Inden for de sidste tre uger har jeg været indlagt på to forskellige sygehuse, fået lagt sonde, foretaget leverbiopsi, fået taget diverse prøver, været i røntgen ikke mindre end tre gange, fået lagt en snes blokader og blevet opereret. Samt været sur, ked af det, trist, hysterisk, frustreret og mærket smerter, som aldrig før. Må man gerne synes det er hårdt? Synes det er nok?

i fredags fik jeg taget sonden ud, og blev sendt hjem fra Vejle på en velfortjent pause. Men der skulle godt nok ikke gå meget mere end 24 timer før jeg atter skulle se indersiden af et sygehus.

lørdag eftermiddag snubler jeg over en gabende flise i Fredericia gågade. Det er 3. Gang i år at jeg snubler. Det gør helt afsindigt ondt, og jeg bliver efter et par timer kørt på Kolding skadestuen. Jeg kunne ikke bevæge mig, så mine forældre kunne ikke køre mig, og der skulle også morfin til.

På skadestuen får jeg lagt en blokade og de finder ud af, at jeg har brækket lårbenet helt oppe ved hoften. Altså har jeg en hoftefraktur, og det skal opereres dagen efter.

ventetiden er virkelig lang, og jeg venter i meget længere tid end forventet. Jeg skulle opereres over middag, men klokken blev 23.15. Sådan er det.

Operation er gået fint, dog er kirurgen kommet til at stikke en metaltråd ud gennem min knogle, og de frygtede derfor endnu et brud, som skulle opereres. Heldigvis er det ikke tilfældet.

Tingene går stille og roligt fremad, og i morgen kommer hjem, dog med nogle hjælpemidler.

Jeg synes det er hårdt. Ben hårdt faktisk. Og det er enormt skræmmende, at jeg som 23-årige kan få en hoftefraktur ved at snuble. Men det fortælle også lidt om, hvor stor skade Ana gør, for det er pga. Spiseforstyrrelsen at jeg har knogleskørhed, og pga. Knogleskørheden at jeg så nemt har kunne brække lårbensknoglen. Det er nemlig ikke almindeligt at brække lårbenet i min alder, med mindre man er faldet på ski eller andre voldsomme ulykker.

Jeg er selvfølgelig meget liggende lige nu, og Ana råber og skriger ad mig. At jeg er doven. Tyk. Og ikke burde spise. Det er en kamp.

Men nu ligger jeg her, på Kolding sygehus, fyldt med isenkram, hævede fødder og er lidt træt af det hele. Men hold op, hvor glæder jeg mig til at komme hjem. Rigtig hjem!

‘’Det føles som om, at jeg aktivt skal holde liv i mig selv.
Aktivt holde gang i hjertet, koncentrere mig om, at fylde lungerne med luft. Huske at holde liv i alle organerne.
Det er udmattende, og jeg vil helst give slip og klaske sammen. Sove en dyb og lang søvn. Men jeg tør ikke. For jeg er frygtelig bange. Bange for ikke at vågne.
Tankerne i hovedet flyver på kryds og på tværs. Det er svært at huske, at de blot er tanker.
Jeg kan ikke finde ro, for i mit hovede, i min krop, der er ikke ro. Selv når det er stille, der er der storm. ’’

Overstående tekst skrev jeg i nat. Jeg kunne ikke sove for tankemylder og uro. Den følelse jeg skriver om, den buldrer rundt i min krop.

Jeg synes det er hårdt. Det er en rigtig hård kamp, som både er trættende og synes frygtelig lang. Heldigvis ligger jeg ikke længere på sygehuset, men er hjemme med sonden, og bliver fulgt tæt på Vejle sygehus. Jeg tager selv sondemaden som bolus, og selvom det blot er at presse 50 ml tyk, mælkelignende substans igennem sonden, så handler det om så meget mere og er frygteligt svært. Det er svært ikke at lytte til Anas skrig og hårde tone. At det er grådigt. Klamt. Ufortjent. Spildte kalorier. Men virkeligheden er, at det er alt andet end spildte kalorier. Det er næring der er med til at redde mit liv. Så jeg tænker mere sondemaden som medicin, og det gør det faktisk lidt nemmere. Ana hader at jeg tænker mere klart, og hun råber, skriger og griber i alt, som hun kan holde i, og det gør det her enormt hårdt. Jeg mærker mig selv og mine følelser meget mere, hvor i mod jeg før har været lidt lammet.  Når man har været anorektisk og underernæret længe, og så begynder at få mad, så er det et kendt fænomen, at man ofte får det psykisk værre, fordi man pludselig kan mærke sig selv.

Jeg er motiveret for at kæmpe med næb og kløer for mit helbred. For at lukke munden på Ana. Måske slipper jeg aldrig af med hende, men jeg kan lære at styre hende, i stedet for hun styrer mig.

Kære Ana. Jeg kender sandheden nu. Jeg ville være død, før jeg var tynd nok.

Der sker meget i disse dage, og det er godt nok en hård omgang. Der sker både godt og skidt.

