Jeg er lidt en ældre kvinde, altså ikke aldersmæssigt. Jeg elsker ro. Jeg elsker portvin. Jeg gider ikke det der bytur og jeg er temmelig glemsom. Jeg går i seng før kl. 20 og står op kl. 7. Jeg aner ikke en hujene papfis om kendisser, eller den nyeste musik. For mig er ”den der” All about that bass stadig sprit ny. Jeg bruger udtryk som ”at gå på æblerov”, som man åbenbart ikke forbinder med folk på min alder.Til gengæld er jeg ikke hoppet på det der strikning, for det egner jeg mig aldeles ikke til! Jeg husker håndarbejde tydeligt. Jeg fik aldrig det der ”sygmaskine kørekort”, og jeg fik knap strikket en kvart, orange grydelap – og det var så min formåen i det fag. Jeg troede egentlig jeg ville være god. For både min farmor og mormor har været skide dygtige til den slags, og jeg husker da fine kjoler og dukketøj der blev produceret hos dem. Men tænker jeg nærmere over det, så var det jo dem der producerede, og mig der satte kravene, og stod for de kreative tanker. Når men det glæder mig altså lidt, at jeg ikke er hoppet på den dille.

Min krop er også som en ældre kvinde. Jeg skal planlægge, hvornår jeg kan bukke mig ned. For det skal være én hjemme til at hjælpe mig op. Min led knækker, og jeg lider af knogleskørhed.
Jeg bliver hurtig træt og kan ikke klare for høje lyde. Jaja, det er sgu lidt skørt.
Jeg er blevet velsignet med nogle ret små bryster, fra naturens side, og lige nu har jeg ingen røv. Det skyldes så undervægt, så den skal nok vende stærkt tilbage. Tilsynladende har min mave udviklet sig til en form for badebold, som pt. er det mest struttende element på min krop. Til gengæld er den lokalt – og dansk produceret, hjemmelavet (dog ikke af mig!) og delvist økologisk. Og det skal man jo også lige huske!

Jeg bliver nødt til at lave sjov med alle mine problemer. Nej, det er ikke sjovt at være der, hvor jeg er. Og jeg har sjælendt overskud til at gøre grin med det, for det er fandme ikke sjovt, men jeg bliver nødt til det! Ellers kan jeg bare ikke være til. Jeg skal grine og le, og da jeg er i den givne situation, så må jeg lære at grine lidt af det.

Den sidste uges tid har jeg været plaget af et smerteanfald (Det har jeg prøvet flere gange før), og det gør mig udmattet, ked af det og træt af livet. Jeg har ofte lyst til at kaste det hele på gulvet. Og har været tæt på det. Heldigvis har jeg nogle omkring mig der motivere mig, og som kan samle det op, som jeg smider. De samler lige papiret op og glatter det ud igen – og tak for det.
Det må være en enorm opgave! For jeg er fandme, parten my french, ikke altid nem at være sammen med. Jeg har altid nogle behov der skal stilles, og det må godt nok være surt altid, at være den der skulle indordne sig.
Men fra min synsvinkel kan jeg også fortælle, at det er så frygteligt altid at være den der er besværlig. Øv.

Men jeg må lære at grine lidt af det, så det hele ikke er så forfærdeligt. Jeg er ikke dygtig til det. Endnu. Men for at lære at hvile i mig selv, og finde ro, så tror jeg det er meget nødvendigt.
Grine, huske min krop blot er det hylster jeg bor i, at fremtiden ser lys ud og at jeg har en vidunderlig støttende familie, der glatter folderne ud og hjælper mig.

God onsdag!

Jeg har tænkt meget over hvad jeg har skulle skrive her på det sidste – og det har virkelig været svært. Dels fordi jeg har meget på hjertet og dels fordi jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal udtrykke mig?
Så indlægget her bliver muligvis en anelse rodet, men det kommer egentlig bare til at handle om de forskellige tanker jeg har haft på det seneste.

Jeg har tænkt meget over identitet. Jeg synes det er svært at bo i en kultur, hvor du skal se ud og være på en bestemt måde for at du er acceptabel. Jeg synes det er ekstremt svært at skulle tilpasse sig i så begrænset en kasse, som jeg aldeles ikke passer ind i.
Og sådan tror jeg egentlig der er mange der har det? Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg tvivler kraftigt på, at jeg er den eneste der har det sådan.
Vi er jo ikke ens, men alligevel skal vi alle ligne hinanden og være på en bestemt måde for at være ”korrekte”.
Nu kan jeg ikke rigtig snakke på mændenes vegne, men som kvinder skal man gå i det helt rigtige, bestemte tøj og bære den rigtige parfume, som tiltrækker det andet køn – og vi køber produkter, der lover os det og den succes.
Men helt ærligt, så er jeg sgu lost. Jeg vil langt hellere finde mig selv et andet sted. Jeg vil ikke spille en rolle – som jeg i øvrigt jo gør, fordi jeg netop spejler mig i alle andre – men jeg vil skabe min egen identitet. Jeg vil være mig selv. Jeg vil ikke være på en bestemt måde, fordi det er ”succes” i andres øjne, og jeg vil ikke være på en bestemt måde for andres skyld.
Normen er også at tage sig en gymnasial uddannelse, så en videregående, så job, for ikke at glemme villa, vovse og volvo. Og børn! Det er opskriften på lykken, men jeg tror altså ikke det er der jeg vil hen. Jeg ved det ikke endnu, men det føltes ikke rigtig. Sådan inden i.

Min mor kom ind den anden dag, holdt hånden oppe og så sagde hun ”kig på min hånd”. Og  jeg kiggede jo selvfølgelig på hendes hånd . Så siger hun ”Du ser en håndflade og jeg ser min håndryg. Vi kigger på det samme, men vi ser to forskellige ting.”. Og det synes jeg er den perfekte måde, at beskrive at man ikke ser tingene ens. Hvad der er godt for mig, er ikke nødvendigvis godt for dig – og omvendt. Og man skal gøre, hvad der er godt for en selv.

Jeg er for eksempel begyndt at tage kolde dukkerter ved Østerstrand – og det er godt for mig. Det er ren balsam for min sjæl og mit sind. Lige der, når jeg rammer vandet, så er der intet – INTET – der gør ondt, og det eneste jeg kan mærke, tænke og føle, det er det kolde, bløde saltvand der omfavner min krop. Og der tænker jeg: ”Livet er nu”, og så er jeg lidt lykkelig. Men det er ikke sikkert, at det er noget for dig. Og sådan er vi så forskellige.

En anden ting der er dukkert op i mine tanker, det er at den følelse, at føle min krop er forkert, har gjort at jeg bla. er havnet i den situation jeg er, hvor jeg nu til højre og venstre får at vide, at min krop er forkert. Den er tynd og kakektisk. Men ved i hvad? Min krop er ikke forkert! Den er blevet behandlet forkert og reagere derfor. Ingen kroppe er forkerte! de er alle dejlige og vidunderlige.
Jeg synes jo stadig min egen krop er helt forkert. Frygtelig. Grim. Forkert. Men det er den ikke, det skal jeg minde mig selv om – og så skal jeg angribe min usikkerhed. Det tror jeg er den eneste måde, at overvinde det på. Hvordan, det ved jeg ikke.
Har du opskriften?

Lidt tankerod og mylder. Hav en dejlig fredag.