”Hvad har du af drømme?Fortæl mig om dine drømme?”.
Sådan spurgte en læge i torsdags, da jeg var til konsultation på OUH.
Jeg blev temmelig stum og paf. Og da der sådan cirka var gået alt for lang tid med stilhed, fik jeg mumlet et svar der nogenlunde lød således: ”Jo…øhh…altså…Jeg vil gerne flytte hjemmefra…øhh…når jeg er rask…øhh…jeg vil gerne være rask…øhh..øhhm…ja…hmm…så vil jeg da gerne…hmm…øhh…afslutte de sidste fag på min HF?”. Mit svar blev nok nærmere et spørgsmål, og nok egentlig mere bare de ord som læger, sygeplejersker, osv. gerne vil høre. At jeg gerne vil være rask og leve så normalt, som muligt. Da jeg lettet sænker skulderene, og giver mig selv en indre ”high-five”, for at have afgivet et passende svar på det der føles som en vidneudsagn, smider lægen næste spørgsmål: ”Ja, men hvad så med en kæreste. Vil du ikke gerne have sådan en?”.
Og før jeg overhovedet når at sige ”øhh…hmm…øhh”, så er jeg på vej ud af døren, med ordene: ”Så aflevere du bare papiret oppe ved sekretæren og så må du have en god dag.”.
Og hele dette scenarie fik mig til at tænke.

Det er lidt sjovt. Altså det der med kærlighed og kærester. For er der noget læger, sygeplejersker og psykiatrien gerne vil vide, så er det om jeg har en kæreste eller vil have en kæreste. Den er stensikker. Det vil de rigtig gerne vide. Men sandheden er, at jeg faktisk ikke ved det. I hvert fald ikke nu.  Det ville jeg slet ikke kunne rumme.
Inde i mit hoved, der har jeg allerede accepteret at jeg skal være alene resten af mit liv, selvom jeg kun er 22 år. Og 22 år er ingen alder, det ved jeg, og det lyder latterligt. Men den tanke er i mit hoved. For hvem ville have lyst til at være sammen med mig mig? Bo med mig? Elske mig? Hvem ville kunne acceptere mig, mine fejl, mine mangler og alt det andet, når jeg ikke engang selv kan? Jeg er også intelligent nok til at vide, at Ana bilder mig rigtig mange ting ind. Ana fortæller mig at ingen kan elske mig, holde af mig eller ville kunne acceptere mig. Men jeg er stadig i tvivl? For jeg ved, at jeg jo er et slags ”ansvar”, og jeg ved, bare ved at kigge på min familie, hvor meget sygdom påvirker dem. Og hvorfor skulle jeg byde endnu et mennesker det?
Et helt andet faktum er, at jeg ikke ville kunne være mig selv. Jeg ville ikke kunne give mig selv. Det sætter Ana en stopper for. Jeg kan komme med flere scenarier, hvor jeg ikke ville kunne være mig selv, men det vil jeg ikke bruge bogstaver på, fordi det virker så tåbelig.
Men hvis man ingen kæreste har, betyder det så man ikke får kærlighed? Nej. Det tror jeg ikke. Men man får en anden slags kærlighed. Jeg svømmer i familie kærlighed, og det er jeg så evigt taknemlig for.

Men en ting er da sikkert. Ana sætter en klar stopper for drømme. Ana lader mig ikke drømme. Så mit svar er ofte: ”Det ved jeg ikke?”
Ana stjæler drømme og livslyst, og det skal Ana bare ikke!

Kaos. I mit hoved er der kaos. Tankekaos. Jeg vil så gerne lade tankerne flyde. Det lyder rart ikke? Bare lade dem flyde forbi, især de dårlige tanker.
Men mine tanker hober sig op og danner et stort kaos, som jeg hverken kan eller orker at finde rundt i.
Vægt, læge, socialearrangementer, mad, piller, sukkersyge, mennesker, selvværd, tid, sundhed… Jeg har mest af alt bare lyst til, at flygte fra det hele. Men det nytter jo heller ikke noget, men hvor er det tillokkende.

I morgen (Torsdag) skal jeg på OUH igen. Det var jeg også i sidste uge, og nogle tanker har slået rødder i mit lille hoved. Når jeg sidder der i venteværelset og venter på, at mit navn bliver kaldt, så kigger man rundt. Og i stolene sidder en masse tynde, syge piger. Og i sidste uge så slog tanken mig ”Hvad fanden laver jeg her? Her hører jeg ikke til?”. Jeg fik følelsen af, at være den ”tykke pige”.
Denne tanke, ved jeg med min fornuft, er langt ude, fordi mit kropsbillede er forvrænget og fordi min BMI er lav. Min fornuften har ikke vundet, og jeg går med en masse tanker om, at jeg er verdens mest elendige anoretiker, og jeg måske bare har bildt mig selv ind at jeg er spiseforstyrret? Tænk at jeg ikke engang kan finde ud af at være god til det. Min lille hjerne kører på overarbejde, og Ana prøver at bilde mig ind, at jeg skal være den tyndeste i venteværelset, at det er en konkurrence. Og ellers hører jeg ikke til der.
Jeg synes mit spejlbillede bliver større og større, og helt ærligt, så kan jeg ikke rumme det.
I morgen, hvor jeg skal til en læge konsultation, skal jeg fortælle hvordan det går. Og selvom jeg måske vejer lidt mere end jeg gjorde i sommers, så har jeg det faktisk værre. Både fysisk og psykisk. Men tror de på mig? Tror de jeg klynker? Sådan nogle tanker flakker rundt i mit lille indre kaos, og gør, at jeg ikke tør bede om hjælp, selvom jeg VIRKELIG har brug for det!

