Jeg kan ikke mere. Facaden er så småt begyndt at smuldre og krakelere. Nu er jeg bund ærlig og det bliver ikke pænt.

Jeg har det ad helvedes til. Jeg har det frygteligt skidt. Med mig selv. Men jeg har det også fysisk dårligt, og det ene forstærker det andet.
Jeg orker ikke mere. Jeg gider ikke mere. Jeg synes det hele er noget møg, og jeg synes det hele er skide urimeligt. Tror man på karma, så må jeg havde gjort noget dybt forfærdeligt.

Når du ser mig så smiler jeg stort, når snakken falder på sygdom, så gør jeg grin med det, men det hele er forsvarsmekanisme – for det er overhovedet ikke sjovt. Men hvem gider høre på en der sidder og klynker? Ingen.
Jeg har en – mildest talt- snæver omgangskreds. Faktisk så har jeg min familie og en fantastisk veninde. Engang havde jeg mange venner og veninder, men ikke længere, for jeg har holdt mig for mig selv og holder mig for mig selv – for hvem fanden gider være sammen med mig? Jeg sidder ikke og skriver sådan her, for at en masse skal skrive søde ting. Jeg skriver det fordi jeg trænger til at lukke alt mit lort ud, uden nogen siger at ”det nok skal gå”, ”bliv ved med at kæmpe” eller ”du er så sej”.
Nej jeg har brug for at skrive(læs:skrige) at jeg har det pisse skidt! Og jeg ser alting som værende sort lige nu. Jeg ser ingen fremtid, jeg ser intet. Kun et kæmpe spørgsmål. Hvad skal der blive af mig?

Når nogle spørger mig, hvordan jeg har det, så ville jeg ønske jeg havde nosser til at sige: ”Ved du hvad? Jeg har det fandme skidt”. Men det har jeg ikke…

Det er urimeligt svært at beskrive den smerte jeg har indvendigt – den fysiske kan jeg meget bedre forholde mig til. Jeg føler mig intet værd, og jeg føler at ligeså snart jeg går et skridt frem, så bliver jeg nødt til at træde to tilbage.
Når jeg kigger mig i spejlet, så ser jeg kun fejl. Jeg ser en der har en udspilet mave. Grimt smil, med grimme tænder. Tykke ben. Trætte øjne. Jeg ser intet positivt, og det gør så ondt, at jeg indimellem har taget bad i mørke. Jeg synes ikke andre skal se på mig, for de må væmmes. Og det gør ondt. Jeg kan ikke slappe af i min egen krop. Jeg føler mig uvelkommen i den, og jeg føler endda jeg skal skjule den for mig selv.
Og det er så ligegyldigt og overfladisk i virkeligheden, for jeg tænker jeg slet ikke sådan om andre.
I andres selskab føler jeg mig akavet, især med andre på min egen alder. Hvem gider mig? Hende der den kedelige. Jeg er fluen på væggen, og jeg har egentlig ikke meget tilfælles med jævnaldrende.
De buldrer der ud af -100 km i timen – flytter hjemmefra, starter videregående uddannelser og har job. Det har jeg ikke og jeg er ikke i nærheden at tænke på, at flytte hjemmefra, for jeg kan ikke tage varer på mig selv. Snart 22 år og jeg har brug for at der er nogle der sørger for jeg spiser… Man kan selvfølgelig vende den om og sige, at jeg er fornuftig og ansvarlig nok til at se, at jeg ikke er i stand til at passe på mig selv.

Jeg er så ked af, at have en fysik som en på 90. Hvis jeg bukker mig eller sidder på hug, så skal jeg have hjælp til at komme op. Alle led, knogler og muskler gør ondt – og i næste måned skal jeg have lavet en knoglescanning for at se om jeg har knogleskørhed. Jeg savner at kunne løbe en tur og bruge min krop – men lige nu er det ikke en mulighed, for mine ben føles som om de vejer 90 kg og det gør alt for ondt.
Jeg kaster op – næsten dagligt. Min maver gør ondt. Mine fødder hæver. Og der skal tages så mange hensyn til mig. Og jeg er træt af det.
Jeg er træt af ikke at have kontrol over min krop, jeg er træt af jeg går i seng kl 19 om aftenen fordi jeg er så udmattet, jeg er træt af alle de hensyn der skal tages til mig og jeg er træt af at jeg ikke kan overskue begivenheder og/eller mennesker. En ting om dagen er rigeligt.

Tanken om at jeg aldrig kan give slip er så trættende. Jeg skal altid – resten af mit liv – huske medicin, blodsukker måler osv. Jeg er sat i en rolle, som jeg ikke gider spille.

Jeg er 21 år, snart 22 år, jeg skal sgu da ikke være så træt af livet? Have så ondt i livet? eller bekymre mig sådan?

Et noget træls indlæg på sådan en ellers dejlig søndag.

