Så synger 2017 på sidste vers, og vi skal til at byde 2018 velkommen.
Julen er veloverstået, og ærligt, så er det lidt en lettelse. Jeg er ikke så social som julen ligger op til, og jeg bliver hurtig træt.

Her hjemme er nytårs forberedelserne igang, og min mor og jeg trisser rundt og laver mad. Det er hyggeligt.
Jeg glæder mig særligt til nytår. Vi bliver en lille forsamling. Faktisk bliver vi 4 styks. Min mor, mine to onkler og mig.
det passer mig glimrende! For mig handler nytår mere om at lave god mad, spille et spil og se 90 års fødselsdag. Fyrværkeri, fest og farver det siger mig ikke rigtig så meget.
til gengæld så går min mor og jeg all in på maden, og går hele julen og glæder os til, at kunne sammensætte en lækker menu.
her får i menuen:
Appetizers til Dronningens nytårstale: Østers m. vinaigrette, flæskesvær m. syrlig appelsin og en lille krabbesalat.
Forret: Kammuslinger på 3 måder. Stegt, tartar og rimmet m. fennikkel på 3 måder. Karamelliseret puré, saute i sprød rulle og rå, toppet med sprødt kyllingeskind.
Hovedret: Lammefilet, sprød lammebrissel, fondant kartofler, brændt porre og madeiraglace.
Desssert: ”Chokoladebar” m. krystalliseret hvid chokolade, kakaonibs, bær og is lavet på birk.
Lyder det ikke lækkert? Det synes vi i hvert fald.

Året 2017 er endnu et år i sygdommens tegn for mig, og det gør egentlig, at de sidste par år er smeltet lidt sammen. De er svære at adskille.
Det er svært at fortælle noget markant der er sket, eller en vigtig begivenhed fordi, at især mine maveproblemer har – og er – så alt overskyggende. Så på en måde har det fyldt det meste af året.
Året har på sin vis været et udemærket år. Jeg har haft gode oplevelser, og jeg har mødt et inspirerende menneske – min mentor – og det er jeg taknemlig for.
Året fedeste oplevelse må siges at være sommerferien i Alsace. Jeg finder en ro når jeg er på tomandshånd med min mor, og når jeg kommer væk fra mine vante omgivelser, ja og rutiner. Det er sundt for mig, og hvor havde vi en skøn tur.
Min fødselsdag i Alsace må nævnes, for hvor mange kommer lige på michelin restaurant på deres fødselsdag? Og i pool i 38 graders varme ? Og får champange på en campingplads? Ikke mange.
Ellers er der ikke så meget at sige om 2017.
og jeg har egentlig heller ikke så meget at sige til 2018, andet end, velkommen.
Jeg byder dig velkommen.

Og så glæder jeg mig til en hyggelig aften i morgen.
Kan i alle have et godt nytår og passe på jer selv!

Rigtig glædelig jul derude! Jeg håber at i havde en rigtig dejlig aften igår, men mon ikke i havde det? Med kærlighed, hygge, mad, gaver og hvad der ellers hører sig til, sådan en aften.

Jeg havde en rigtig dejlig juleaften, hold da fast!
Min mor og jeg havde forberedt en hel del mad, så der var absolut ingen stress eller jag – faktisk gik dagen i roligt tempo. Der var lige en kalkun der skulle i ovnen, et konfektfad der skulle anrettes og en sovs der skulle sættes over.
Vi tager altid i kirke til jul, og altid til gudstjenesten kl. 14.30, for så kan vi komme hjem og se Disneys juleshow. Vi går altid i ret god tid, da kirken bliver stopfyldt, og i år var der faktisk endnu flere end der plejer. Vi kom over 20 min før der var indgangsbøn, og vi kunne kun liiige få en plads (Note til selv: kom i endnu bedre tid næste år).
De sidste to år har jeg ikke kunne være i kirken under gudstjenesten pga. angst. Derfor jeg placeret mig i børnerummet, hvor man kan høre gudstjenesten gennem lydanlæg.
Derfor har det været ret vigtigt for mig i år, at kunne blive i kirken og fornemme stemningen, og det kunne jeg – fandme – godt.
Efter kirke trissede vi hjem til en lejlighed der duftede af jul og Disneys juleshow i ”fjerneren”.
Jeg er altid rastløs og kan ikke sidde stille, så jeg gik frem og tilbage mellem sovserøring og fjernsyn.
Gæsterne ankom, min mor og jeg fik ordnet det sidste af gildet og så var der ellers serveret.
Farseret kalkun, langtidsstegt and, roasties, brunede kartofler, sous vide gulerødder, tranebærsovs, julesovsen og og og… Der var rigeligt og det var lækkert.
Som spiseforstyrret er det rigtig svært at have alt den mad foran sig. Det er en kamp. Men jeg fik spist rigeligt, men selvom jeg fik proppet mig godt, så er det stadig en hård kamp. Tankerne er stygge, men jeg synes jeg fik skubbet dem ret godt væk.
Vi fik selvfølgelig sunget og danset om træet, og pakket gaver op.
En god aften, i godt selskab. Jeg kan ikke ønske mig mere.

