Det er svært at forestille sig. Det er svært at forstå, at hende på billedet – hende der smiler – at hun er ulykkeligt. Og at hun når derud hvor hun når. At hun slet ikke er så fin, som billedet antyder. At hun er mig.

Hvornår startede det hele i grunden? Det er vel egentlig ret svært at svare på. Men skal jeg starte et sted, så er det sommeren 2011 jeg husker som meget anderledes. Jeg var på sommerferie i Italien med min far og søster, og jeg skulle efter ferien starte i 10ende klasse. Det skulle vise sig at blive et ret tumult år, hvor jeg stort set ikke var i skolen. Sommerferien var også anderledes for mig. Jeg var ikke glad. Jeg følte mig ikke tilpas. Og jeg husker jeg ikke spiste andet end youghurt og salat den ferie. Udover en omgang pasta, som jeg tillod mig selv.

Jeg startede på 10ende, og var usikker. Jeg havde det generelt skidt. Både fysisk, men også psykisk. Min veninde Ana begyndte at dukke mere og mere op, og jeg husker at jeg følte, at hun gav mig noget. Jeg tabte mig, og jeg husker dage hvor jeg kun spiste knækbrød. Jeg endte med at blive indlagt. På ernæringsenheden i Odense. Det sidder stadig i mig. En slags traume, har min mor og jeg snakket om.

Jeg følte mig forladt og alene. 16 år. Der blev råbt på afdelingen. Og skreget. Spisetider var en konkurrence om hvem der kunne spise langsomst. Eller måske gemme noget af maden. Der blev diskuteret og skændtes, og en aften slog en patient en sygeplejerske. Jeg husker ubehagelige oplevelser med sygeplejersker og nattevagt, som talte decideret grimt og ondt. Det var forbudt at drikke uden for spisetiderne. Jeg husker at stå i række to gange om ugen, inden morgenmad, for at blive vejet. Jeg husker at have grædt. Jeg husker at opsamle dårlige vaner og teknikker. Jeg husker at kigge hulkende ud af vinduet på 6. Etage og have mere lyst til at hoppe ud af vinduet, end at være en dag mere på den afdeling. Jeg blev udskrevet efter 3 uger. Med en lavere vægt, end jeg blev indlagt med. Min mor har senere fortalt mig, at hvis hun vidste hvad hun gør i dag, så havde hun aldrig lade mig indlægge der!

 Så startede jeg på ungdomspsyk i Odense. Her fik jeg en tildelt en sygeplejerske og en psykolog. Psykologen sagde sjælendt noget, men sad og noterede, mens sygeplejerske førte samtalen. Hende og jeg havde ingen kemi. Og jeg græd hvergang at jeg havde været hos hende. Jeg valgte derfor at fortælle hende, at jeg ikke følte vores kemi var god. Det skulle jeg aldrig have gjort. Der blev derefter sendt brev til kommunen og til egen læge med løgne, og den orlov hun havde lovet min mor, den blev umuliggjort.

Efter min indlæggelse på ernæringsenheden og mens jeg gik på Odense ungdomspsyk der fik det voldsomt skidt. Jeg tabte mig. Spiste ikke. Var ulykkelig. Og i sommeren 2012 blev jeg indlagt på børneafdelingen i Kolding. Mine ben og min lever var hævede. Og vægten faretruende lav. Faktisk var vi taget til Italien på ferie, men få dage  efter kørte min far os hjem. Så hurtigt han kunne og fyldt med redbull. Jeg husker indlæggelsen som rolig. Jeg blev kørt rundt i kørestol, og der var ikke mange på afdelingen. Jeg har altid været tryg på børneafdelingen i Kolding. Og det var jeg også denne gang. Selv da en læge kom ind på stuen, fortalte hvor alvorligt det faktisk var og min far havde våde øjne. Selv der var jeg tryg. Men denne sommer blev der taget nogle billeder af mig, som jeg forleden kiggede på. Og de fik mig til at græde. Samtidig med jeg er flov over dem, så synes jeg at de skal deles, fordi de er en del af min historie. Og det der er på de billeder, er en reminder om at jeg ALDRIG skal være der igen. Det er starten på det, der er skyld i hvor syg jeg er i dag. Hvor meget Ana har ødelagt for mig. 

