Den er gal. Gal, vitterligt fra top til tå. Og jeg føler mig på renden til at knække, og verden er dum. Og ond. Og uretfærdig. Det synes jeg lige nu.
Egentlig bør jeg nok ikke beklage mig så meget, for jeg har jo et godt liv, med gode oplevelser, men ind i mellem føler jeg mig godt nok som jordens mest uheldige menneske.

Jeg har længe døjet med væske i fødderne. Faktisk flere uger nu. Det har givet mig sår, som jeg tidligere har skrevet om. De sår er der stadig og væsken er der også stadig. Det gør ondt, og det er forfærdelig generende, at det ikke bare kan hele og forsvinde. Så lige nu går jeg til kontrol af sår ved en sygeplejerske og hun kigger også på de væskefyldte fødder sammen med en læge. Jeg har fået nogle støttestrømper og er kommet på vanddrivende, men det er endnu ikke forsvundet. Øv. Og de støttestrømper er et helvede at få på, og så er de skide varme.

Derudover har jeg døjet med en hævet lymfekirtel bag øret, som har gjort mere og mere ondt. Og er blevet større og større, og da det efterhånden blev så slemt, at det gjorde ondt at spise, så jeg fik en akuttid på Vejle sygehus’ øre-næse-hals ambulatorie, så de kunne kigge på den hævede lymfekirtel. Eller hvad jeg troede var en hævede lymfekirtel. For det viste sig at være en ørespytkirtel betændelse. Så klumpen er betændelse, og det stemmer overens med, at smerten bliver værre når jeg spiser. Normalt ville man kunne presse betændelsen ud, men min spytkirtel er helt stoppet, så lige nu får jeg antibiotika, skal jeg forsøge at massere den, drikke masser af væske og spise sure ting, for at stimulere spytkirtlen (Der kommer jo heller ikke spyt ud), og sørger for at tage nok smertestillende, hvilket jeg ikke er så god til. Godt jeg har min mor til at holde mig i ørene.
Jeg har fået betændelsen fordi jeg har tørstet mig selv. Flot. Og hold kæft hvor gær det ondt. På tirsdag har jeg kontrol af den, og så må vi se.

Men det var ikke den eneste ”fornøjelse” ved øre-næse-hals lægen. Nej, nej. Han kiggede mig i næsen, og kunne se, at jeg har to kæmpe sår på hver side af næseskillevæggen. Et sær der er gået helt ind i brusken og kan skabe et hul igennem næseskillevæggen. Så jeg fik syet silikoneplader ind på hver side af næseskillevæggen. Av. Ikke en udpræget fornøjelse. Jeg kan faktisk komme i tanke om mindst 7 ting jeg hellere vil en torsdag formiddag. Det skal kontrolleres igen om nogle uger, og skal mindst side i 2 måneder, og så skal vi snakke om jeg skal have udvidet mine luftveje, da de er meget smalle.

Suk. Flere problemer at tage stilling til, og da jeg gik ud fra sygehuset med min mor, der torsdag, der knækkede filmen.
For alle de problemer føltes bare uoverskuelige, og når man både har fod og ben problemer, maveproblemer og nu også noget i hovedet, så føltes det bare som om, at det er galt fra top til tå.
Jeg føler mig lidt knækket, og jeg har mest lyst til at være hjemme. Men det jeg ikke, for vi er jo stadig genhuset.
Det hele føltes overvældende og for meget. Så lige nu glæder jeg fik til at den f…… væske forsvinder og betændelsen daffer af, så mine smerter letter.
Og så må det gerne blive sommerferie!

Det hele startede med nogle ben og fødder, som begyndte at blive væskefyldte. Igen. Som de har været så mange gange før. Men så kom der et sår. Som om huden ikke kunne klare væsken og begyndte at revne. Plaster på. Dagen efter kom der endnu en revne, og jeg måtte et smut på skadestuen. De stripsede sårene sammen, og de mente at min hud begynder st revne sådan pga. undervægt og væske i benene, som også kommer af underernæring. Super… Efter er par dage, hvor vi skifter plaster, så falder stripsene af og der er gult snask. Dårligt tegn, så til læge med mig. Jeg bliver podet, og lægen ringer et par dage senere, og der er stafylokokker i lortet, så jeg starter på pencillin. Jeg skifter plaster og renser, og der kommer flere sår, og min hud revner pga. plaster. Og mine fødder og ben hæver yderligere, så sårene vil ikke lukke. Så nu har jeg fået noget nyt vanddrivende medicin, som forhåbentlig hjælper. Men mint ben er ikke ligefrem kønt. ADVARSEL grimt billede.

Og som om det ikke var nok, så har jeg haft ondt i øret det sidste stykke tid, og da vi fredag sad i en taxa i Hamburg (i øvrigt en dejlig tur), så følte jeg det markant værre. Vi kom tilbage på hotellet, og her bemærkede jeg, at jeg var meget hævet bag øret. Og rigtig nok, så er min lymfekirtel godt hævet, og der er tryk og væske i øret. Så nu har jeg fået noget næsespray på recept m. Steroider, som skulle hjælpe med smerten og trykket.
Alt dette minder mig om, hvor dårligt mit immunforsvar er. Hvor sårbar man er, når man ikke får næring nok, og hvor meget det ikke er for sjov. Det er alvorlig, at være så undervægtig i så lang tid. Så jeg håber snart jeg får noget hjælp.
mig får at opdatere på det, så har Århus desværre også afvist at give mig en PEGJ sonde, da min lever vil gøre det for kompliceret. Derfor er jeg nu blevet henvist til Hvidovre, som laver en operation, hvor de skære den muskel over, dom sidder ved mavesæksmundingen(?), som skulle gøre at maden bedre kan komme igennem, så jeg venter på at høre hvad de siger.

derudover har min mor og jeg været en tur i Hamburg. Man kan sikkert argumentere for, at vi er rigelig på hotel disse dage, men det er altså noget andet når det er selvvalgt. Vejret var i den grad med os, vi har spist dejlig mad og bare nydt at være sammen. Tiltrængt.

vi er stadig i genhusning, og har fået forlænget vores lejeperiode af en (meget lille) hotellejlighed i Kolding til d. 1/9, så det har lange udsigter at komme hjem. Det er frustrerende. Jeg savner at have mine ting og mit hjem, lugten af min dyne og min trygge base. Jeg savner at have et rigtig køkken, og ikke et tekøkken, med to kogeplader og et mikrokøleskab, som absolut ikke står i Nana-højde. Jeg savner mit hjem.