Dette indlæg har været længe undervejs, men jeg har virkelig også måtte sparke mig selv bag i for, at få skrevet her på min blog. Jeg har egentlig ikke rigtig noget på hjertet, men jeg synes stadig det var vigtigt at vise livstegn, og man kan jo sige, at sådan et indlæg her også giver en hvis indsigt.

De seneste uger har været præget af voldsom manglende energi, og det at holde mine øjne åbne har vært fysisk hårdt. Det lyder dramatisk, men det er ikke desto mindre sandt.

Jeg synes dagene har været lange og hårde, og trods der egentlig ikke er sket noget, så føles det som om, at der er sket alt for meget. Mit hoved kan ikke rumme alle mine tanker, følelser og fornemmelser.
Det er svært at fokusere på det positive, når noget så banalt som at træffe en beslutning, føles som en uoverskuelig opgave.
En anden ting jeg har bemærket det sidste stykke tid, det er min frygtelige tendens til at bekymrer mig – og så oven i købet over ting, som jeg ikke engang kan ændre? Det er tåbelig energi at spilde, og så oven i købet når man er minus af den slags.

Jeg har i den seneste tid træffet flere fravalg end normalt (hvilket ikke er så lidt), men jeg kan mærke det er nødvendigt. Jeg hader bare at skuffe andre. Det er absolut ikke nogle god fornemmelse, men jeg bliver nødt til at tage mit helbred alvorligt.
Det giver dog anledning til konstant at skulle retfærdigøre hvorfor noget – eller nogle – bliver valgt fra, men det er vel okay, at vælge helbred frem for alt?

Jeg synes det er enormt svært, at finde livskvalitet i en hverdag, som primært foregår i min seng, foran fjerneren med venner kørende for 117 gang. Og når dagens optur som regel er min daglige formiddags tur i Føtex, så kan det altså godt virke ret umuligt det hele. Jeg føler jeg trænger til en pause fra mig selv. En pause fra at være syg og skidt. Og til besvær.

Jeg har dog en så god familie og enorm støtte, og hvis ikke jeg selv kan sparke mig selv bag i, så kan de. Jeg SKAL nemlig huske at fokusere på lyspunkterne. For de er der! Om blot 12 dages tid, så skal jeg på en lille weekendtur med min mor, til Faaborg (så har nogle tips eller gode spisesteder, så modtages de med kyshånd), og så har solen jo været fremme, og hallo jeg spiste frokost – udenfor! – med min far og søster i weekenden.
Jeg har Disneyland og franske supermarkeder at se frem til, og jeg har en far der vil lave dagsture med mig i sommerferien. Jeg har den dejligste familie, som elsker mig og som jeg elsker. Jeg fylder 23 til juli og det skal sgu da også fejres? Hallo der er jo lyspunkter. Så når alt ser sort ud, så må man jo kigge på dem!

God dag.

Hjemme hos os har vi en pytknap. Den har min mor indført.
Okay, så pytknappen den kan man ikke se med det blotte øje, men den er der! Og knappen er sågar transportabel. Når man trykker på den, så vifter man ofte med hånden eller trækker på skulderne og sige ”pyt”, ”pyt skidt” eller ”pyyyyyt”. Det er sådan en knap man trykker på, når man kommer ud af døren uden at have børstet tænder, hvis man hilser på den forkerte i netto eller hvis man ikke lige har fået vasket op. Så trykker man på knappen, vifter med hånden og siger ”pyt”.
Men knappen den kan også bruges til andet, jeg lærer nemlig at bruge den til Ana, angst osv.

Jeg overtænker. Og jeg overtænker ALT! Det er en frygtelig ond tendens, som giver anledning til en masse dårlig samvittighed.
Et, for mig, måltid varer ikke kun de 30 min det ca. tager at spise, nej det brænder sig fast i min hjerne, og Anas ord vælter frem. Det er tortur. Og ikke nok med jeg overtænker det forgående måltid, så prøver jeg samtidig at retfærdiggøre, hvorfor jeg har spist. Hvilket jeg alligevel aldrig kan. Så jeg prøver at lære at trykke på pytknappen. Trykke på den, så jeg kan komme videre, og ikke bruge unødvendig energi på, at tænke på et måltid, som jo alligevel er spist.
Men det gælder ikke kun mad, men det gælder praktisk talt alt.
Konflikter, som andre har sluppet og kommet over, kan jeg gå og tænker over alt for længe og fortryde ting jeg har sagt. Bekymrer mig. Og så kommer den dårlige samvittighed og spiser mig.
Tankemylderet kan komme hvis jeg glemmer at svare en SMS, hvis jeg ikke går i bad en dag og sådan kører karrusellen.
Så jeg prøver at lære mig selv at trykke på pytknappen og komme videre, for det bliver simpelthen for langt et liv, hvis man grubler hele tiden.
Så selvom især Ana kan hindre mig i at benytte pytknappen, så er den altså et vidunderligt redskab, selvom det lyder simpelt.
Så en transportabel pytknap, ja den kan kun anbefales!

