Der er godt nyt og der er skidt nyt. Og sådan er det jo egentlig ofte. Det er længe siden jeg har skrevet noget, for energien har ikke været der. Og det er en del af den skidte del. Så lad os da starte der. For det er altid rart, at slutte af med det gode.
Jeg har det rigtig skidt for tiden. Jeg er træt, energiforladt og har rigtig dumme og trælse smerter. Jeg føler lidt, at jeg kan se mig selv forsvinde. Jeg orker ikke det jeg normalt gør. Og det var i forvejen sparsomt, men nu er energien ligesom skrumpet mere, og det er helt ærligt en kæmpe sorg for mig. Jeg føler mig enormt værdiløs i denne verden, for jeg føler ikke jeg bidrager med andet end hovedpine og en flad fornemmelse. Det gør ondt, både sådan rent fysisk. Men også inden i. For jeg er ked af at miste lysten til det jeg egentlig interesserer mig for. Fordi sygdom suger alt ud af mig. Og jeg gider satme ikke bare, at være sygdom og en skygge af mig selv. Men jeg synes jeg er mindre mig selv. Og jeg bliver mindre mig. At jeg bliver anderledes og fjern. En person jeg hverken genkender eller kan lide.

Den første omgang botox jeg fik, den virkede ikke. Desværre. Heldigvis ringende lægen fra Hvidovre, og vi fik arrangeret at de ville give det et “skud” (høhø) mere. Plus en ballonudvidelse. Så for en uge siden fik jeg endnu en esofago-gastro-duodeno-skopi (det ligger godt i munden det ord), nu med en ballonudvidelse og bonus “i dont care” medicin. Så jeg var temmelig meget til småt brandbart hele mandagen. Effekten skulle vise sig om 10-14 dage, så nu krydser vi både fingre, tæer og alt muligt andet for at det virker. For gør det ikke, så har de meldt ud, at de ikke kan gøre mere. Og det kan Århus heller ikke. Og så er der ikke flere tilbud til mig. Det skræmmer mig. Så hvis du gider, må du godt lige tage mig med i aftenbønnen, for jeg kan godt lige overskue at det her virker, så de kan operere.
Selve undersøgelsen er ikke en fornøjelse, men tilgengæld var jeg verdenspræmiere denne gang, for lægen havde fået nyt udstyr. Så jeg blev filmet. Lægen fortalte, at man tydeligt kunne se mad i maven, trods jeg fastede over dobbelt så lang tid som anbefalet. Så jeg har en ret udtalt gastroparese og pacemakeren virker ikke nok. Øv. Men trods faste, indgreb og den traumatiserende oplevelse af ikke at kunne få hotelmorgenmad, så var det nu en god tur, hvor vi spiste frokost om søndagen med søde venner i lyngby, hyggede på hotel og spiste lækker take away på terrassen ved hotellet. Og vejret var godt.

Så helbredsmæssigt føler jeg det ser sort ud. Det er det dårlige.

Lad os så springe til den gode nyhed. Vi er tilbage i vores lejlighed i Fredericia! Endelig. Det har været lange måneder hjemmefra. Så nok er vi omringet af kaos og et fort af flyttekasser som skal sorteres og pakkes ud, at det først var igår vi fandt fjernbetjeningen og ledningen til vores TV, at der er håndværkere der larmer, at dagen efter vi kom hjem gik alt strøm og vores kummefrysers indhold døde og at vores opgang stadig stinker af røg, så kan jeg ikke fortælle hvor dejligt det er at være hjemme! Bare det at kunne sove i min egen seng, oh the joy! At jeg har et funktionelt køkken, at jeg kender lydende og at jeg er i min by, det er så dejligt. Så pyt med vi skal bo i kaos lidt tid. Det skal nok komme.
Og oven i hatten, så har min mor og jeg en tur til Paris lige om hjørnet. Og det gør jo ikke noget, vel?