Jeg er kommet hjem på orlov fra sygehuset, hvilket er skønt. Så slipper jeg for uro og sygehusfnidder, og jeg kan sove i min egen seng, og maden smager af andet end salt og peber. Jeg har stadig sonde, men jeg har lært selv, at give mig sondemaden. Jeg får 500 ml sondemad, udover det jeg spiser. Sondemaden får jeg i smådoser af 50-100 ml ad gangen, fordi det ellers er lidt for voldsomt for min mave.

desværre er mine levertal steget igen, og det er noget – undskyld mit franske – lort! Det fortæller lidt om, hvor påvirkede mine organer egentlig er… I morgen (onsdag) skal jeg så atter op på medicinsk afdeling, og her skal jeg have lavet leverbiopsi nr. 2. Det skræmmer mig lidt, fordi jeg fik det rigtig skidt den første gang, men det er nødvendigt. Så kommer jeg hjem igen onsdag eftermiddag, og så må blodprøverne vise om jeg skal op på afdelingen igen på torsdag.

Jeg synes virkelig, at det er en hård omgang det her, men jeg gør mit bedste og jeg prøver virkelig. Det er psykisk udmattende, og jeg er bare helt vildt træt. Det er en indre konstant kamp med Ana, som råber og skriger, at jeg er tyk og ulækker. Grådig. Men jeg prøver at råbe igen, at man ikke for en sonde, hvis det ikke nødvendigt. Hver bid jeg tager og hver sprøjte med sondemad jeg tager er en kamp, men også et spark til Ana. Og et skridt mod hendes – forhåbentlige – totale nederlag! Men jeg synes det er rigtig hårdt. Forfærdeligt hårdt. Men jeg skal.

Kryds fingre for mig i morgen.

til alle der har læst forrige indlæg, her kommer der en kort opdatering.

igår blev jeg indlagt på medicinsk afdeling. Her fik jeg lagt en sonde. Jeg kan næsten intet huske fra, da den blev lagt, da jeg fik noget beroligende medicin. Sonden er boget generende, og gør det svært at synke. Jeg har dog vænnet mig mere til den, og den genere mindre i dag. Jeg tåler sondemaden fint indtil videre, og de øger mængden. Igår fik jeg 25 ml “mad” i timen i 11 timer, i dag får jeg 50 ml i 10 timer, så det er jo ikke store mængder.

En glædelig overraskelse er, at mine levertal er halveret på et døgn med behandling, og det er en rigtig positiv udvikling! Blodsukkeret går lidt amok, men det er forventeligt og jeg holder tæt øje med det.

Psykisk er det ret hårdt, men kroppen må være i første række lige nu.

jeg håber og krydser tæer, fingre og ben for, at jeg kan komme hjem mandag, med eller uden sonde!

Et kort pip.

“… indlæggelse. Sonde. Lever. Bugspytkirtel. Medicin. Drop. Ord der bliver spyttet ud. Men mine øjne flakker mod døren… jeg vil bare ud…” 

som mange der jævnligt læser min blog ved, så døjer jeg meget med min mave. Smerter. Fordøjelse. Opkast. Kvalme. Udspilet. Ubehag. Lever problemer. You name it, I (properly) got it. Der for blev jeg for en snes tid siden sendt til en CT-scanning, for at gastroentologisk kunne kigge lidt nærmere på min lever og bugspytkirtel, og dermed finde ud af, hvad næste skridt skulle være. Jeg blev “advaret” om, at det kunne være, at de skulle lave endnu en leverbiopsi. Og det har jeg prøvet før, og det var ærligtalt en træls oplevelse.

Læs om den oplevelse her:http://nanasskriblerier.bloggersdelight.dk/lidt-om-leverbiopsi-og-naar-anoreksien-viser-sit-onde-ansigt/

Jeg fik foretaget CT-scanningen, og for en god uge siden blev min mor så ringet op. Min bugspytkirtel viste sig, at være meget lille og det lader til, at den ikke producere de fordøjelses enzymer den skal, hvilket betyder at jeg ikke optager næring. Der blev derfor lavet en aftale om, at jeg skulle have taget blodprøver og op på gastroentologisk afdeling for, at blive sat ind i noget medicin med nogle enzymer.

Igår, tirsdag, mødte jeg så op til min aftale på gastroentologisk afdeling, med en forventning om noget medicin, som kunne hjælpe mig. Jeg bliver kaldt ind, men samtalen kommer noget bag på mig. Lægen fortæller mig, at mine levertal er “eksploderet” og min bugspytkirtel er skrumpet. Mine organer er syge. Jeg kan ikke optage næring rigtigt. Hun siger faktisk, at jeg kan kæmpe alt hvad jeg kan, men det kommer ikke til at nytte noget. Min krop har brug for hjælp. Min læge siger at hun vil indlægge mig, for at jeg kan få noget speciel sondemad, og så de kan holde øje med min lever, som er ret bekymrende. Jeg kan bare mærke tårerne presse på, men jeg indvilliger. Jeg har hele tiden vidst min situation var alvorlig, men det her… det slog mig. Det er bare alvorligt.

Så i morgen, torsdag, der bliver jeg indlagt på medicinsk afdeling. Her får jeg så lagt en sonde, så min krop kan få noget – meget! – tiltrængt næring. Jeg ved endnu ikke meget. Kun at jeg er meget ked af det. At det er trist at være så syg. At jeg aldrig har været så syg før.

Jeg skriver et indlæg, når jeg ved mere.