Det var en underlig drøm. Der var vildt lyst, og der gik de her vildt irriterende kvinder – i ens tøj – rundt, og trak en maske over min næse og mund hele tiden. Det var vildt lyst, og jeg kunne næsten ikke få vejret. Det var vildt lyst, og de blev ved med at insistere på den maske. Det var en underlig drøm.

Okay, så det var ikke en drøm, men sådan føltes det, da jeg så småt begyndte at vågne oppe på intensiv. For i lørdags, der kunne jeg være død. Sådan helt alvorligt. Og derfor endte jeg på intensiv, hvor jeg omkring klokken 14 lørdag begyndte at lukke øjnene op, og det føltes for mig, som en drøm. Eller et mareridt måske. Egentlig var jeg først rigtig vågen søndag morgen ved 4 tiden, indtil da er det hele meget sløret. Og noget er der ikke. Så det er genfortalt af min mor, læger og sygeplejerske. Og noget har jeg læst i min journal.
Men hvad skete der? Ja nu skal jeg prøve at fortælle.

Det sidste jeg husker er, at jeg går tidligt i seng fredag. Jeg er lidt små skidt og mit blodsukker er 12,3. Jeg tager lidt insulin og falder så i søvn. Og nu husker jeg ikke mere.
Min mor går ind til mig lørdag morgen, da jeg åbenbart har kastet rigtig meget op i løbet af natten, fordi hun lige vil høre hvordan det går. Jeg vil gerne vente med morgenmad, hvilket hun godt kan forstå. Hun spørger om jeg har taget langsom insulin, og jeg svarer ja. Det har jeg nok ikke. Hun tænker jeg er dehydreret, og får givet mig noget vand, og tænker der så er lidt ro på. Hun kommer ind til mig lidt senere, hvor jeg er sværere at få kontakt til, og virker ”væk”. Hun ringer til vagtlægen, og mens hun sidder i kø måler hun mit blodsukker, som er så højt at de ikke kan måles på mit apparat. Hun lægger derfor på og ringer 112 i stedet.
Jeg bliver hentet i ambulance, og hun kører afsted i vores bil, hvor hun bliver overhalet af ambulancen, som nu kommer med udrykning.
Jeg kommer ind på akut afdelingen, hvor de måler værdier. Jeg har et blodsukker på 48,2, et ketontal på 4,6 og en temperatur på 31,9. Så de går igang med ketoacidose regime, og en opvarmning af mig.
Min mor har fortalt mig, at opvarmningen foregik således, at jeg fik et tæppe over mig, med en slags lommer i, hvor der blev blæst varm luft ind i. Smart. Jeg får lagt to venflon (drop), et rør i pulsåren i håndleddet, da de på den måde kan tage nogle præcise blodprøver, og et kateter.
Herefter bliver jeg kørt op på intensiv afdelingen, fordi jeg er skidt. Jeg er rigtig skidt. Jeg hyperventilere, og det gør man fordi, når man har en syreforgiftning (ketoacidose), så prøver kroppen på alle tænkelige måder, at komme af med syren i kroppen. Så her får jeg maske på, for at få ilt. Og det er så her jeg begynder at huske og fornemme lidt, om de her irriterende damer, som gav mig den dumme maske på. Jeg kan nemlig huske jeg synes det var vildt ubehageligt, fordi jeg var vildt tørstig og følte jeg skulle kaste op.
Det hele er meget sløret for mig. Men jeg kan huske jeg ryster helt vildt meget, og de prøver at give mig morfin og senere et andet præparat for at stoppe den rysten. Jeg ryster nemlig ikke pga. afkøling, da jeg faktisk har feber nu. Det hjælper lidt, men ikke meget. Jeg husker at de giver mig mega meget væske og andet medicin, samt tager blodprøver hver time. At de monitorere alt og der er ledninger over alt.
Jeg vågner så lidt mere op der søndag morgen, og jeg husker, at jeg har så ondt i kroppen, at jeg tænker jeg aldrig kommer til at gå igen. Spoiler alert. Jeg går igen.
Jeg føler mig sulten, men jeg har heller ikke fået mad siden fredag aften, men da maden kommer mister jeg appetitten igen, og føler ikke rigtig jeg har kræfter til at spise. Så jeg sover mere. Og lidt mere. Søndag begynder blodprøverne så småt at rette sig, men mit laktat er højt.
Laktat er mælkesyre, som man også får hvis man dyrker hård motion, så i kan regne ud, at det er en hård omgang for kroppen.
Jeg snakker med en læge, som forklarer at pga. min krops i forvejen lidt skrøbelige tilstand, så tager det lidt længere tid for mig, at komme mig, og derfor skal jeg blive på intensiv til min laktat falder mere. Jeg fortæller jeg har det som om, at jeg er blevet kørt over med en lastbil, hvor til han svarer, at det nok snarere er to gange den har kørt mig over. Han forklarer også, at min temperatur er blevet så lav, fordi kroppen simpelthen har været ved at lukke ned. Det er skræmmende.
Mandag kommer jeg ned på medicinsk afdeling, hvor de holder øje med mig til om tirsdagen, hvor jeg føler mig mere end klar til at komme hjem, til trods for jeg har enorme mængder væske i kroppen. Det har jeg nok fået, da jeg er blevet pumpet med væske, og det skulle gerne fortage sig i løbet af nogle dage.
Så nu er jeg hjemme igen. Med souvenirs i form af blåmærker, øm krop og massere væske i kroppen. Faktisk lidt følelsen af at være en pumpet hamburgerryg. Og en virkelig skræmmende oplevelse.
Jeg er så, så glad for, at jeg lige er flyttet med min mor, for hvis jeg havde været alene i en lejlighed, så var det endt galt. Og den tanke skræmmer mig.
Min mor er altså bare super sej!