Faktisk er det snarere de næste juledage der er svære. Jeg er træt – i dage – efter sådan en aften, men jeg bliver mødt med god forståelse.
I dag ligger jeg på langs, og det er tiltrængt.
Jeg øsnker jer alle en fortsat god jul.

Det ville være smart. Faktisk så ville det være helt igennem fantastisk, hvis jeg kunne stå på taget af den højeste bygning, og skubber anoreksien ud over kanten. Se den falde til jorden, blive knust og ødelagt. Og så var det ligesom det.
Men så enkelt er det slet ikke.
Jeg ved også med mig selv – hvis det var en realitet – at når Ana desperat ville gribe fast i alt om sig, skrige og bede, så ville jeg hjælpe hende op igen, omfavne hende og undskylde. Jeg ville bede Ana om tilgivelse.

Det må være svært at forstå for omverdenen. Og det forstår jeg godt. Det må være svært at se anoreksien, som andet end én dæmon for andre. Og det forstår jeg godt. For hvordan kan jeg invitere noget så ødelæggende ind? Og føle det er en tryghed og en sikkerhed. Jeg ved det ikke, og jeg ville ønske jeg vidste det.
Men anoreksien er mit sikkerhedsnet. Jeg kender reglerne og jeg kender konsekvensen, hvis man bryder reglerne.
Min behandler har før sagt, at anoreksien er en rigtig dårlig veninde. Og jeg er enig. Ana er et dårligt bekendskab, men når jeg føler mig ensom, alene, venneløs og uduelig, så er Ana der og så bilder jeg mig selv ind, at det er bedre at have en dårlig veninde end ingen veninde.
Og jeg vil jo gerne være rask, men samtidig vil jeg ikke. Forvirrende, ikke? Det forstår jeg godt.
Men at sige farvel til anoreksien, det er faktisk en kæmpe sorg. En kæmpe ufostålig sorg.
Jeg prøver i hærdigt at kæmpe mig fri. Jeg prøver at slippe Ana og få Ana til at slippe grebet om mig. Jeg spiser. Men hver mundfuld er en kamp. For på den ene side står pligtopfyldende Nana og siger ”du kan godt”, og på den anden side så står Ana og skriger, og prøver at hive gaflen ud af hånden på mig.
Hver mundfuld, hver gang jeg siger Ana i mod, det føles som om, at jeg forbereder mig på en begravelse.
Det lyder så sært. Men Ana er jo også min ven, set fra mit eget synspunkt.
Men sætter jeg tingene i perspektiv, så ville jeg aldrig ønske nogen at få anoreksi. Fik mit søster eksempelvis en spiseforstyrrelse, så ville jeg tage den, kvæle den, trampe på den, bande af den og ønske den en hæslig død. Jeg ville se den som en dæmon. Og INTET andet.

Og jeg vil jo gerne være rask, for jeg tør ikke tænke på konsekvensen hvis jeg fortsætter som Ana ønsker det. Men samtidig vil jeg ikke, for så skal jeg til at stole på min krop. En krop som ofte har forrådt mig, og som jeg ofte har forrådt. Det føles som at komme ud på meget tynd is.
Men igen, jeg tør ikke tænke på konsekvensen, hvis ikke jeg kæmper imod Ana. Det er en slem ambivalens.
En ambivalens jeg egentlig ikke ville dele med nogen. Især fordi jeg er god til at tale behandlere og læger efter munden. Jeg ved godt, hvad de vil høre. De vil helst høre jeg vil være rask. Og det vil jeg jo også. Men jeg bliver nødt til at åbne op om emnet, tabuet, om også at have et ønske om at beholde Ana, for hvordan skal jeg ellers få hjælp til at bearbejde den sorg?

Det er frygteligt smerteligt at elsker anoreksien, for det ønsker jeg ikke. Men det gør jeg. Jeg elsker og hader den.

Ja ja, jeg tog emnet op sidste år, men jeg synes det er relevant at bringe op igen. Det er jo blevet jul – igen – det er som om det sker hvert år, hva?
Julen er hjerternes tid, børnenes fest og vi glæder os i denne tid – eller gør vi? Langt de fleste glædes i juletiden, og juletiden er ekstra dejlig og fyldt med forkælelse. Julen er fyldt med spænding, lys, hygge og pebernødder. Og heldigvis for det!
Men hvordan er det, at være psykisk og fysisk syg i juletiden? Faktisk generelt i højtider.

