I dag er det fredag og jeg har en af ”de der dage”. Overstående tekst er, underlig nok, en slags motivation.
I dag har jeg ikke en god dag, jeg får ikke en god dag, men da jeg har flere dårlige dage end gode, nægter jeg at kalde det for en dårlig dag. Det ville simpelthen være for trist.
Så i dag, der har jeg bare en dag.

Alle mennesker kender dårlige dage. Jeg tror ikke på alle dage kan være gode, og det er vel bare en del af livet – og sådan er det.
Men hvad så når man har flere dårlige en gode? Ja, sådan er det for mig. Og det tror jeg er en konsekvens af min spiseforstyrrelse og angst. Men det er også en del af det, at blive rask. Lad mig forklare.
Da jeg rigtig var spundet ind i spiseforstyrrelsens net – og ikke ønskede at blive rask, eller måske bare ikke havde indset, at jeg var syg – da følte jeg ikke. Jeg mærkede ikke. Jeg var tom.
Jeg tror, at jeg nu mærker de dårlige dage, fordi jeg tillader mig selv det. Jeg mærker virkelig hvad sygdom har gjort ved mig. Lad os kalde det en slags lærestreg. En temmelig hård en.

Jeg har flere dårlige dage en gode, men jeg har lært, at der sker noget godt hver dag. Måske ikke for en selv, men der sker noget godt!
I dag har jeg været på Kurts Kaffebar med min mentor, snakket og delt en cookie. Det var en god ting.
Og derfor har jeg bare en dag i dag. Jeg har ikke en god dag, jeg har ikke dårlig dag, jeg har bare en dag, for hvor ville det være trist at tælle alle de dårlige, når jeg langt hellere vil tælle de gode. En dag er neutral. Jeg gider ikke tælle den,  jeg har den bare. Og det er okay. Jeg acceptere konsekvensen af, at være så syg. Jeg acceptere og har bare en dag.

Jeg har brugt mange indlæg på at fortælle om mine fysiske symptomer og mit velbefindende – bevares jeg har da også skrevet om følelser – men jeg har aldrig rigtig fortalt hvordan det egentlig føles. Altså føles at have anoreksi. Nok fordi det er nemmere for udestående at forholde sig til fysiske smerter, fordi alle kender til smerter i en hvis grad. Og fordi fysiske symptomer er nemmere at beskrive og forklare.

Jeg tror at folk der ikke kender til spiseforstyrrelser, i dette tilfælde anoreksi, har en idé om, at det er en stor fællesnævner. At anoreksi er én ting, symptomer er ens og skal behandles ens. Jeg tror også der er en misforstået opfattelse af, at det handler om at være tynd.
Sådan er det ikke.
Anoreksi er mange ting. 100 ting. 1000 ting. Jeg tror ikke på, at der er to tilfælde der er ens!
For nogen handler det om at ”forblive” et barn, og dermed holder man sin krop i en barnlig tilstand, det kan handle om kontrol og noget helt trejde, fjerde, og femte….
Og derfor kan jeg kun forklare hvordan det føles for mig, og ingen andre.

Men jeg vil starte med at fortælle lidt om, hvordan jeg tror det startede.

Jeg er hverken blevet tævet som barn eller levet med forældre der aldrig var der. Nej, jeg har faktisk haft en god barndom, et trygt hjem og gode, sjove forældre. Og der har altid været plads til diversitet! Vi har også været en familie med et afslappet forhold til mad, spontanitet og når man var på ferie, så skulle man spise mindst to is, ellers fik man ikke aftensmad – som en joke!
Og alligevel så har anoreksi ramt mig, selvom der udefra set aldrig har været noget, at sætte finger på. Og dermed kan jeg også konkludere, at anoreksi kan ramme alle typer.
Jeg har dog altid været stille, konfliktsky og bange for at sige nej som yngre, så allerede der har jeg været et let offer for anoreksien.