Jeg er rædselslangende for at min omgangskreds får normaliseret mig for hurtigt, i forhold til, hvor jeg helt reelt er. Når jeg snakker om dårligt selvværd, dårlig samvittighed, tristhed, angst, så er det jo alt sammen nogle følelser de fleste kan identificere sig med. Men der er bare en verden til forskel. Og det er jeg bare bange for, at andre ikke forstår. Men i virkeligheden, så er det jo mig og mine tanker, som tænker således.
Men har jeg en dårlig dag, så kan jeg ikke komme med en grund. Og tanken om, at jeg ikke kan komme med en grund, for mit lille indre kaos til at gå endnu mere amok. For så er jeg også utaknemlig.
Jeg frygter også endnu mere end før, at spise, fordi jeg er bange for, at andre tror jeg er rask bare fordi jeg spiser. Jeg er bange for ikke at leve op til nogle krav om, at være anoretiker? Eller at nogle skulle tro det nok ikke er så slemt, siden jeg jo spiser. Men det er bare en indre kamp hver gang. Men mad er jo en del af behandlingen. Og er jo lige så vigtig som mine piller, terapi og insulin.

Jeg vil jo også gerne være normal. Og på en dejlig dag, så har jeg da lyst til at deltage i sociale arrangementer og få venner, men når det så kommer til stykket, så har jeg ikke overskuddet eller energien, og så kommer der flere… tanker. Mere kaos. Og det holder mig tilbage. På en dårlig dag, så har jeg lyst til at kravle ned i et hul.
Og når dette tankekaos opstår, hvilket det jævnligt gør, så er der flere dårlige dage end gode.

Så blev det vidst tid til at skrive lidt igen, det er jo lidt længe siden, hvilket jeg absolut ikke er stolt af! Men der er faktisk sket en del de sidste… 12 dage? Mere om det længere nede.

Jeg har lagt mig syg – igen, igen – og har desværre måtte aflyse min tid i terapi igår. Men når man ikke kan holde andet nede end én appelsin og lidt knækbrød, så er det nok bedre at overgive sig til dynen. Jeg har simpelthen frygtelig kvalme, kaster op og har ikke sovet. Det er desværre konsekvensen af, at være så underernæret og have gang i liiidt for meget. Og med sukkersyge oveni gør det ABSOLUT kun værre, og jeg har haft det der hedder ketoner. Øv. Heldigvis er det lidt bedre i dag!

Når, men som jeg skriver, så er det sket en del. Eller i hvert fald i mit perspektiv. Jeg har overskredet nogle vilde grænser, og det er jo så nok det, som har sat sine spor på min lille krop. Men det har været det hele værd!

Lørdag d. 3 marts fløj jeg til Budapest med min mor og søster, for min mor havde bestilt en forlænget weekend til os. Lækkert ikke?
Sidst jeg fløj var for 4-5 år siden hjem fra Budapest, hvor der var ret voldsom turbulens. Det betød, at da vi året efter skulle flyve til England, måtte jeg følges ud af lufthavnen og hentes. Jeg kom altså ikke med. Jeg var simpelthen for skræmt.
Og da det blev fredag d. 2 marts, der var jeg virkelig i tvivl om jeg kom med.
Min mor og jeg besluttede, at jeg skulle tænkte mig grundigt om, og så træffe beslutningen lørdag morgen.
Og ved i hvad? Jeg kom fandme – ja, undskyld mit franske – afsted! Med enorm støtte kom jeg ombord, og har aldrig svedt så meget i mit liv!
Men flyveturen gik fint.
Og vi havde en super dejlig tur. Vi var bla. i Geller thermal bad, som var en fødselsdagsgave fra min søster og mig til min mor, da hun fyldte 50 år d. 6 marts.
Budapest kan klart anbefales. Det er en meget smuk by og er forholdsvis rolig!
Flyveturen hjem gik i øvrigt også fint.

Jeg kom så hjem fra Budapest d. 6 marts, og d. 10 marts skulle jeg til fest. Stor fest. Min far og hans kone skulle holde fødselsdag og annoncere at de var blevet gift. Der var næsten 100 mennesker, og min far vidste godt at det ikke var et arrangement for mig. Men jeg kom og var der 2 timer, og så kunne jeg trisse hjem. Der kom nogle mennesker som det var meget vigtig for mig at hilse på, samtidig med det var meget vigtigt, at vise jeg rigtig gerne vil være der! For det vil jeg så gerne.
Jeg gik også hjem med lidt våde øjne, fordi jeg var ked af at jeg ikke kunne overskue at være der, fordi jeg så gerne ville.
Når det er sagt, så er jeg stolt af jeg kom. Og glad for det. Og enormt glad for at se min far og hans kone så glade! Og lykkelig over at høre, at de havde en vildt god fest. Tillykke i to!

Jeg vil runde mit lidt roede indlæg af. Jeg synes bare i skulle høre lidt fra mig. På torsdag skal jeg til vejning på OUH, og det gør mig lidt nervøs, især fordi jeg ikke har spist meget. Nu må vi se.
Jeg vil kaste dynen over mig igen, og så må i have en rigtig dejlig dag.