Her er et lille billede af min ene underarm, som har fået en flot blå farve.

Så sker det. I morgen altså. Jeg flytter fra min dejlige lejlighed, og det er helt ærligt med blødende hjerte, men også en erkendelse af, at det ikke går.
Jeg vidste godt, at det jeg flyttede op på 2. sal, at det ikke ville være en bolig, som jeg skulle bo mange år i, men jeg havde dog ikke forventet, at der ville gå under et år, før jeg ikke længere kunne komme op på 2. sal.
Men det skulle der. Jeg kan ikke holde til at de mange trappetrin. Min 26-årige lille krop opfører sig mere som et skravlet 98-årige korpus, og det går ikke.
Mit helbred er blevet betydeligt dårligere, og min psykiske helbred ligeså. Jeg har haft det enormt svært, og det er simpelthen en erkendelse af, at det ikke var den rigtige lejlighed. For mig.
Så jeg flytter sammen med min mor for en periode, indtil jeg finder en lejlighed i stueetage eller med elevator. Og så indtil der kommer noget mere afklaring med min slemme maveproblematik.
Så efter en stressende og forhastet pakken sammen af lejlighed, så bliver tingene altså flyttet i morgen. Og nøglerne afleveret mandag. Og helt ærligt, så er det en lettelse. En lettelse fordi jeg ikke længere skal bekymrer mig om trapper, om hvad jeg kan holde til at bære og ikke længere skulle stå i uvished. Så det glæder mig ærlig talt.

I går havde jeg min LÆNGE ventede tid på AUH, hvor de skulle være specialister i en del af min maveproblematik, som er diabetes relateret gastroparese. Jeg var til samtale med en læge, som næsten føltes som at snakke med en kendis, da jeg før har læst artikler om ham, haha.
Jeg havde de desværre temmelig iffy under samtalten, da min blodtryk sandsynligvis var ret lavt, men jeg vil prøve at fortælle.
Han vil gå lidt anderledes til værks end de andre læger, hvilket på mange måder er lidt rart, for så sker der noget nyt. Han mener også det lyder som en gastroparese, og han vil starte med at give mig en kur på noget ret dyr antibiotika (476 kr for 8 dage. Det var jyden her ikke helt glad ved, men hvis det virker er det jo godt!), fordi de har erfaret at mange diabetikere har for mange bakterier i tyndtarmen. Det der så er særligt ved denne type antibiotika er at den KUN virker i tarmen. Derudover skal der laves en undersøgelse hvor, at jeg i 6 dage skal spise 60 plastikringe (okay, jeg skal sluge 6 kapsler, som hver har 10 plastik ringe i sig), og så skal jeg derefter scannes, hvor de skal se hvor mange ringe der er i maven, for at finde ud af hvor længe de er der.
Han sagde også, at der er mange de altså ikke kan hjælpe. Lidt sådan nogle som mig. Og derfor vil han tilbyde jeg kan være med i nogle forskningsprojekter, som jo så måske kunne gavne? Hvem ved. Og det er jeg da bestemt interesseret i.
Men mere om det, først krydser vi lige fingrer for, at antibiotika hjælper. Bare lidt. Please? Jeg er efterhånden meget desperat.