Men jeg tror at den største ”trigger” for mig, det har været at få diabetes. Lige pludselig bliver der en enormt fokus på kost, læger, sygeplejerske og forældre de alle kontrollerer mig. Jeg kunne indimellem blive vækket kl. 2 om natten, og få en juice eller et stykke toast stukket i munden på grund af lavt blodsukker. Kaos. Ingen kontrol. Og helt ærligt hvem gider spiser et stykke toast kl. 2 om natten?
Og jeg er overbevist om, at min anoreksi bunder meget i, at kunne skabe noget ”kontrol”, og derfor kan jeg ligesom hægte det sammen med at få konstateret diabetes. At anoreksien så først viste sit ansigt år senere skyldes nok mange andre faktorer. f.eks. har jeg haft det meget svært med at finde noget, jeg synes jeg var god til, og jeg fandt lynhurtigt ud af, at jeg var skide god til at tabe mig. Og anderkendelse fik jeg jo af anoreksien.
At en spiseforstyrrelse først viste sit ansigt, da jeg fyldte 15-16 år er faktisk ikke helt rigtigt.
Da jeg var omkring 11 år havde jeg en periode, hvor jeg fik kvalme, ikke ville spise og tabte mig ret meget. Jeg blev indlagt på Kolding Sygehus i en periode, hvor jeg gik ved en psykolog, men det hele gik ligesom lidt i sig selv. Jeg tror ikke det var anoreksi, men det var et faresignal, og det var vel også en hvis måde at skabe kontrol.

For mig hedder min anoreksi Ana. Og jeg adskiller hende – eller den – fra mig på den måde. Ana har, for mig, mange ansigter og måder at vise sig på. Ana kan være min bedsteveninde, en der støtter dig og roser dig. En der altid er der. Ana kan være mit idol. Hende jeg ser op til. Hende jeg vil være. Ana kan være en cirkusdirektør der pisker mig rundt i arenaen, som en dresseret cirkushest, og jeg ved ikke, om jeg skal stikke af eller sparke, for jeg er så bange for at blive pisket. Ana kan også være den styggeste, ledeste, ondeste dæmon, som suger alt liv ud af mig. Tvinger mig til at gøre ting, som ikke er hensigtsmæssige. Den Ana lever af min livsenergi. Det er sådan, hun får næring.
Min Ana har mange ansigter. Men én ting er sikkert, at hun altid er der. Hun er der altid og man kan ikke flygte.

Det er svært at skrive, men jeg er vel en slags forelsket i anoreksien? Selvom Ana driver mig ud i et misbrug. For det er hvad anoreksi er. Misbrug. Afhængighed. Afhængighed af sult. Følelsen af sult  kan føles helt euforisk og man hungre efter den følelse. Og den følelse gav Ana mig. Nu bliver jeg bare ”hangry”, og kan faktisk ikke rigtig klare at være sulten.

Men en stor angst er jo stadig, og selvfølgelig, maden. Så forestil dig, du er vildt bange for slanger, og 5-6 gange om dagen så skal du røre en slange. Ikke rart vel?
Jeg bliver præsenteret for min angst 5-6 gange dagligt, og skal forholde mig til den. Og mens jeg jo ved, det er det rigtige at spise, så er det svært, når Ana står og skriger dig ind i sylten. Hun banker dig indvendigt. Smadrer dig.

Ana har også givet mig bizarre vaner og sære ting at frygte. Jeg synes vindruer er skræmmende. Og jeg ved ikke hvorfor, men det er blevet en såkaldt ”fear food”. Det samme med pasta, men jeg kan nemt spise nudler, som jo i bund og grund er det samme? Jeg kan også bedst lide at spise på bestemte tidspunkter af dagen, og kan få et mindre nervøst sammenbrud hvis det bliver rykket. Jeg spiser altid kanten på mine rundstykker først, og sådan er der flere små ting. Men når man først får diagnosen anoreksi, så bliver der sat spørgsmåltegn ved alt, du gør. Alt kan potentielt være anoreksien, og det har jeg det svært med. Selvfølgelig skal sundheds systemet være på vagt, men nogle ting er jo bare ens særheder, og har ikke nødvendigvis noget med spiseforstyrrelsen at gøre, og det kan, for mig, gøre det endnu sværere at adskille mig fra sygdommen.
Det hårdt altid at blive mistænkt.
Og for lidt tid siden har der været fokus på diabulimi (som endnu ikke er en anderkendt diagnose), som er spiseforstyrrede der bruger insulinen til at tabe sig i vægt. Og jeg har i alle de år, jeg har været på OUH, været mistænkt for det, og det er enormt krænkende. Jeg ville ønske ønske min sukkersyge væk i denne sammenhæng, fordi jeg ikke ønsker det overhovedet er en mulighed at kunne bruge det til at tabe sig. Og det er frygteligt at stå med sin insulinpen og vide, at hvis jeg lige lod være med at tage den her insulin, så kunne jeg smide lidt vægt. Det er frygteligt – og især fordi, at de eneste, der har gjort mig opmærksom på muligheden, er læger, der har mistænkt mig for det.
Jeg har ALDRIG gjort det, og det vil jeg gerne understrege, men det er så svært, at jeg nu hver gang jeg skal tage insulin skal stå i et dilemma.

