Jeg tænker nogle gange, at jeg er født under en uheldig stjerne. Eller at jeg som barn har set enormt mange sorte katte, og gået under adskillige stiger, for indimellem føler jeg mig forfulgt af uheld. En lille grå regnsky over mig. Sådan helt tegneserieagtig med små lyn i.

I går, 5 dage efter operationen i maven, valgte jeg at gå den første tur alene. Bare en lille tur rundt om blokken. For smerterne og kvalmen er der stadig, så forsigtig, i ved. Og da jeg er ved at være ved vejs ende, putter jeg hånden i lommen fordi jeg vil have min telefon op, og skrive en sms til min mor om, at gåturen er gået godt. Fordi den gik jo godt. Altså lige indtil den ikke gjorde.
I det jeg er ved at trække hånden op ad lommen, der snubler jeg.
Helt klassisk, så føltes det hele som om, at det går i slowmotion. Knald bang. Jeg ender på fortovet på venstre side. Knalder knæ, hofte og hoved ned i fortovet.
Jeg kan ikke komme op, det gør sindssygt ondt og der er noget i vejen. Det kan jeg mærke. Jeg får ringet til min mor, og i min panik og gråd sagt, at jeg er faldet og ikke kan komme op.
Hun får hendes kollega til at vende bilen (de er på vej på arbejde) og kører hen til mig, for at hjælpe mig op. De er heldigvis ikke kommet mange 100 meter væk, så de er der hurtigt. Men at ligge panisk, grådkvalt på asfalt, det føltes altså som uendelig lang tid, uanset hvor kort tid man egentlig ligger der.
Jeg bliver hjulpet op og kommer hjem. Jeg hyperventilere og det gør smadder ondt, så min mor får ringet til skadestuen, og afsted med os.
Hvis man følger med her på bloggen, så ved man nok, at jeg før har haft et hoftebrud i venstreside. Det skete ved at jeg snublede over en flise, dagen efter jeg var blevet udskrevet fra en indlæggelse med sonde. Og helt ærligt, så føltes det lidt som deja vu.
Jeg kan nemlig mærke, at der er noget galt.
Røngten, CT og adskillige timer senere, så er der afklaring. Jeg har fået brud i bækkenet. Faktisk to brud i bækkenet. Man er vel grundig. Tøhø..
Og her gik man og troede, at man aldrig kunne brække noget omkring venstre lårben og hofte, fordi de har proppet metal derind – SNYDT! Følte mig ellers helt sej og transformeragtig.
Heldigvis, så skal det ikke opereres, men behandles ved at smertedække. Så jeg må gerne støtte på det, selvom det gør rigtig ondt.
Så jeg føler mig ret uheldig lige nu. Virkelig uheldig.
En påmindelse om, hvor stor skade undervægt gør. For den har gjort, at jeg har knogleskørhed, og derfor alt for let kan brække noget. Øv!

Ja, så kom dagen. I onsdags altså. Dagen hvor jeg fik indopereret en pacemaker i bughulen, som sidder fast til min mavesæk via nogle elektroder.

Jeg havde bestilt hotelovernatning fra tirsdag til onsdag, da jeg havde en forundersøgelse tirsdag og skulle være på AUH igen onsdag kl. 7.00, så det gav bare mest mening. Men lige som vi skulle ud af døren tirsdag, der ringer min telefon, og det er en sygeplejerske fra AUH, som fortæller at jeg ikke skal komme til forundersøgelse, da de har ordnede de ting ved mit sidste besøg.
Men nu er hotellet bestilt, så min mor og jeg aftaler, at vi bare ville lave en hyggedag i Århus. Så det gjorde vi. Vi kiggede julepynt, spiste frokost og nød hotellet. Og det var egentlig meget rart, for mine nerver sad uden på tøjet, så lidt afledning var vildt rart!

Jeg havde sat mig selv på blød/flydende mad nogle dage inden, så vi lavede tomatsuppe på hotellet, og fastede derefter, jeg tog en af de udleverede blodfortyndende kl. 17 og så stod jeg ellers op kl. 05 onsdag, tog det sidste glas vand og tog et bad.
Kl. 7.00 var jeg på AUH mere end klar, MEN jeg blev tildelt et værelse, noget smukt sygehustøj og fik at vide at jeg først skulle opereres senere. Øv.
Når, men op kom en sød narkosesygeplejerske med ultralydsscanneren som hed Robin hood (fordi den rammer plet hvergang), og skulle lægge et drop på mig, så der kunne gives sukkervand blandet med insulin.
Klokken 10.30 cirka får jeg at vide, at nu er det min tur og det kommer en portør om lidt. Men så kom der desværre noget akut ind, så jeg kom ikke afsted.
Min angst begyndte så småt at buldrer lidt derudaf, og klokken 12.30 blev jeg hentet af en portør. Jeg kom ind og ligge på en briks, og der var en hulens masse mennesker rundt om mig. Ikke ligefrem noget der dæmper angsten. Det hjalp dog lidt at der blev spillet julemusik, og jeg kan fortælle at jeg blev lagt til at sove med ”Frosty the snowman” kørende. Klokken godt 15.10 vågner jeg inde på operationsstuen. Det overrasker mig, at jeg kan huske det. Men det kan jeg. Jeg kan huske jeg har svært ved at synke og jeg fortæller, at jeg føler mig gumpetung. Men ellers er det lidt sløret.
Jeg kommer ind på opvågningen, og jeg føler seriøst de har pakket min mave ind i stramt vitawrap, for min mave er helt udspilet. Når man bliver opereret, så pumper de luft ind i maven, så der er plads rundt om organerne. Jeg får lidt vand, mit blodtryk er lavt, men det er det altid og så har de glemt at dække det ene snit med plaster, så det får sygeplejersken på opvågningen lige gjort.
Jeg ilter fint, mit blodsukker er fint og operationen er gået som den skulle. Kirurgen kommer ind og hilser på mig, inden jeg kan komme op på afdelingen til min mor. Han siger det er gået fint, men at min lever er meget stor, og det bekymrer ham lidt. Det er den pga. underernæring og er et kendt problem fortæller jeg ham, så når jeg begynde at tage på i vægt og får noget næring, så vil den måske mindskes.
Jeg bliver kørt op til min mor 16.35 og klokken 20.45 sidder jeg hjemme i min sofa og får endelig (!) lidt mad.