Har jeg ret til at være syg?
Jeg går tit og tænker, at jeg jo er ret priviligeret. Jeg bor i et land, hvor jeg får hjælp fra sygehus, støtte fra kommunen og jeg bor sikkert. Jeg har rent rindende vand, varme, mad, tøj – ja faktisk, så har jeg det jo udefra set ret godt. Men det har jeg bare ikke.
Jeg har ondt i psyken – men har jeg ret til det? Har jeg ret til at at have ondt i sjælen? Ondt i hjertet og hovedet. Har jeg ret til at være selvskadende, ked af det og frustreret, når jeg jo teknisk set har alt det, som milliarder af mennesker ikke har. Jeg kan ikke lade være med at føle mig meget egoistisk. Så mange mennesker har det meget værre – og alligevel så føler jeg mig enormt ramt, og jeg synes egentlig ikke jeg har ret til det…
Men som min kloge mor sagde: ”Jeg får jo ikke mindre ondt nakken af at vide at der er nogle der sulter”.
Og det har hun jo fuldstændig ret i. Min smerte går ikke over af, at andre har det værre – og den måde jeg tænker på er meget selv destruerende.
Men der er også et helt andet aspekt af det, for jeg har enormt dårlig samvittighed over at være syg. Dårlig samvittighed overfor specielt min familie, mine bekendte og sågar samfundet.
Det lyder muligvis tosset – og det er det sandsynligvis også – men jeg kan ikke lade være. Jeg koster samfundet mange penge: Økonomisk støtte, sygehus osv… Og det fylder op i hovedet og gør mig rundtosset. For er jeg pengene værd? Hjælper det? Jeg føler jeg skal leve op til et eller andet, men jeg ved bare ikke hvad.
Jeg skylder min familie verdens største undskyldning, for hvor har jeg hævet dem gennem meget – og gør det stadig. Jeg føler så meget skyld og jeg er så ked af den smerte jeg har bragt dem, og de vanskeligheder de stadig ofte står over for.
Jeg er nemlig svær. Jeg kræver en masse. Ofte er der nogle ting der skal passe mine behov og mit skema – og hold nu kæft hvor er det jo i egentlig egoistisk.
Jeg føler så meget skyld – og den tror jeg aldrig jeg kommer af med.

Et lille indlæg om retten til at være syg og samvittighedskvaler.

Lever du i virkeligheden? Et stort spørgsmål, som ikke er så simpelt at besvare, som det måske lyder. Så lever du i virkeligheden? Både ja og nej.

Mange der kender mig, ved hvem jeg er eller bare læser med på bloggen, de ved at jeg er sygemeldt og primært opholder mig i min lille hule/osteklokke (Læs: hjemme), de vil måske tænke: ” Jamen Nana, hvad fanden ved du om virkelighenden, når du aldrig er ude i virkeligheden? Du ved jo intet om den virkelige verden” og dertil må jeg svare, at nej jeg ved intet til den virkelige verden, men det gør du i øvrigt heller ikke.

Lad mig uddybe. Vi oplever alle virkeligden forskelligt. Din opfattelse af den virkelige verden er anderledes end min.
Min virkelighed er, at jeg er sygemeldt, går rundt i min lille osteklokke og passer mig selv – og din virkelighed er noget helt andet.

Her skal vi igen have fat i ens indre stemme, for den fungere som en mental stødpude for din måde at se virkeligheden på og den måde den rent faktisk er på. For du kan ikke styre den ydre verden, men til gengæld kan du styre (eller lære at styre) dine tanker, og dermed styre og påvirke din egen virkelighed – Og så oplever man en form for egen fremstilling af verden.
F.eks. hvis du er ude og gå en tur, så sker der utallige ting – for den ydre verden går efter egne love – men i din verden sker der kun få ting. Din model af virkeligheden er ikke virkeligheden, men er kontrolleret af dig så den passer dit sind og din bevidsthed.

Men hvordan kan så ændre vores egen virkelighed? Ja, jeg vil da ønske jeg kunne komme med de ”vise sten”, men kan jeg ikke, for jeg prøver jo selv at lære det. Jeg er oven i købet nok VIRKELIG dårlig til det, da jeg går med mange negative tanker – og har dermed mange negative oplevelser.
Men et eksempel jeg har læst er, at hvis man går ude en råkold vinterdag, du fryser, ryster og kroppen oplever kulde og du tænker:” Nøj det koldt, hold da op jeg fryser”, så prøv i stedet at tænke: ” Jeg er næsten hjemme, bare lidt endnu”, og man vil føle sig stærkere og straks få det bedre. Ikke at du kan påvirke temperaturen – for det kan du ikke – men du påvirker din opfattelse af virkeligheden. Sejt ikke? Og jeg tror på at det er noget man – eller jeg i hvert fald – kan bruge.

Men altså helt grundlæggende genskaber du den ydre verden inde i dig selv, og din opfattelse af virkeligheden er ikke den samme som min.