Jul… En tid der for en der er syg og sårbar, kan være lidt en smerternes fest, hvor min angst kan være siddende i drøblen, fordi den er så traditionsbunden, social og fyldt med ting, som både min angst og spiseforstyrrelse signalere mig er farlige, uden reelt at være det. Det er ambivalent, fordi jeg også elsker jul! Og jeg havde en dejlig juleaften, virkelig dejlig! Vi havde gæster, så Disneys juleshow, spiste farseret kalkun og danset om juletræet. Det var så første gang jeg har danset om juletræet til lille Peter edderkop, men sådan er det når en 6.årige for lov at vælge sang, og det var helt som det skulle være!
Men nøj, hvor er jeg træt og bombet flere dage efter. Og sådan er det når både hovedet og fysikken bliver udfordret. Når angsten er ved drukne en, og man har lavet noget i flere timer. Men det var og er det hele værd.

D. 25 december blev tilbragt i nattøj, blot med en enkelt gåtur og en helt masse julerester. Og det er alts ret så hyggeligt, og lige som det skal være.
Men her i juledagene der bliver jeg lidt trist, og det gør jeg altid. Det er nemlig hvert år mærkbart, at jeg har det dårligere end året før, fordi jeg kan huske nøjatig hvordan jeg havde det 25-26-27-28 december det forrige år. Og det gør mig lidt ondt. Og det gør mig lidt ondt hvert år.
Men nu prøver jeg at pakke det væk, og nyde de sidste dage op til nytår. Jeg skal, som jeg helst vil, holde det blot med min mor. Så foregår det med hyggemadlavning og ro.
I år tager vi til Flensburg, og her det oven i købet forbudt at fyre fyrværkeri af pga. forurening, og det gør mig absolut intet!
Et lille pip herfra.

Det sørme, det sandt, december. Så blev det december, og det er på en måde ret tiltrængt med en hyggelig måned, som der (7,9,13) forhåbentlig er forude. Faktisk må den gerne være både hyggelig og kedelig.

Det har været nogle hårde uger. Først turen på intensiv, som har påvirket mig mere end jeg havde regnet med, at den ville. Det har skræmt mig, hvor meget jeg pludselig kunne mærke, at man altså ikke er udødelig. Og hvor tæt man kan komme på. Det har bragt en del angst og tårer. Men når det kommer til stykket, så er det nok ikke så underligt. Det har også gjort, at jeg nogle dage har målt blodsukker op mod 20-25 gange, fordi angsten for at ramme en syreforgiftning igen, den sidder i mig. Det har så også gjort at mine fingrespidser er ret så ømme.
Men efter turen på intensiv, så løb jeg ind i nogle dage med omkring de 40 i feber. Med kulderystelser og hele baduljen. Så fik jeg hevet en halsvirus til mig, med forhøjede infektionstal og ditto feber. Og pga. mit dårlige immunforsvar, så bliver jeg bare lige ramt lidt ekstra hårdt.
Så kunne jeg pludselig ikke se ud af mit ene øje, og måtte akut til læge. Det foregik sådan cirka således, da jeg skulle kigge på synstavlen.
”Kan du fortælle mig hvad der står på tavlen Nana?”
”Altså, øhm… Jeg kan ikke se tavlen”
”Så du kan ikke se hvad der står?”
”Altså, øhm, nej…Altså jeg kan slet ikke se tavlen”
” Når. Ja. Det var ikke så godt. Vi må hellere lige ringe til øjenlægen. Jeg håber ikke du kører bil”.
Det viste sig så, at jeg havde fået en regnbuehindebetændelse, som er immunforsvaret der angriber eget væv. Det er åbenbart en ret slem omgang, og jeg havde 10 % syn på øjet der var ramt. Så jeg fik 2 slags øjendråber. Den ene skulle jeg have 1 x i timen og den anden 3 x dagligt. Det har heldigvis hjulpet super godt! Og nu har jeg 70-80% syn på mit venstre øje, og resten skal nok komme.
Nu er jeg så igang med udredning for svimmelhed, som jeg stort set har døjet med siden jeg blev udskrevet fra intensiv. Så NU synes jeg, at jeg har ramt min sygdomskvote for resten af året, og jeg ønsker bare en dejlig, hyggelig og halv kedelig december måned, med alt for mange småkager, glimmerpynt og julefilm.