Jeg har ikke rigtig fået skrevet på det sidste, og det skyldes egentlig manglende overskud, samt en følelse af ikke at have noget på hjerte, der var værd at dele.
Det synes jeg egentlig stadig ikke, der er – god start på et indlæg, right?
Men det skyldes nok, at jeg er inde i en rigtig træls periode, så jeg tænkte det var på tide, at sætte sig lidt ved tastaturet igen.

Jeg er som sagt inde i en rigtig træls periode. Både rent fysisk, men også psykisk. Og begge dele efterlader mig så energiforladt. Jeg har mange smerter, kvalme og døjer med svimmelhed – som for et par uger siden var skyld i en tur på kold asfalt, og et par spildte timer på skadestuen, men det er en anden historie. Jeg er meget generet af det, men de fysiske symptomer er langt nemmere at forholde sig til, end de psykiske.
Jeg er meget sårbar, og jeg prøver at lære mig selv, at sårbar ikke er lig med svag. For jeg vil for alt i verden ikke fremstå svag, for hvem har lyst til det? Men sårbar er jeg. Og jeg prøver at acceptere at jeg er sårbar og se forskellen. For det kan jeg godt se ved andre. Men ikke ved mig selv.
Og når jeg ikke forholder mig til min sårbarhed, og gør ting, som jeg selv finder grænseoverskridende, eller gør noget min moral er imod, som f.eks. at deltage i et arrangement med mange mennesker, eller ikke at spise økologisk kød, selvom jeg ved dyrene ikke har det godt… så er det som om filmen knækker. Min psyke kan ikke holde til det, og jeg bliver vred, ked af det, frustreret, eller gør jeg? Jeg kan faktisk ikke forklare, hvad det er jeg føler. Og samtidig med alle disse følelse raser rundt, så føler jeg mig tom.
Når jeg ikke forholder mig til min sårbarhed, så føler jeg mig syg, og jeg bliver syg.
Min sårbarhed er mit kompas der viser mig, om jeg er i overensstemmelse med mig selv. Og rigtig ofte, så træder jeg ud af mig selv, ser ikke min sårbarhed som min ven og filmen knækker. Jeg gør det gang på gang. Men, jeg føler, at jeg er i en verden, hvor sårbarhed bliver betragtet som, at være svag.  Og så overbeviser en tankestrøm mig om, at jeg er svag. Og måske også mindre værd? Dum. På tværs. Til besvær. Egentlig ikke rigtig god til noget.
Og derfor har det gået mig endnu mere på, at jeg ikke har skrevet på bloggen, for det er her jeg synes jeg er nogenlunde til noget. Så følelsen af ikke, at kunne levere her, den har fyldt ret meget.
Men nu tager jeg hul på det. Og skriver. Selvom det måske ikke giver mening.

Kan i have en dejlig – sandsynligvis hvid og kold – dag!

Vi er ikke den samme gennem livet. Vi ændrer os hele tiden. Vi er i konstant forvandling. Vi består af millioner, milliarder, nej faktisk cirka 1 trillion celler – hvis man skal putte et tal på det – som konstant er i forvandling. Vi ændrer og fornyer os. Faktisk så vil ALT på dig være skiftet ud om 7 år.
Men det betyder jo ikke nødvendigvis, at den, der kigger ud af af de to huller, som vi kalder øjne, har ændret sig synderligt meget. Måske kan du godt lide sennep nu, men det kunne du måske ikke som barn, og måske synes du heller ikke, at Bamses Billedbog er det fedeste længere. Men det er jo ikke sikker du har ændret dig så meget ellers.
Jeg har ændret mig. Det står jeg inde for. Jeg har ændret mig rigtig, rigtig meget i forbindelse med sygdom. Jeg føler Ana har overtaget Nana nogle gange. Derfor har jeg valgt, at dette indlæg skal handle om at lære hvem Nana var uden Ana, hvem Nana sommetider er – krydret med små historier og anekdoter. Eller nanakdoter (Okay, den var sløj).

