Det er lidt tid siden jeg har skrevet, men overskuddet har ikke været så stort, for oven i hoftefraktur, så fik jeg mig også lige en omgang virus og plus 40 i feber. Nej, ingen sagde at det skulle være nemt.

Når, men jeg har taget afsked med min virus, og det er vældig rart. Desværre har jeg den sidste uge haft tiltagende ondt i hofte og ben, og igår fik jeg derfor taget et røngten på Kolding sygehus. Røngten så fint ud, faktisk kunne lægen se, at bruddet er ved at samle sig rigtig fint, og det giver en god ro! Men derfor har jeg jo stadig kraftige smerter? Det viser sig, at jeg nok er blevet trapper for hurtigt ud af morfin piller, og jeg er derfor startet op igen. Det er jo en temmelig stor operation jeg har gennemgået, og den påvirker hele kroppen. Så det er rigtig dejligt at blive hørt, taget alvorligt og blive startet op på morfin igen, for det bliver ikke bedre af at spille martyr.

Men hvad er ellers nyt? Jo, jeg er startet på genoptræningenscenteret og det er jeg rigtig glad for! Her er jeg blevet hjulpet over på krykker, istedet for det forbandede gangstativ, så nu er jeg mere mobil. Det er også en kæmpe tryghed, at blive hjulpet med træningen, så jeg ved at det bliver gjort korrekt.

Det er overraskende rart, at fejle noget, hvor der er et mål. At fejle noget man kan forholde sig til. Det lyder måske sært, men det er noget helt andet. Det skal ikke lyde som om det ikke er noget, for guderne skal vide jeg har tudet mange tårer, men jeg ved hvad der er galt og jeg ved hvad det skal ende med.

Anoreksien spiller mig dog er puds. Altså det gør den jo altid, men den får ligesom lov at fylde lidt mere. Nok fordi jeg ligger hjemme og har meget tid til at tænke, spekulere og bekymrer mig. Frygten for at blive stor mens jeg er SÅ inaktiv fylder absurd meget, men er også urealistisk. Jeg ved, at jeg har spist mindre mens jeg har ligget her hjemme på sofaen, og det er dumt, for min krop har brug for proteiner for at opbygge muskler og for at hele. Særligt med det her brud. Det ved jeg, og alligevel så står anoreksien i vejen. Garanteret fordi Ana prøver at lokke mig ud i, at være selvdestruktiv. Heldigvis har jeg her hjemme en der sørger for, at jeg for noget! Det er godt, og det er jeg taknemlig for. For jeg vil virkelig ikke have men af det her brud!

Noget jeg skal lære, udover at tage i mod andres omsorg, det er at yde selvomsorg. Jeg tror det er en essentiel del af at komme over min spiseforstyrrelse, og lære at lytte på Nana og ikke Ana. Egentlig tror jeg selvomsorgn er en rigtig del af at hele, hvis man har været syg. Psykisk såvel som fysisk. Jeg tror selvomsorg er mange ting, og jeg tror det i høj grad handler om at lytte til ens behov og lyst, og tillade sig selv at acceptere og nyde det. Det kan både være gulerødder og gåture, men også en pose vingummibamser og en god film. Jeg tror på det er vigtigt, men jeg ved også, at jeg ikke selv kan yde den omsorg for mig selv. Endnu. Ikke uden Ana og skyldfølelse. Og det er ikke omsorg.

Nogle der har ydet omsorg for mig på det seneste er læger og sygeplejersker. Og det har battet. Det fandt jeg ud af i torsdag, hvor jeg var til kontrol af levertal på Vejle Sygehus. Mine levertal er faldet og har ikke været så lave, som de er nu, i flere år! Det er jo fantastisk. Så selvom sonden var træls, irriterende og dum. Selvom den var yderst ubehagelig og udfordrende psykisk, så har den reddet mit liv. Den læge der bestemte sig for at give mig en sonde, hun har ydet den ultimative omsorg, og jeg skylder hende alt. For hun har reddet mit liv. Nu begynder den psykiske kamp så igen for alvor, hvor nogle andre dygtige mennesker skal hjælpe mig.

Lige for tiden føler jeg dog lidt at jeg overser noget væsentligt? Jeg aner ikke hvad. Jeg føler jeg burde kunne skrive noget gode indlæg, men jeg ved ikke helt om hvad. Er der noget i gerne vil have jeg skriver et indlæg om? Nogle spørgsmål?

god dag 🙂