At være pårørende til en med en spiseforstyrrelse, uanset hvilken, må være forfærdelig hårdt. Det må på mange måder være som at gå rundt på æggeskaller. For hvordan skal man agere? Hvad må man sige? Hvad kan man sige? Hvordan hjælper man?
Jeg kan på ingen måder svare. For jeg er ikke pårørende. Jeg er jo den spiseforstyrrede.
Jeg er klar over man ikke kan beskyttes eller skærmes for alt der kan trigge en. Det er uladsiggørlig – og i øvrigt nok heller ikke måden at komme videre på.
Som de nærmeste pårørende, så er det måske rart med et lille råd eller fem, om hvad man i hvert fald ikke skal sige eller gøre. Eller så vidt muligt begrænse.
Og jeg gentager, man hverken kan eller skal skærmes fra alt, men lidt hensyn kan der tages. Man tager jo også hensyn til en der har brækket benet eller en der har slem hovedpine, og selvom en spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, så kan det sagtens sammenlignes.

5 usmarte ting at sige til en der har en spiseforstyrrelse:

1. Men du ser jo sund/godt/glad ud: For mange lyder det da som et dejligt kompliment, men for en med en spiseforstyrrelse, så kan det være en trigger. Jeg kan jo kun tale ud for personlige oplevelser, men der bliver det vendt i hovedet til at jeg er blevet tyk, ser rask ud eller måske ligefrem er rask. Det kan min anoreksi vende og dreje rigtig mange gange, og jeg ender altid med at blive voldsomt trigget og ked af det. Dels fordi jeg føler jeg så lyver om at have en spiseforstyrrelse, men også fordi jeg hverken har lyst til at se glad eller rask ud, når jeg på ingen måder er det.
   Derudover er en spiseforstyrrelse ikke et ”look”, men en psykisk sygdom. Man behøver ikke se ud på en særlig måde for, at have en spiseforstyrrelse. At komplimentere en krop kan være en kæmpe trigger – og i øvrigt i alle sammenhæng unødvendigt – og enormt invaliderende. Ros hellere noget andet.
2. Hvor lidt du har spist i løbet af en dag: Jeg føler ikke jeg behøver knytte for mange linje til dette, da det egentlig er en åbenlys dårlig ide, at fortælle en med en spiseforstyrrelse – uanset hvilken – hvor lidt man har spist, eller fortælle om ens slankekur, diæt etc..
3. Hvor meget du har bevæget dig, hvor mange skridt du har gået osv: Det kan igen være en udløsende fakta til at overmotionere eller kompensere på anden vis. For mit eget vedkommende giver det mig enormt dårlig samvittighed og et dårligt selvbillede. Jeg bliver ked af jeg ikke har rørt mig ”nok”, og Ana vil gerne tvinge mig ud på flere gåture, selvom anoreksien paradoksalt er skyld i jeg har brug for ro og ikke har den nødvendige energi til at gå X antal skridt, være aktiv X antal timer osv.
4. Kommentere hvor meget, hvor lidt eller hvad man spiser: Når man er spiseforstyrret, så er en spisesituation i forvejen hård og trættende. Hjertet hamrer der ud af og det samme gør tankerne. Opfør dig normalt og naturligt omkring måltidet og maden. Det er virkelig det bedste du kan gøre. Med mindre du selvfølgelig bliver spurgt om hjælp til om portion/maden/spisningen.
5. Bare spis normalt, så bliver alting fint: Hvis det var så nemt, så havde vi ikke nogen med en spiseforstyrrelse. Maden er blot et symptom, sygdommen har et dybere grundlag.

Jeg har været så urolig. Urolig for, om jeg nu endte i den rigtige gruppe i forhold til Covid vaccine. Jeg går på mange forskellige afdelinger, og jeg har været rigtig bange for, at det ville gøre at jeg ”faldte mellem to stole”.
Jeg har kunne læse mig frem til, at jeg skulle høre under gruppe 5, da jeg opfylder flere kriterier (Hvis man kan sige det?). Jeg har dårlig reguleret diabetes (Det er ikke nok bare at være diabetiker), jeg er under ernæret, jeg har maveproblemer, lever problematik osv.
Jeg kontaktede derfor både egen læge og afdelinger for at kunne få ro i sindet, men ingen kunne fortælle mig noget.
Så jeg kan godt fortælle jer, at det var lykkens dag da jeg i tirsdags vågnede om til beskeden om, at jeg nu kunne bestille tid til vaccine.
Jeg fik første stik i fredags, og har fået Pfizer, og sikke en lettelse. Jeg ved godt, at det selvfølgelig ikke fjerner Corona og jeg nu er i helle, men hold nu op en sten der er faldet fra mine skuldrer! Så mangler jeg bare sidste stik, og det glæder jeg mig faktisk også til.

Ellers synes jeg at der er lidt kamp for tiden. Jeg har det fysisk værre, og det går mig rigtig meget på. Jeg føler mig hjælpeløs og ude af stand til at gøre noget. Jeg føler mig ikke ”connected” til min krop. Den føltes ikke som min, men som et fremmede legeme, som bare er til gene. Jeg skal heldigvis snakke med en af mine læger i morgen (Wow, det lyder som om jeg har et helt team bag mig?), og forhåbentlig kan der sættes noget nyt i gang, for det her er uholdbart og uudholdeligt.
Det er også en kamp i hovedet. Det er som om anoretiske tanker er blusset gevaldigt op, og Ana har også taget angsten i hånden, som gladeligt deltager i løjerne. Det er virkelig hårdt, og absolut ikke nemt. Jeg er flittig bruger af at skrive til min mor, for ofte har jeg brug for, at få ”lov” til at spise af en anden end mig selv. Ana skælder og smælder, og angsten sætter gang i en masse tankemylder og hjertebanken, og alt det samtidig med, at jeg skammer mig over at være en voksen, som ikke kan finde ud af at fodrer mig selv som en normal.
Og så nager samvittigheden. Både over at spise, over hvad jeg spiser og hvor meget, over at være til besvær for andre, over at være mig og over at lade sådan noget forpulet sygdom påvirke andres liv.