Når, den her den bliver lidt svær at tøjle. Lidt svær at dele, men jeg lovede jo forfanden mig selv og jer, at bloggen skulle være ærlig.

Overstående billede er en en påmindelse til mig selv (og andre) om ikke at undskylde for at være syg. Hverken psykisk eller fysisk.
Psykiske sygdomme har altid været et stort tabu, og er det stadig, dog går det i den rigtige retning.
Men nogle fysiske lidelser er også enormt tabubelagt – og derfor har det også været mega svært, at trykke del ved dette indlæg, da jeg også er enormt flov – MEN! Jeg vil fandme ikke bidrage til at gøre et problem til et tabu. So here goes:

Jeg har længe skrevet om, at jeg har nogle maveproblemer. At min mave er meget udspilet som en badebold og at jeg kaster op.
Det er også helt sandt – men ikke hele sandheden.
Vi kender alle til, at være oppustet, udspilet og have ondt i maven. Det er helt normalt. Men jeg har været det i over 6 måneder – konstant. Og i en sådan grad nu, at jeg hver aften næsten er grædefærdig af smerter.
Det er sådan, at mine tarme er ”lammet”, der er meget sparsom tarmlyd og jeg er.. Ja, mega forstoppet.
Jeg har været igennem røntgen på skadestuen, som kunne konstatere, at det er i en rigtig voldsom grad. Jeg har været forbi gastro ambulatoriet i vejle, jeg har snakket med massere af læger og jeg har været indlagt. Jeg har fået medicin, jeg drikker vand og prøver at bevæge mig. Det er så slemt nu, at det giver daglige opkastninger fordi, at der er simpelthen ikke er plads til maden i mig – hvilket har gjort jeg har tabt mig.
Du tænker måske: ”forstoppelse, jamen det er da ingenting. Det prøver alle”. Og ja, det er korrekt. Alle prøver det.
Men dette har nu varet i over 6 måneder, og min krop er nu kommet i en underlig tilstand, hvor jeg konstant har influenza lignende symptomer, feber er hverdagskost og hele min krop er generelt i rigtig skidt tilstand.
Og hele min problematik er faktisk rigtig slem. Da jeg har spiseforstyrrelse, kan jeg ikke tåle at tabe mig, men jeg kan ikke tage på, fordi jeg kaster op. Og pga. min undervægt har jeg enormt ondt i ryg og lænd, og derfor skal jeg have noget morfin lignede smertestillende – det virker bare ikke nok, men jeg kan ikke få mere fordi det vil ødelægge maven mere. Jeg har også diabetes, og fået konstateret forhøjet kolesteroltal, og jeg burde få medicin for det, men min lever er også påvirket, så det er ikke sikkert den kan klare det. Og vi kan ikke rigtig ændre noget kostmæssigt, pga. spiseforstyrrelsen… Så det er rent ud sagt et værre rod!
Jeg er konstant træt, har ondt og er lidt opgivende.
Heldigvis! var jeg ved en læge i torsdags, som har sat lidt igang. Så jeg har fået en mere akut tid på gastro ambulatoriet  i vejle, og indtil må jeg forsøge at smertelindre selv (udover mit morfin plaster). Så jeg prøver at svømme, gå osv.
Uanset hvad så er dette ikke en holdbar tilstand for mig. Min smertegrænse er nået for længst og jeg frygter ærligtalt for mit helbred.

Lidt ævl herfra. God lørdag!

Jeg er ikke ekstraordinær, jeg er ikke typen der har mit ‘shit together’, jeg har aldrig rene negle og jeg er ingen superhelt. Faktisk er jeg almindelig, roder, er ofte forvirret og så tænker jeg rigtig meget. Jeg unik – ligesom alle andre.

Jeg har tænkt meget over det her med at være unik. Vi vil gerne være unikke, men vi skal være unikke på en social acceptabel måde – selvfølgelig! Vi skal rette os ind efter normerne. Vi skal gå i det rigtige tøj, spise den rigtige mad, ses med de rigtige mennesker og vores kroppe skal se ud på en bestemt måde. Vi skal leve vores helt eget perfekte – og ikke mindst unikke ! – instagram liv. Som ingen kan leve op til.
jeg føler ikke længere der er plads til diversitet, og afviger man fra normen, så er man enten underlig eller skal gemme sig væk.
Og her tror jeg bund ærligt, at vi kan lære noget af børn!

Jeg er begyndt at svømme, hvilket jo selvfølgelig betyder en tur i svømmehallen. Og her klæder man om, så man passer til dresscoden, sammen med andre. (Her vil jeg i øvrigt sige, at her er der diversitet og forskelligheder, og hallelujah for det).
Her i omklædningsrummet har jeg bemærket noget ved børn. De stirrer helt hæmningsløst. Og der står man så helt blotttet og føler sig som et eller andet cirkusdyr. Men de stirrer bare, intet filter. Ingen hæmninger – de er nemlig ikke så kropsforskrækket – endnu (hvilket er en skræmmende tanke!)
Børn i svømmehallen kommer også stolt gående i deres lyserøde badedragt, badevinger og borgmestermave og synes de er den mest awesome person der findes, mens man som voksen går og suger maven ind, og ser nok noget stram ud i betrækket.
Hvor kunne vi lære meget af børn, der ikke lader sig styre af tanker. Jeg ville i hvert fald ønske jeg kunne vade lige så stolt ud i svømmehallen.

