige mennesker, der kunne jeg bare mærke det. Hoved og krop sagde stop. Jeg blev træt, grådlabil og overstimuleret. Jeg kunne slet ikke overskue mere.

For mange kan en dag i Tivoli nok være skøn – og bevares, det var den også, men min energi bliver hurtig tappet, og jeg er ikke vant til at være særlig social eller være steder med mange mennesker, grundet agorafobi og socialangst. Så jeg sagde fra. Jeg sagde fra, da det kom til middag. Jeg kunne ikke mere, og havde behov for at trække mig og være mig selv. Jeg var virkelig bange for, at de dejlige mennesker ville blive vrede eller skuffet, men jeg blev kun mødt med forståelse. Og min far siger til mig “Det er altså også ret sejt, at du kan sige fra”.

Mens de andre griller, der tager jeg ned på en thai restaurant og spiser lidt aftensmad. Selv. I fred og ro. Det i sig selv, er vel også en sejr. Da jeg har spist mine stegte nudler, der vender jeg snuden mod hotellet, men beslutter mig for at købe en is ved Paradis is. Da jeg går ud af biksen med min kugle hasselnødde is, der får jeg øjenkontakt med en ældre dame, som sidder på en stol med en is. Jeg smiler til hende, og så spørger hun mig om jeg ikke vil sidde med hende, mens hun spiser sin is. Det gør jeg. Vi har ikke noget at snakke om. Men vi sidder der. Sammen. I stilhed. Og spiser hver vores is. Og da vi begge har spist færdig, siger hun tak, og jeg går tilbage til hotellet.

Det fik mig til at tænke. Særligt på min fars ord om, at det er sejt at sige fra. At sige fra er en styrke. Og det synes jeg. Men det er godt nok også en styrke at sige til. At bede om selskab. Jeg synes virkelig den ældre dame var modig. Tænk at turde bede en komplet fremmede om selskab, fordi man ikke har lyst til at sidde alene. Jeg er oprigtigt beæret over, at hun ønskede mit selskab.