Glædelig, god påske derude. Det er vidst lidt i sidste øjeblik? Påskeferien lakker jo med enden, og helt ærligt, så er det en befrielse for mig! Faktisk så er jeg faktisk bare glad for at marts er slut og april er startet.
I marts er der sket ALT for meget, og i hele påsken, har både krop og sind sagt mere og mere fra.

Marts har været fyldt med dejlige oplevelser – helt sikkert! – og det kan sikkeret være svært at forstå, hvordan ferie, fest og farver kan føles som en byrde. Men det kan det altså. Mit lille hoved er overstimuleret og kroppen brugt for meget, til trods for at jeg virkelig har deltaget på et minimum.
Så april skal dedikeres til at slappe af, hvile og trække vejret. Helt ned i maven.
Og da både sygeplejerske og min terapeut har sagt, at nu skal jeg lige skrue ned, så må der nok være noget om snakken.
Og faktisk så har min krop på anden vis, også reageret. På en måde, som jeg altså bliver nødt til at tage dybt alvorligt.
I marts har jeg været i Odense 3 gange. Og en af gangene var en lægekonsultation, hvor jeg blandt andet skulle have svar på blodprøver.
Svarene var alt andet end gode. Mit immunforsvar er påvirket, mit kaliumtal er lavt, mine levertal er steget, mine nyrer er påvirket, for at nævne et par. Min krop har det, kort sagt, rigtig skidt! Den er på overarbejde, og tallene er blevet værre siden sidst.
Det er virkelig skræmmende, og minder mig virkelig om, at anoreksi er farligt. Livsfarligt. Jeg bliver bange, vred og ked af det. Lever og nyre, det er altså ikke lige nogle organer man skal spøge med.
Men ved i hvad det værste er? Det værste er faktisk, at lægerne ikke kan gøre noget. Og de ved heller ikke om min lever bliver normal igen.
Så føler man sig efterladt, alene og temmelig meget på bar bund. Jeg har heldigvis en fabelagtig mor, som kæmper med næb og kløer for mig, selv når jeg ikke kan. Så vi prøver at søge lidt ud, og lede efter mad der er godt for leveren.

I går, der skrev jeg overstående tekst (Billede), da jeg var ude og gå min lille morgentur. Det er efterhånden blevet en fast morgenrutine, som jeg virkelig elsker. Det er mit lille frirum, hvor grimme tanker slet ikke er der, hvor Ana, Angst og sygdom bliver der hjemme og hvor jeg ikke føler, at jeg skal undskylde for min tilstedeværelse, fordi der ingen andre er. Jeg tillader mig selv at drømme, noget Ana ellers ikke tillader. Og selvom det måske bare er fem minutter, så renser den gåtur mig. Den lader mig ånde.
Og den lille gåtur betyder bare så meget! Og det kan måske lyder lidt skørt, men når man er så vant til at have følenatternerne ude, som jeg er, så er det vigtigt at have et pusterum.
Jeg har brug for den dræbende stilhed, for jeg er virkelig ikke god til høje lyde og uro. Larm. Jeg er konstant på vagt i verden, og larm minder mig bare om, at jeg skal være endnu mere på vagt.
Det kan virke latterligt, men når man er så sensitiv som jeg, og ens krop konstant er fysisk udfordret, så føles det altså ret naturligt.
Men det skøre er, at den jeg egentlig skal være på vagt for, er Ana og mig selv. Jeg er min egen værste fjende.
Så måske? Måske er det værste i virkeligheden ikke, at lægerne ikke kan gøre noget? Måske er det værste i virkeligheden, at det føles som om, at jeg har gjort det ved mig selv?