Summertime sadness

Ja, hvordan skal jeg forklare det? Jeg tror jeg er ramt af lidt “summertime sadness”,hvilket kan være svært at forstå. For det er lysere, varmere, der er mere solskin, folk er som regel mere i hopla og folk får ferie.

Men jeg bliver ramt af en brusende følelse – oftest når jeg er alene – som kan virke meget overvældende. Jeg kan ikke forklare eller beskrive, hvad det er der sker. Eller hvad jeg egentlig mærker. Men jeg begynder som oftest at tude. Måske er det en slags tomhed jeg mærker? Jalousi?

Jeg bliver i denne tid enormt opmærksom på alt jeg ikke kan. Alt jeg ikke har opnået. Det stikker mig altid lidt i hjertet når jeg ser hvide kjoler, studenterhatte og hører larm fra kørslen. Det gør ondt og jeg bliver misundelig. Jeg ville ønske det var mig. Eller havde været mig for nogle år siden. Jeg bryder mig ikke om, at jeg får der sådan, men det gør altså ondt. For hvad har jeg opnået? Hvad kan jeg vise frem?

Det lyder måske underligt. Eller egoistisk. Men jeg bliver altid lidt nervøs når varmen nærmer sig og det bliver lysere. Jeg vil hellere have mørke aftner, hvor jeg kan gemme mig væk. Jeg kan godt lidt kulde og melankolien. Jeg bryder mig ikke om eksponering. Jeg bryder mig ikke om, at komme ud af mine rutiner og at der lige pludseligt er fyldt med mennesker over alt.

jeg bliver så ked af det. For jeg vil så inderligt gerne ville holde grillaftner, bade ved stranden med en stor flok venner, spise store isvafler og sidde ude, en sen sommeraften, og drikke vin og spille kort. Men jeg orker det ikke. Mit overskud er der ikke. Så jeg vil egentlig ikke, men jeg vil gerne. Det er frygteligt. Men tanken om at skulle eksponeres i en badedragt sammen med venner, eller skulle holde en grillaften, det tager pusten fra mig. Bare tanken. Jeg bliver træt og ønsker mig bare mørke igen.

Og så bruser den der fornemmelse ofte indover mig. Og den får mig til at græde. Græde fordi jeg hader mig selv, for at have det sådan. Jeg vil jo bare gerne være glad. Solskin. Men jeg græder altså ofte lidt, og jeg tror måske det er meget godt at få skyllet lidt følelser ud. Så kan jeg måske rumme solskinnet lidt mere. Og så prøver jeg at minde mig selv om, at det er okay at have det sådan. Det er okay at være sensitiv og følsom. Okay at græde. Det er okay ikke at være okay!