Jeg har været lidt i tvivl, om jeg skulle lave dette indlæg, for er det egentlig ikke et lidt underligt indlæg at lave? Det er jo ikke for, at I skal vide alt om mig, men jeg tror måske, at det er godt at lære Nana at kende, også uden Ana.
Når man blogger, så er man jo så priviligeret, at man bestemmer, hvad der skal stå på ens blog. Men det giver jo intet nuanceret billede, og jeg tror, at jeg ville lade Ana snige sig med ind, hvis jeg skulle fortælle.
Så derfor lægger jeg hermed jeg-fortæller-hatten på hylden, og tager 3.persons-fortæller-hatten på.
Historier, anekdoter, fakta og den slags er noget min familie og venner har skrevet. Så I får deres Nana. Helt uden Ana.

– Nana drikker stadig cola blandet med fanta (Altså Colasin), hun er ikke rigtig kommer videre..
– Nana lignede lidt en gorilla da hun blev født.
– Nana var ikke så skarp til geografi som yngre. På vej på ferie i Italien, på vej igennem Østrig, udbryder Nana: ”er vi ikke snart ude af Belgien?”.
– Og for at fortsætte Nana-var-ikke-så-god-til-geografi-som-barn historierne, så skal det nævnes, at da vi første gang sejlede til England, og Nana blev spurgt om hun kunne se England, så siger Nana ret så uimponeret: ”Nææh, jeg kan bare se en bunke sand.”. Det var England.
– Nana har her hjemme indført begrebet ”formiddagscola”.
– Nana havde en vanvittig appetit som barn!

 – Da min bedsteveninde, Nana, og jeg var yngre, sad vi ofte ude i en hvid gynge, der stod i min have, drak saftevand og spiste frugt fra træet. Det er et godt barndomsminde.
– Nana, pigen der går i bare tæer året rundt!
– Da Nana var lille brugte hun, mit hår som sutteklud (Hun suttede dog ikke på det), men hun nulrede det. Når Nana synes, hun var færdig med at nulre, så hev hun bare hånden til sig, hvilket tit betød hun trak en ordentlig tot hår med.
– Nana er en kontrolfreak.
– Nana synger som en engel.
– Nana hader fugle. Især måger!

 – Nana elsker regn, men hader vind.
– Nana var meget fjollet, da hun var yngre.
– Nana har gået til lidt af hvert, men blev bidt af en gal hest.
– Min veninde Nana og jeg var på egen hånd i Milano da vi var 17, og var nogle ret lette ofre for gadesælgere. Det er ingen hemmelighed, at Nana HADER fugle, og da vi stod ude foran Domus, gik der ikke mange sekunder før, en gadesælger havde lagt et par majs i Nanas hånd. Så kom der en due, det var okay, så kom der to duer, så begyndte Nana at se lidt skræmt ud, så kom der tre duer, det var helt sikkert for mange. Og lige pludselig var der bare en hel masse duer på stakkels Nana. Da duerne var fløjet, så stod der pludselig nogle store mænd foran Nana, der ville have penge. Nana, som var temmelig rystet, skyndte sig at give dem en skilling og så kom jeg ellers og hev hende væk. Vi nød Domus på afstand resten af dagen.
– Nana er en sovsepige!

– Nana lærte hurtigt fidusen ved at blive væk i et supermarked, da hun var lille. Man blev nemlig forkælet med snolder i kundeservice, og ens navn blev sagt i højtalerne. Hendes personlige rekord er tre gange på én indkøbstur i Føtex.
– Nana. Pigen der kan trylle 1 trist gulerod og 200 gram fars om til et lækkert måltid.
– Nana er ikke til varme, men elsker kulde.
– Nana havde engang sin mor stående som ”kundeservice” og sin far som ”taxa” i sin telefons kontakter.
– Nana elsker enhjørninge.
– Nana græder ikke til film, men Grinchen kan hun godt fælde en tåre til. Hvem kan dog blive så vred, at de vil stjæle julen?
– Nana svømmede hundesvømning som yngre.

– Nana kan kun fløjte indad.
– Da Nana var lille snakkede hun vildt meget, når hun blev sat ind i en bil, derfor fik hun en walkman, med det resultat at hun bare sang højt i stedet.
– Nana kunne ikke sige ”Pochahontas” da hun var lille. Nej, hun sagde ”Pochahåndtaske”.
– Nana er underfundig sjov.
– Nana var skør, kreativ og energisk da hun var yngre.
– Da Nana og jeg var yngre, var vi gode til at få ideer til, hvordan vi lige kunne tjene et par kroner. Alt fra, at sælge saftevand på gaden, til at male min mors fætters negle i mange farver, og få ham til at betale. Men for at være ærlig, så tror jeg Nana var den snu af os med de kreative planer, men hun er også enormt godhjertet. Jeg husker en nytårsaften hos hende, hvor vi sammen med de andre børn til festen, solgte ud af legetøj. De penge vi tjente donerede vi til rødekors. Vi havde nemlig besluttet pengene skulle gå til myggenet, for at forhindre malaria.