Nu er der gået to dage,, og jeg har ondt og kvalme. Og det tænker jeg ikke er underligt. Der er trodsalt nogle der har været inde og rode, pumpe luft, putte et fremmedlegeme ind og lavet fem huller i mig. Så kroppen skal have noget ro og hvile. Så der går nok noget tid før jeg kan vurdere en effekt, og så skal der måske ændres på indstillingen af pacemakeren.
Så jeg er spændt på at lære mit lille hjælpemiddel at kende.
Jeg har set arrene, og pacemakren kan man som forventet godt se, dog ikke vildt meget endnu, da jeg jo er ret hævet. Der er også fem snit, og ikke tre, som jeg egentlig havde fået at vide, og klemmerne stikker også meget ud, da jeg nærmest ikke har underhudsfedt, så smukt det bliver det nok ikke, men ved i hvad? Jeg er komplet ligeglad. Jeg er så glad for der er sket noget, og jeg er spændt på at finde ud af, hvordan den kommer til at virke 🙂

…Altså post i e-boksen. Den slags for man jo ikke som papirpost længere.

I dag havde jeg en rigtig øv dag. Lidt ekstra maveondt, trist humør og træt af at gå i en ulidelig ventetilstand, angst og spændt som en flitsbue, og vente på en operationsdato.
Men så skete det. Mens min mor og jeg sad i vores lille C3 på vej ud i verden, for at løfte humøret lidt, der tikkede der en besked ind om, at der var kommet post fra region midtjylland. Og så vidste jeg godt, at min tid til operation endelig tikkede ind.
Sikke en lettelse. Endelig sker der noget. Endelig, det som jeg har set frem til og som jeg håber kan lindrer nogle af mine problematikker lidt, det er der kommet en dato på.
Datoen er d. 23 november. Altså på onsdag. Altså, som i NU på onsdag. Under en uge! Så d. 22 november har jeg tid til forberedelser og journaloptagelse, og d. 23. november klokken 7.00 er det tid til operation og indlæggelse. Derfor har vi også valgt, at min mor og jeg overnatter på hotel om tirsdagen, da det giver mest mening i forhold til kørsel.
Så fra søndag aften, går jeg på blød kost de næste dage. En forberedelse jeg selv har valgt, da en alm faste ikke er særlig effektiv på en så sløv mave som min, og jeg før har prøvet, at måtte have en kikkertundersøgelse udskudt, da min mavesæk var for fyldt selv efter alm. faste op til. Og jeg er ikke interesseret i at risikere en udskudt operation eller en udpumpning af mavesækken, derfor spiser jeg blød/flydende kost nogle dage op til, da det ikke er i mavesækken længe, og jeg kommer til at faste lidt længere inden. Det synes narkoselægen lød meget fornuftigt.
Så jeg er parat, spændt og så klar! Men bliver sikker et nervevrag inden alligevel. Men kryds fingrer for mig 🙂

Jeg venter. Venter stadig på, at få en dato for min operation. Og det føltes uendelig langt. Og jeg forstår ikke helt, hvorfor jeg venter på at få en dato, for den kunne de bare sende ud, så de slap for mine utålmodige opringninger. De ved jo det skal være november/december. Men jeg er nok også lidt desperat.
Okay, det er løgn. Jeg er mega desperat nu.
Det sidste stykke tid, der har jeg fået det markant værre.
Mere kvalme, stærkere smerter, mindre mad, træt og udmattet. Det er virkeligheden lige nu. Jeg er udkørt og træt, og jeg har ikke energi til ret meget, så jeg må lige dosere min energi de rigtige steder, og det er ærlig talt rigtig træls.
Jeg savner kræfter til at gå en tur ned i byen, jeg savner ikke at have ondt, kvalme eller madlede.
Jeg ved godt, at pacemakeren ikke er nogen mirakelkur. Og jeg ved godt den ikke kan tage smerter. Men tanken om, og håbet om, at undgå måske 50% af kvalmen, nogle af opkastningerne, og dermed få noget energi og vægt, det vil være det hele værd. Så please AUH, send mig den tid!