Jeg glæder mig – for første gang i et par år – til juleaften. Det hænger nok sammen med, at der kommer få gæster, det er i trygge rammer og jeg kan gå på mit værelse og lukke døren, hvis det bliver for meget.
Men resten af julemåneden er faktisk ikke så hyggelig, som den burde. Julen handler enormt meget om mad, og som spiseforstyrret, så er det ret hårdt konstant at blive eksponeret for, at ens forhold til mad ikke er almindeligt.
For mig er æbleskiver, konfekt og alt hvad der hører til af guf i juletiden fy-fy og fyldt med skam. Samtidig er der en ambivalens fordi det er en ubehagelig situation, at takke nej når andre i bedste mening har lavet noget lækkert, og dem vil man jo ikke skuffe.
Jeg synes det er trist, at maden skal stå i vejen for adventshygge og julefrokoster, og i stedet blive erstattet med frygt for hvad der bliver serveret, og hvordan man kan undgå spørgsmål.

Jeg lider – nej, jeg lever med – flere angst-diagnoser, der i blandt social angst. Derfor er juletiden lidt ekstra angst provokerende, da der er mange social arrangementer, som det jo forventes man deltager i. Angsten blandet med min fysiske tilstand gør, at jeg er nødsaget til, at takke nej til arrangementer, som jeg jo egentlig gerne vil deltage i. Det er grundlag for en hel del dårlig samvittighed, da jeg jo føler, jeg vælger nogle fra – hvilket jeg jo egentlig også gør – og det gør inderligt ondt. Jeg elsker ikke nogle af min familie mere end andre, men når tingene ramler sammen og bliver for meget, så er jeg nødt til at takke nej, og det føles – for mig – som om jeg sender et signal om, at jeg ikke gider. Hvilket slet ikke er tilfældet!

Og de notoriske milliarder af mennesker i Føtex og i alle byens butikker, gør det absolut heller ikke nemmere. Det er temmelig angstfremkaldene og giver en del hjertebanken. Heldigvis så har jeg efterhånden lært at tackle sådanne situationer. Jeg forlader simpelthen stedet, finder et roligt sted og trækker vejret dybt. Det hjælper, heldigvis!
For gaderne skal være proppede med glade børn, stressede folk med alt for mange poser fra Imerco og Fætter BR, julelys og den slags. Dét er jo jul.
Men for mig er det virkelig ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, og min krop går i alarmberedskab, og jeg ved, jeg ikke er ene om det.

Julen er også forbundet med afsavn og en lille sorg. For nogle år siden mistede jeg min mormor, som var dronningen af jul! Jeg savner en del af de traditioner der var forbundet med hende – som vi har adopteret – og det kan være lidt smerteligt. Hvert år holdte hun ”julekage-bage-dag”, som indebar en stor produktion af ”plyt-kager” og pebernødder, spisning af ret meget rå dej og glasur, tumlen rundt, alt for meget af Stig Rossens julesange, risengrød, overnatning og overdådig morgenmad, og det blev man ALDRIG for gammel til.
Jeg husker at vride klejner, koge dem i palmin, så det stank, i hendes lille køkken.
Jeg glemmer aldrig hendes kalenderlys, som altid bestod af ler, lys og gran, placeret i en rød træsko.
Hun sørgede også for at vi, i hvert fald min søster og jeg, kom og pyntede hendes juletræ, spiste en hel masse småkager og fik hørt Stig Rossens julehits for ca. 117 gang. Den kørte på repeat hele julen.
Det var også hende der fik os i Trinitatis kirke til jul, og lokkede med at julestjernen på orgelet snurrede rundt. Endnu en tradition vi har adopteret, og nu er det faktisk slet ikke jul, hvis ikke man ser den lille julestjerne på orgelet snurre.
Hun holdt også altid julefrokost med ribbensteg, grønlangkål og hjemmelavet leverpostej. En opskrift hun desværre har taget med i graven.
Hende savner jeg, især her til jul, men jeg tror det er meget almindeligt, at man mindes ”dem der var”, ved højtider. Og især højtider, som man forbinder med vedkommende.
Det hjælper dog, at vi nu bor i min mormors gamle lejlighed, holder fast i nogle af juletraditionerne og har noget af hendes gamle julepynt. Så mindes man hende, og så er hun på en måde stadig lidt til stede.

Julen er bare forbundet med mange traditioner. Men for nogle også forbundet med angst, frygt og stress. Så dem skal man huske, og acceptere.
Jeg vil dog runde af med, at fortælle jer om mit favorit tidspunkt i julen, så det ikke er et så negativt ladet indlæg.

Mit absolut favorit tidspunkt er juleaftensdag, efter kirke. Man har lige sagt god jul til alle man kender, og man vender snuden hjemad. Det er ved at være lidt mørkt, og det eneste lys man har tændt indenfor, det er lysene fra juletræet. Huset lugter af farseret kalkun, sovsen står og simrer, og så tænder man for tv’et. Og hvad ser man? Man ser selvfølgelig Disneys Juleshow. Der sidder man så, med en lille skål taffelchips, i juletræets lys og kan egentlig ikke gøre noget. Der er ingen gæster, maden passer sig selv og der er bare ro.
Det er det bedste, det ER det bedste tidspunkt! Og vi ved alle, at det ikke er rigtig jul før Jesper fårkylling har sunget ”Fra alle os, til alle jer”.