Men vi er som mennesker forskellige, selvom vi er umådelig ens. Og jeg tror det er sundt, at se forskelligeheder. Ingen filter. Så lære vi måske, at være mere rummelige, forstående og accepterende – også over for os selv!

For tiden har jeg det ikke så nemt – men det har jeg jo egentlig ikke haft længe. Det kan jeg komme mere ind på i et andet indlæg.
Jeg har det med at føle mig tom og lidt død. I hvert fald mere død end levende, og derfor er jeg begyndt at holde meget af, at hoppe i vandet ved Østerstrand. Det kolde gys og følelsen af lethed, det er balsam for mig. Lige der føler jeg mig i live. Jeg kan mærke noget. Og jeg lever – lige der. Det er sundt, eller det er i hvert fald sundt for mig. Det er sundt for min krop og for mit hoved.
Og det har fået mig til at spekulere på noget, som min mentor og jeg har talt en del om. At leve i nuet.
Det gør vi som mennesker sjælendt. Hvis ikke vi har hovedet i telefonen, så tænker vi på igår, eller i morgen, eller sidste uge, eller hvad skal vi spise i aften? Hvor tit tømmer vi lige hovedet og lever i nuet? Jeg synes egentlig det er en fristende tanke, hvis man kunne tømme hovedet helt ind i mellem. Ud med affaldet. Og det er faktisk sådan jeg har det lige når jeg træder i det iskolde vand. Jeg tænker ikke på andet. Og hvor er det rart!
Jeg siger ikke du skal hoppe i iskoldt vand, nej, hvad der virker for mig, det virker ikke nødvendigvis for dig – sådan er det med sundhed, det er individuelt.
Men tænk over det. Hvad kunne få dig til at tømme hovedet helt og bare være til stede?

Så. Så lakker ferien mod enden, og arbejde, uddannelse, videregåendeuddannelse osv. er lige om hjørnet.
Mange er kommet ind på deres uddannelse og skal starte et nyt sted, og dermed videre i livet (Og tillykke til jer alle i øvrigt).
Jeg kigger stadig på. Og det føltes hårdt. Jeg ser alle jævnaldrende omkring mig buldrer afsted og forme et liv.
Det føltes som et kigge på et tog der kører, et tog jeg gerne vil med, men ikke kan få bilet til.

Men hvad skal jeg så nu? Hvad skal jeg? Jeg er stadig sygemeldt og det vil jeg forsat være – længe. Jeg er langt fra rask.
Så jeg skal arbejde på at blive rask. Jeg skal passe mine aftaler på sygehus og kæmpe for et bedre helbred – både psykisk og fysisk. Og det er mere end et fuldtidsarbejde. Tro mig. Jeg har aldrig fri.

Når det er sagt, så synes jeg at jeg vil fortælle om, hvad jeg sådan vil få dagene til at gå med og hvad jeg forventer af året.

En ting jeg har bemærket er, at jeg rigtig godt kan lide stranden. Jeg har fået dukkerte ved østerstrand i køligt vand, og jeg elsker det. Chokket der slår alt luft ud af lungerne, og så mærker hvordan vandet er så rart ved kroppen. Lige der, der lever man! Man er 100 % tilstede og man mærker sig selv – så jeg vil tilbringe lidt mere tid på stranden (Ikke at du ser mig vinterbade 😉 ). Men jeg vil bruge tid på at gå ture, og dermed både styrke min krop, men også mit sind.
Og ny når vi er lidt ved vand, så vil jeg gerne begynde, at komme i svømmehallen, og på den måde få styrket mine muskler på en skånsom måde.
Og for min egen kropsopfattelse vil det være en udfordring, men også godt, at mærke at min krop også kan føles rar, og jeg kan bevæge mig lidt mere let.

Jeg har tænk mig at forsætte med at lære mig selv, at min krop er mit hus. Men det er ikke den der er ”mig”, den er ikke min værdi. Min sjæl er mig, og min krop er mit hus. Og jeg skal passe på mit hus. Det skal plejes!
For mig er det en god metode, at tage afstand fra den narcisissetiske ungdom.
Jeg øver mig, men hvor er det svært ikke at tænke på, hvad andre tænker om en. Men jeg vil øve mig!

Jeg vil forsøge at gøre mere ud af at tegne, da det er meget terapeutisk for mig, og fjerner mange tvangstanker, da jeg kun skal koncentrere mig om det.
Af samme grund har jeg købt mig et lille puslespil, da det hurtigt kan afhjælpe et angstanfald, som især bliver provokeret af at være alene.

Jeg aner ikke hvad fremtiden bringer, men det vil tiden jo vise. Tålmodighed er en dyd – og jeg skal vidst lige lære det.
God fredag