Det roder. Det roder lidt ekstra i mit hoved for tiden. Jeg har svært ved at navigere rundt i mine tanker og følelser, og det er super frusterende.
Jeg er i en periode, hvor min mave er blev tiltagne værre, og sommetider balloner den op, og jeg ligner – uden at lyve – en der er gravid. Det er smertefuldt. Fysisk selvfølgelig. Men det gør også, at anoreksien spiller mig et ekstra pus. Den gør at jeg ikke kan skelne mellem at være oppustet eller tyk. Syg eller grådig. Og det er svært at være i.

Varmen gør heller ikke noget godt for mig. Efter jeg er blevet syg, så reagere min krop virkelig voldsomt på varmen. Jeg får det fysisk dårligt og jeg får væskeophobninger. Og igen kommer Ana på banen, og er lynhurtig til at fortælle mig hvor stor og klam jeg er. Det gør ondt. Det gør sindsygt ondt, at være så utilpas og uvelkommen i sin egen krop.

Min sygdomsangst blusser også noget op i den her tid, hvor coronaen gør det samme. Jeg har sådan en trang til at flygte fra det, men det er jo allevegne. Jeg kan blive helt desperat, for man bliver konstant konfronteret med det. Og hvergang nogle bare nævner corona, så for jeg hjertebanken og trykken for brystet.

Jeg drømmer virkelig om en dag, at kunne føle mig tilpas i egen krop. Kunne lukke for tankerne, eller bare slippe dem som balloner. Drømmer om en dag, hvor jeg bare har det godt. Ingen grimme tanker. Ingen ubehag. Ingen had til mig selv. Ingen smerter.
Jeg krydser både fingre og tæer for, at min førtidspension er et stort skridt i den retning. Og jeg tror også lidt på det. For den har da allerede givet mig ro i form af, at det er anderkendt og accepteret, at jeg er syg.

Indtil da, så vil jeg tage 12 kolde skyllere dagligt, hoppe i havet (okay hoppe er så meget sagt), drikke slushice og bo foran vores blæsere (ja, i flertal), så jeg kan komme igennem hedebølgen. Jeg håber i nyder varmen og følelsen af sommer! Og husk at spise en is…

Hvorfor? Hvordan? Jeg kan stille mig selv uendelig mange spørgsmål. Om alt. Jeg kan sætte spørgsmålstegn ved alt om mig selv.
Et gentagne spørgsmål er, hvorfor mig? Hvorfor fik jeg en spiseforstyrrelse? Det er nok et spørgsmål, som jeg aldrig for et endegyldigt svar på, for der er nok mange ting der spiller ind. Også ting, som jeg ikke er klar over.

På det sidste har Ana fyldt lidt mere. Råbt lidt højere. Argumenteret lidt bedre. Hvorfor? En del er det er nok sommeren. Pudsigt nok, så larmer hun altid lidt mere om sommeren, særligt når solen skinner og man eksponeres lidt mere. Hun har nok også råbt lidt mere, fordi jeg har følt mere. Nok også mere end jeg har givet udtryk for. Og så savner jeg paradoksalt nok at være  så tynd som jeg har været, fordi det ligger en film over følelserne, og de fysiske smerter fylder det hele. Og de er bare nemmere at forholde sig til.
Angst og Ana har særligt presset på de sidste par dage. Og jeg spurgte i dag mig selv, hvorfor? Det er egentlig ikke svært at svare på. Jeg holdte stor fødselsdagsfest igår, og både Ana og Angst var ikke begejstret. Ana fortalt mig jeg var stor og klam, og at folk ville tro jeg løj om at være syg. At jeg burde tabe mig. At jeg ikke burde spise den mad jeg havde knoklet med. At jeg ikke var god nok, eller fortjente den fest. Angsten fortalte mig alt det jeg skulle være bange for. Ville folk hygge sig? Var maden god? Ville nogle være skuffet? Ville folk hygge sig? Ville de synes min underholdning var latterlig?
Men min fødselsdag var helt perfekt. Alt gik jo godt. Jeg hyggede mig og gu fortjente jeg en dejlig fest, som mine gæster var med til at høre helt fantastisk!

Men jeg spørger igen og igen mig selv hvorfor? Hvorfor fortæller Ana mig, at jeg er tyk og forkert, når alle siger jeg er lille og tynd. Hvorfor ser jeg en tyk og grim pige i spejler? Kun med mangler og fejl. Hvorfor har jeg social angst, når dem jeg socialisere med er så dejlige? Hvorfor er jeg så bange for, at gøre tingene forkert? Eller ikke godt nok? Og hvordan kommer jeg videre? Min krop er i de. Grad vidnesbyrd på de traumer jeg har udsat den for i mit 25 år gamle (unge?) liv. Og jeg tror ikke jeg kommer videre før jeg forholder mig til – og acceptere – de skader der er sket udenpå og indeni.
jeg vil for alt i verden gerne hvile og være tilpas i den krop jeg er blevet givet. For det er absolut smertefuldt at føle sig uvelkommen og utilpas i sin krop.
så jeg spørger mig selv hvorfor? Og hvordan?

her får i lidt billeder fra min fødselsdagsfest igår.