At starte i behandling føles frygteligt – så er jeg bundærlig. For Ana er min tryghed og det jeg kender til. At blive kastet ud på bar bund føles ikke godt, og for at være rigtig ærlig, så har jeg altid en lille lyst til ikke at blive rask, fordi jeg er bange for, hvad verden forventer af mig. Jeg er bange for, at folk tror jeg er rask, når jeg ser rask ud. Og hvordan kan jeg ikke være lidt bange for det, når man skal have et BMI på under 17 (mener jeg det er) for at blive diagnosticeret med anoreksi? Det er jo hovedet det handler om, og mit hoved er ikke raskt.

For mig har det aldrig handlet om at være tynd, fordi jeg synes det var smukt. For jeg afskyr knoglerne og mit udseende. Jeg synes ikke knogler er smukke! Men jeg ville gerne forsvinde lidt i verden. Fysisk er jeg også mindre, men at være undervægtig skaber nok lidt den modsatte effekt end jeg havde ønsket. Jeg vækker i virkeligheden mere opsigt.
Jeg ser det lidt som en struds der har hovedet nede i jorden. I ved, dem man ser på tegnefilm. Hovedet i jorden, så kan man ikke se noget, men kroppen er oppe, og man ser egentlig bare lidt sær ud og vækker mere opsigt.

Jeg ville ønske I kunne høre mine tanker, for nøj det er svært at forklare og jeg kunne blive ved. Men jeg vil forsøge at runde af.
Jeg bander af anoreksi, og jeg ville ikke ønske det for min værste fjende. Anoreksi er mørkt og ikke noget man skal lade sig lokke af, selvom fristelsen kan være stor. Anoreksi efterlader massive ødelæggelser.

Der vil altid være et snert af Ana i mig. Det er jeg ikke i tvivl om, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kan reparere det Ana har ødelagt, men jeg håber at jeg kan lære at leve med det og håndtere det på bedste vis.

Ordet kommunikation kommer af det latinske ord communicatio. Kommunikation kan defineres ved at et individ påvirker et andet individ på en sådan måde, at begge parter for en ensartet oplevelse.
Kommunikation. At kommunikere. Det behøves ikke altid at være ord. Kropssprog, ansigtsudtryk, lyde og bevægelse er en væsentlig del af det, at kommunikere.

Jeg har en sekretær. Eller nej det har jeg sådan set ikke, men det er altså det jeg kalder hende. ”min sekretær”. Jeg ved ikke hvad hun hedder, hvor gammel hun er eller hvem hun egentlig er.
Det hele startede da jeg begyndte på Psyk i Odense. For at komme hen til indgangen til Psyk, så går man forbi et advokatkontor. Og de har nogle enorme vinduer, som jeg har altid har gloet ind ad.
Her sidder der så en sekretær. Hun har kort hår, briller og ser rigtig sød ud. Hun kiggede ofte ud af dette enorme vindue. Og da vi et par gange havde udvekslet blikke gennem den enorme rude, så vinker hun en dag. Og jeg vinker tilbage. Så udviklede det sig til en ivrig vinken med et stort smil. Det begyndte at blive MEGET vigtig at vi så hinanden gennem den enorme rude, og vinke ivrigt. Og sådan blev hun ”min sekræter”.
Jeg føler jeg kender hende. At vi har noget sammen. Jeg ved hvilken en side af skrivebordet hun sidder på, jeg ved hun havde en stor skål juleslik stående sidste jul og jeg ved hun er sød. Det ved jeg bare – og jeg ved hun gang på gang, mandag morgen, har gjort min dag lidt bedre!
Jeg føler jeg kender hende, selvom jeg aldrig har talt med hende. Før i dag!!

Jeg vader målrettet hen til det enorme vindue, hvor ”min sekretær” sidder og vinker glad. Hun signalere at jeg skal vente, og jeg ser hende spæne mod døren.
Hun fortæller mig at kontoret lukker, og hun vil ønske mig al held og lykke fremover (hun har nok regnet ud, hvor jeg går hen), og hun synes jeg skulle vide at de lukkede, så jeg ikke kom til at tænke ”hvor fanden blev hun lige af?”.
Det var første gang vi talte sammen, til trods for vi har kommunikeret i næsten 2 år.
Og selvom jeg ikke aner hvad hun hedder, hvor gammel hun er eller hvem hun egentlig er, så føler jeg alligevel jeg kender hende.
Og det var dælme lidt vemodigt at vinke for aller sidste gang til ”min sekræter”.

