Omsorg

Noget jeg skal lære, udover at tage i mod andres omsorg, det er at yde selvomsorg. Jeg tror det er en essentiel del af at komme over min spiseforstyrrelse, og lære at lytte på Nana og ikke Ana. Egentlig tror jeg selvomsorgn er en rigtig del af at hele, hvis man har været syg. Psykisk såvel som fysisk. Jeg tror selvomsorg er mange ting, og jeg tror det i høj grad handler om at lytte til ens behov og lyst, og tillade sig selv at acceptere og nyde det. Det kan både være gulerødder og gåture, men også en pose vingummibamser og en god film. Jeg tror på det er vigtigt, men jeg ved også, at jeg ikke selv kan yde den omsorg for mig selv. Endnu. Ikke uden Ana og skyldfølelse. Og det er ikke omsorg.

Nogle der har ydet omsorg for mig på det seneste er læger og sygeplejersker. Og det har battet. Det fandt jeg ud af i torsdag, hvor jeg var til kontrol af levertal på Vejle Sygehus. Mine levertal er faldet og har ikke været så lave, som de er nu, i flere år! Det er jo fantastisk. Så selvom sonden var træls, irriterende og dum. Selvom den var yderst ubehagelig og udfordrende psykisk, så har den reddet mit liv. Den læge der bestemte sig for at give mig en sonde, hun har ydet den ultimative omsorg, og jeg skylder hende alt. For hun har reddet mit liv. Nu begynder den psykiske kamp så igen for alvor, hvor nogle andre dygtige mennesker skal hjælpe mig.

Lige for tiden føler jeg dog lidt at jeg overser noget væsentligt? Jeg aner ikke hvad. Jeg føler jeg burde kunne skrive noget gode indlæg, men jeg ved ikke helt om hvad. Er der noget i gerne vil have jeg skriver et indlæg om? Nogle spørgsmål?

god dag 🙂