Da verden lukkede ned

Jeg sad og så chernobyl, da en tanke slog mig. Gad vide om, der om 15 – 20 år, bliver lavet en serie der hedder “da verden lukkede ned” eller “covid-19”…

verden er vendt på hovedet. Vi er inde i en ret alvorlig krise. Verdenen er ikke som den vi kender. Og alligvel føles det totalt urealistisk, at der florere noget, som potentielt er en dræber, når man kigger ud, og solen skinner. Men det er også rart, for så er noget som det plejer. Noget har ikke ændret sig. Eller, det er selvfølgelig underligt solen skinner, og det ikke regner? Men det kan vi nok ikke give covid-19 skylden.

Jeg er meget ængstelig, og har et behov for at folk omkring mig forholder sig optimistiske. Jeg kan slet ikke overskue sort syn. For der er hele tiden brænde til mit “angst-bål”. På tv, på de sociale medier, samtaler. Det er overalt. Jeg har sådan et behov for at flygte fra det, men det eneste jeg kan, det er at slukke fjernsynet. Så det gør jeg. Mentalpause.
Min mor arbejder stadig, da hun varetager en kritisk funktion. Som man siger. Og det gør, at nogle af mine dage er, som de plejer. Stå op, morgenmad, hun tager på arbejder, gåtur og frokost, hun kommer hjem igen, aftensmad, sove og så forfra.
Og ved i hvad? Det er så rart. Det sætter en dæmper på den angst der brænder i mig. Det virker som en lille vandslange. Anoreksien jubler til gengæld ikke over lockdown. Hun bryder sig ikke om andre sætter dagsordenen. Ikke engang sundhedsmyndighederne. Men det skal hun ikke blande sig i, så hun får kamp til stregen og jeg retter ind. Alt dette, giver anledning til virkelig at sparke Anas røv. Ja… der er jo ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget