I skrivende stund ligger jeg i  min dejlige seng, på årets sidste dag, og lytter på dem der ikke kan ventes raketter, heksehyl, hundeprop pistoler og hvad der nu ellers måtte være. Jeg, personligt, foretrækker en lidt mere rolig form for fyrværkeri, hvis man overhovedet kan kalde det for det, nemlig stjernekastere! Og så ellers bare kigge på. Det er i øvrigt også en glimrende sparemetode.  Fyrværkeri og angst hænger ikke lige sammen i mit tilfælde, så det lader jeg andre om, og nyder det fra afstand.

Julen er, for mit vedkommende, overstået. Og den forløb udemærket, selvom jeg var meget nervøs omkring det hele. Desværre har jeg været sløj lige siden juleaften – og er det stadig. Sad but true – I’m used to it.
I år har jeg faktisk glædet mig mere til nytår, end til jul, hvilket ikke er normen for mig.
Jeg tror det er fordi, at julen er fyldt med så mange regler, traditioner, forventninger og jeg vidste jeg måtte sige fra, og dermed skuffe nogle mennesker, som jeg i høj grad ikke ville skuffe. Til nytår må man selv bestemme! Hvis man vil sidde i nattøj og æde kopnudler – så gør man det. Vil man gerne stå i sit stiveste puds og drikke champagne – så gør man det.
Og det er rart!
Jeg skal hygge mig med 5 andre dejlige mennesker, høre dronningens nytårstale mens jeg sipper bobler, spise lidt god mad, spille et spil og skåle i (børne ;))champagne kl 12 (Da jeg er nødt til at tage en lur inden kl. slår 00, så har jeg ikke lyst til alkohol kl. 00) og gå i seng når JEG ikke gider mere.
Men en anden grund til, at jeg nok har set mere frem til nytår er, at det føltes som en frisk start. Ikke at jeg nogle nytårsfortsæt, men det føltes som et tiltrængt frisk pust.

Nå, men vi skal til at vænne os til at skrive 2017 i kalenderen. Det er underligt. Jeg har ikke engang vænnet mig til, at skrive 2016 endnu.
Men pas nu rigtig godt på jer selv, og rigtig godt nytår!!

Så nærmer juleaften sig med hastige skridt – er det bare mig, eller gik julemåneden meget langsommere, da man var lille? Jeg synes nærmest det var d. 4 december igår…

Nå, men jeg har jo tidligere lavet et indlæg angående julen, nervøsitet og manglende glæde – ja faktisk har jeg gået med en stor klump i maven. Jeg kan så med glæde fortælle at klumpen er blevet mindre og julen er blevet lidt mere overskuelig, dermed ikke sagt det bliver nemt.

Derudover skal jeg slet ikke til Odense i juleferien, hvilket også er en kæmpe lettelse. Jeg skal faktisk ikke noget, ingen aftaler – intet! Ingen sygehus, terapi eller møde på kommunen. Fred. Så jeg kan med ro i sinde tage det roligt og ikke bekymre mig om det.

Og jeg vil så ønske jer alle rigtig glædelig jul. Jeg håber i nyder hinanden og hyggen – og ønsker jer alt det bedste.

Hmm 2016… Året er snart gået, og det føltes som om, at året er smuldret væk under mig. Forsvundet. Væk. Ovre.
2016 er vitterligt bare kommet og gået for mig.

Men kære 2016 alligevel har du givet mig nogle vinger der holder mig oppe. Dog nogle meget små vinger, men trods alt vinger der gør sit, for at holde mig oppe.
Selvfølgelig har jeg haft fantastiske stunder i 2016, men det er som om, at jeg ikke fuldt ud kan nyde minderne – eller rigtig huske dem for den sags skyld. Og ved i hvad, det er fandme ærgerligt! Minder er en kæmpe gave og dem skal vi sætte pris på.
Anoreksien og angsten har stjålet nogle af mine minder, og det er bare slut nu. Jeg vil have minder og jeg vil kunne tænke tilbage, og huske.
Men 2016 er forsvundet. Der er ikke rigtig nogle minder, at hente. Computeren er tom. Øv. Et helt år.
Derfor tror jeg også vingerne, der holder mig oppe er små. De skal næres med minder, gode tider og glæder.

I 2017 skal jeg give massere af næring til disse vinger, så de bliver endnu større og jeg kan komme endnu højere op.

Bare lige et lille pip fra mig.

Vi glæder os alle i denne søde juletid – eller gør vi? For hvordan er det lige når man har anoreksi, angst og diabetes?

Til en start vil jeg gerne sige, at det er ret påklageligt, at jeg ikke har opdateret bloggen det sidste lange stykke tid. Jeg har ikke haft overskud – hverken psykisk eller fysisk det sidste stykke tid, så energien har måtte prioriteres, og her faldt bloggen altså ikke under kategorien.

Jul er for de fleste forbundet med hygge, gæster, julefrokost, juletræ, æbleskiver, flæskesteg og meget, meget mere! Jul er tid til at være sammen og der er lagt op til den helt store hygge. De fleste går og tæller ned til den helt store dag, d. 24, og vi kan næsten ikke vente, og det lyder da dejligt!
For mig er det mega skræmmende!

Man skulle tro, at mit største problem ville være sukkersygen, med alle julegødterne, men det er mit mindste problem. Mit blodsukker kan styres med insulin.

Nej mit største problem er anoreksien og angsten.
Jeg føler juledagene er for meget for mit hoved – jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke har kontrol over tingene. Jeg er bange for alle menneskerne – til trods for det er familie. Jeg frygter maden. Kan jeg nu styre det?
Alt snakken, alle gaverne – ja selv alt pynten, det forvirrer mig. Jeg bliver overstimuleret og det gør mig også ekstremt grådlabil.
Jeg ved jeg ikke kan tåle, hvis jeg føler noget ikke lykkedes for mig, jeg ved jeg ikke kan tåle, hvis nogle driller mig, når jeg er ved at nå min ”limit”.
Jeg er socialt handicappet…
Jeg er så bange for ikke at leve op til forventningerne, eller gøre det godt nok – hvilket er åndssvagt, for der er ikke nogle der stiller krav, udover mig selv.
Jeg bekymrer mig om noget så dumt, som at jeg er bange for at se oppustet i mit nye (i øvrigt ret flotte) juleoutfit, og at folk så kigger på mig – og så tvivler jeg, fortjener jeg egentlig, at have så pænt tøj på, når jeg er så tynd og min mave buler sådan?
Jeg er bange. Inderligt bange. Men for hvad?