Mad. Der er ingen vej uden om. Man skal have mad for at leve, og jeg er egentlig ret interesseret i at leve. Det er ikke nogle hemmelighed, at mad er en temmelig stor del af at have en spiseforstyrrelse. For mad fylder uforholdsmæssigt meget. Alt for meget. Så hvordan er det lige med mad og mig for tiden?

Jo, jeg spiser. Jeg elsker mad. Men mad er fandme stadig svært. Men det er efterhånden mere en indre kamp, end en ydre. Jeg spiser. Men det er godt nok hårdt. Inden i. Et begreb i den spiseforstyrret verden er “forbudte fødevarer” eller “fear food”. Og sådan en liste har jeg haft. Alt med mange kulhydrater, som pasta, pizza og burger var no go. Og det virker jo måske ikke særlig chokerende. Men også ting som vindruer og mango har været på den liste. Der er jeg ikke længere. Der er ikke noget jeg nægter at spise. Men da jeg forleden stod på et toilet, og fik et panikanfald og tudede fordi jeg havde spist en burger, så tænkte jeg det var et relevant emne at tage op. For mad er stadig mega svært, selvom jeg spiser. Men af en eller anden grund, så synes jeg det var forkert at jeg havde spist den burger. Men den tanke havde jeg jo ikke om nogle af de andre der satte tænderne i en burger. Og det er sgu fjollet. At jeg spiser betyder bare at jeg kæmper for livet.Men hold kæft hvor er det svært, at finde en balance i en verden der er så meget ude af balance. For der er hele tiden informationer om hvad man ikke må spise. Hvad der er rigtig og hvad der er forkert. Men jeg prøver ikke at lade det påvirke mig, og jeg ønsker heller ikke at andre skal lade sig påvirke. Jeg ønsker alle får madro. At man ikke benægter sig ting. Udover fluesvampe, lava og ananas på pizza.

Jeg har sådan en dag. Sådan en dag, hvor jeg ikke rigtig magter dagen. Ikke rigtig orker at eksistere, møde dagen og komme igennem den. Jeg har sådan en dag, hvor jeg føler mig ekstra sårbar og mest af alt, har lyst til at gemme mig lidt væk.

Nogle dage er bare svære end andre. Nogle dage er det endnu mere tydeligt, at verden uden for taler et sprog som jeg ikke forstår. At jeg udelukkende kun kan de vigtigste høflighedsfraser. Endnu tydeligere at verden er fyldt med sociale regler, som jeg ikke forstår. Og endnu tydeligere, at verden suser forbi i sådan en fart, at jeg slet, slet ikke kan følge med. Sådan er det jo egentlig alle dage, men nogle gange overrumpler de følelser mig bare mere end andre, og jeg bliver træt af at kæmpe. Og sådan har jeg det i dag. Det hele er bare for meget. Og jeg føler mig udenfor, men smidt ind i det hele. Jeg føler alle kigger. Alle dømmer. Men så prøver jeg at vende det om. Dømmer jeg andre? Nej. Så hvorfor skulle de tænke grimt om mig. Og hvis det gjorde, er det så egentlig nogle, hvis mening betyder noget? Jeg prøver t tænke sådan. Det lover jeg. Men det er så svært. Svært at lille munden på ana. Og på angst. Og så bliver jeg frustreret over jeg ikke orker at kæmpe alt for meget i mod. I dag. Men hvad hjælper det? Måske er det okay. Okay ikke at orke i dag. Så det prøver jeg at acceptere. Og så åbner jeg døren til verden. Og prøver at gå en lille tur alligevel. Prøver at møde verden. Prøver at forstå. Og så kæmper jeg jo lidt alligevel.