Lev i nuet. Tre ord du garanteret har hørt 100 gange, set på memes og flotte billeder, og garanteret også noget du har prøvet at efterleve. YOLO!… You know.
Men der er nu noget om det. Vi skal huske nuet – og være i det. Være til stede.
Vi tænker altid på hvad vi skal have til aftensmad, at vi skal huske og hente lille Noah – Valdemar til japansk drageflyvning, og at vi glæder os sådan til på lørdag, fordi der komme tante Ingrid og drikker eftermiddagskaffe.
Men hvad med lige nu? Vi kan jo bruge hele livet på at vente, hvis vi altid skal se frem til noget, eller glæde os til noget eller vente på noget.

Generelt ser jeg flere aspekter af ”det der” med at leve i nuet.

Det er ikke nogen hemmelighed, at mit selvværd og selvtillid er rigtig skidt. Jeg har ikke noget godt forhold til hverken mit udseende eller mit indre.
Jeg er tynd, afpillet og bleg. Jeg ser syg ud. Jeg er syg. Jeg føler mig grim, frastødende og mindre værd.
Jeg har længe gået med forventningen og tanken om, at når jeg bliver ”velernæret” – som det smukt hedder på lægesprog – så vil jeg acceptere mit udseende, min krop og føle mig pæn. MEN, det er jo en lodret løgn, og jeg ved det. For jeg har været ”velernæret”, og der var jeg ikke skid gladere. Det handler om selv accept. Jeg kan jo ikke gå og vente på jeg rammer de magiske tal på vægten, og så forvente at jeg med et trylleslag ser mig selv helt anderledes. Så kan jeg fandme vente længe. Jeg skal acceptere mig selv nu – tynd, velernæret, tyk – det er skide ligemeget. Være i nuet. Acceptere mig selv som jeg er nu, og om 10 år.
Og jeg tror generelt, at der er rigtig mange der har brug for, at blive bedre til at acceptere sig selv. Naturligvis i flere grader.
Acceptere vores skævheder, ”fejl”, finurligheder og skæve tænder. Og  jeg tror også vi skal lære at acceptere ros. Acceptere det som vi er rigtig gode til, glæde os over vores flotte tånegle eller hvad det nu kunne være. Dyrke hele mennesket, fordi det er det, som gør os til os. Det er hele pakken, og alt hvad den indebærer.

Vi lever i et præstationsamfund, og det er, for mig i hvert fald, rigtig svært at kunne identificere mig i den verden. Vi skal helst have en flot uddannelse, som vi kan vise frem, og hvis der endelig er en der stikker lidt ud, så er de helst kendte kunstnere, musikere eller skuespillere, ellers taler vi ikke rigtig om dem. Så skal man også sørge for et godt job, men selvfølgelig også have tid til venner og familie. Man skal helst have overskud (eller i hvert fald udstråle det), og det gør man bedst ved at lave hjemmelavede-über-sunde-spelt-havregryns-hirseflage-klid-boller, og at man bor tjekket og minimalistisk. Man skal gå i det rigtige tøj, samtidig med der skal være styr på økonomien. Alt skal naturligvis vaskes med parfumefrit og økologisk vaskemiddel, man skal huske at spise en masse avocado og træne. Men der skal selvfølgelig også være plads til en smøg, og en drink og pizza i weekenden.
Mange vil måske kalde det for et liv i balance.
Men for mig er det stress og rod. Jeg føler jeg ville miste mig selv og miste det, som gjorde mig til mig. Jeg kan ikke identificere mig med det, så er der noget galt med mig? Tja. Måske. Men jeg kan godt forstå, hvis andre har det på samme måde. Dermed ikke sagt, at der er noget i vejen med overstående scenarie, for det er der ikke, og ofte er det noget jeg ser mig jaloux på.
Men så minder jeg mig selv om, at jeg ikke har lyst til at deltage, fordi jeg ved, at JEG ikke ville kunne være tilstede. Jeg ville ikke kunne være i nuet. Jeg ville ikke kunne leve i nuet.