Begrænsningens kunst

Så blev det endnu engang tid til, at sætte sig ved tasterne. Jeg har været så udmattet ovenpå jule og nytårs ræset, og så er januar altså også en hård måned, som en med anoreksi. Hele Danmark er gået på kollektiv slankekur, Fitness World er proppet og supermarkederne bugner med tilbud på hytteost, tun og kål. Det er altså det rene guf for min anoreksi, og det har fyldt mit hoved en hel del.

En anden ting der har fyldt mine tanker, det er det her med begrænsningens kunst. Altså at give slip, gå glip af noget, og måske så være mere tilstede?
Jeg er definitivt utilfreds med mig selv. Jeg kan aldrig gøre tingene godt nok. Jeg tror alle har det sådan, at de mener de kan gøre tingene bedre, men min anoreksi gør mig nok endnu mere udsat for disse tanker.
Jeg gør aldrig tingene godt nok, og alting kan gøres bedre. Punktum.
Jeg er ikke færdig med min HF i en alder af 22 år, jeg er ikke flyttet hjemmefra, jeg kunne godt spise flere grøntsager, jeg kunne godt bruge mere tid på ditten og datten. Jeg er 22 år og jeg har brug for hjælp til at spise og hjælp til at kunne slappe af. Jeg er 22 år og jeg synes en julefrokost med min familie er totalt uoverskueligt, og kunne måske godt forsøge at være mere social. Jeg vil gerne være en der er i super god form, jeg vil gerne være typen der lige har overskud til at bage en kage og jeg gad godt, at gide at tage i byen.
Jeg vil gerne det hele.

Jeg tror vi alle gerne vil det hele. Vi vil helst ikke gå glip af noget. Vi vil have det hele. Vi kan ikke nøjes, og bare være tilfredse med det vi har mellem hænderne. Vi vil både drikke kaffe med Ditte, op og træne, se vores yndlings serie, ud og spise med Henrik og i Biffen med Katrine, selvfølgelig afsluttet med, at vi gerne vil nå en time på sofaen inden sengen kalder. Alt dette mens vi skal følge med på vores telefon. Vi vil gerne være den bedste, vi vil gerne være typen der træner 4 gange i ugen, besøger familien og vi vil gerne anses som hårdtarbejdende.
Vi har fået en buffet på størrelse med Fyn af muligheder, og vi vil smage det hele. Vi vil ikke gå glip af noget. For tænk nu, hvis der var noget bedre?

Vi vil gerne det hele, være det hele og nå det hele. Og det vil jeg også. Men med nogle andre briller på, så er det jo ikke realistisk. Så måske skal vi give slip, for at være tilstede og nyde det vi har? Måske behøves vi ikke det hele.

Jeg tror jeg skal slippe tanken om, at være hende med den flotte uddannelse, hende den sødeste, hende den pæneste eller den sjoveste, og i stedet måske ”bare” være til stede i min vej ud af anoreksien, og flytte fokus fra alt muligt andet? Måske er det alle forventningerne og tankerne, som der i virkeligheden er min største stopklods?
Faktum er, at der altid vil være nogle der er sødere, pænere og sjovere, så hvorfor ikke slippe den tanke, og være mig? Være tilstede i det, og nyde de øjeblikke jeg har.
Slippe forventningen om, at jeg skal være ”perfekt”, for det forventer jeg jo heller ingen andre er.
Min anoreksi sætter nogle helt ekstreme krav, og dem tror jeg jeg skal slippe. Det vil være sundt. Men det er selvfølgelig lettere sagt end gjort.

Jeg tror også, at sygdom og min hverdag, har formet mig anderledes end andre jævnaldrene. jeg har nok nogle andre erfaring, men mangler dem andre jævnaldrene har.
Jeg tror jeg ligger vægt på nogle andre ting, og ser værdi i andet. Jeg kan godt mærke, at f.eks. uddannelseræset ikke betyder ligeså meget, det er ikke så vigtigt for mig, længere, at kunne prale af en flot uddannelse – ikke at jeg underkender dette – men jeg kan mærke, at jeg synes det er vigtigere, for mig, at være grundglad. Og det er jeg ikke. Endnu. Men det ser jeg også som en stor ambition, og ikke bare som en selvfølge.
Jeg siger ikke, at jeg er klogere, bedre eller hviler mere i mig selv end andre jævnaldrende. Nej, faktisk tror jeg, at jeg er den jeg kender, der hviler mindst i sig selv.
Den jeg kender, som er jævnaldrene, der hviler mest i sig selv, det er min dejlige veninde Nina. Hun har en ro, som er værd at beundre og er misundelsesværdig. Hun har en evne til at skabe ro om sig, hun hviler i sig selv og hun er til stede. Når jeg er sammen med hende, så er hun meget nærværende og lyttende, hvilket er noget man faktisk ikke ser så ofte. De fleste mennesker hører bare, men hun lytter. Hun er velovervejet og skøn. Hun er en kæmpe inspiration. Jeg tror, uden at have snakket om emnet med hende, at hun er god til at give slip på ting, nøjes og nyde det hun har.
Og det kan vi alle lære noget af!