Jeg har flere gang læst en artikel. En artikel om et studie, som handler om kombinationen af anoreksi og diabetes. I studiet – som i øvrigt er foretaget på OUH, hvor jeg er i behandling – observerer man 13 piger med anoreksi og diabetes i 20 år. Da de 20 år er gået, da er de alle døde. Studiet viser at sandsynligheden for, at en pige med anoreksi og diabetes dør inden for 10 år er på 30 %, og at en pige med anoreksi, men uden diabetes, dør inden for 10 år er på 5 %.
Studiet er selvfølgelig så småt, at man ikke rigtig kan konkludere noget, andet end, at anoreksi og diabetes ER en farlig cocktail. Det har jeg vidst også nævnt flere gange her på bloggen?

Jeg ved i forvejen, at anoreksi er den mest dødelige psykiske sygdom, og at under 50 % bliver raske. Jeg ved det. Det er fakta. Det skræmmer mig. Det skræmmer mig så også, at jeg oven i anoreksien har diabetes, som gør mine odds dårligere, hvis man kan sætte det sådan op?
Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg vender tilbage til den artikel? Jeg har læst den mange gange. Forfra og bagfra. Måske er det for at skræmme mig selv? Jeg ved det ikke. Men jeg vender tilbage til den, skræmmer mig selv, men vender så også tilbage til anoreksien?
Jeg forstår det ikke.

Jeg sårer min familie og mig selv, når jeg gang på gang skader mig selv, vender tilbage til anoreksien og har onde fysiske symptomer.

Jeg prøver at forklare hvad der driver mig til det, prøver at forklare hvad anoreksien giver mig, og hvorfor jeg ikke ser den udelukkende som en dæmon, som pårørende og ude stående gør. Jeg ved ikke hvordan jeg kan forklare, hvorfor anoreksien også er min ven, mit sikkerhedsnet og en tryghed, på trods af den potentielt kan være fatal og gør mig bange. Men jeg er også bange for ikke at have den.
Men er jeg helt uden fra række vide? Kan ingen nå mig? Jeg synes nogle gange jeg er helt alene i verden. I hvert fald på den måde, at ingen rigtig forstår mig.
jeg ville nogle gange ønske jeg havde et åbent benbrud, for så ville det være meget nemmere for andre at forstå, fordi de ville kunne se problemet, og fordi fysisk smerte er meget nemmere at forklare, forstå og forholde sig til. Men når ens psyke er knækket og den gør ondt, så er det meget sværere.

Og når mine bekymringer om døden dukker op, så ved jeg faktisk ikke hvem jeg skal vende snuden hen til. Jeg bliver nemlig altid mødt med ”Man kan godt blive rask!” og ”Du klarer den”. Og det håber jeg da inderligt også jeg gør! Men det er jo en helt reel risiko. Jeg leger med døden. Og nogle gange, så har jeg bare brug for at være bange for, at jeg dør af det, uden opmuntrende kommentarer. Det kan være svært at forstå og garanteret også svært for andre at acceptere, at jeg indimellem ikke har brug for opmuntrende ord, men bare har brug for at sige: ” Jeg er pisse fucking bange for at anoreksien vinder ”. Og det er nok også derfor jeg ikke har taget emnet op tidligere. Jeg er simpelthen for bange for, at såre nogle.

Jeg hører ofte folk sige: ” Jeg vil ikke blive gammel”. Men det vil jeg gerne, fordi jeg ikke bryder mig om alternativet. Jeg ved godt, at det ikke er det folk mener, når de siger, at de ikke vil være gamle.
Men jeg hører nok alligevel ordene lidt anderledes, fordi jeg så gerne vil blive gammel. Jeg vil leve mit liv.
Og alligevel så leger jeg døden. Jeg forstår det ikke.