Og hvis det at tage sig sammen ikke virker…

…Hvad så ?
Jeg siger ofte til mig selv, at jeg skal tage mig sammen. Bare tage mig sammen. Intet jeg ville forlange af andre i min situation, hvor det at kravle over hvor gærdet er lavest, kræver hele dagens energi, og nogle gange også er mere end jeg magter. Andre der kæmper med indre dæmoner, såvel som ydre, ville jeg jo aldrig stille sådan et ultimatum. Egentlig er det bare aldrig noget, som jeg ville kræve af nogen. For ofte kan man ikke ”bare” tage sig sammen.
Men hvorfor sætter jeg så mig selv i den båd? Jeg aner det ikke. Eller det er jo egentlig nok løgn, for jeg har en tendens til at gøre mig selv mindre end andre. Jeg fortjener mindre og forlanger mere af mig selv. En dum position at stille sig selv i, når man har limited ressourcer.
Og jeg føler ofte at selv de mindste, nemmeste skridt er fuldstændig uoverskuelige og overvældende. Og det skal jeg nok lære at acceptere.
For der er stor forskel på valg og vilkår.
Jeg har ikke valgt, at være sårbar og syg. Jeg har ikke valgt at have det, som jeg nu har det. Jeg har ikke valgt at verden kan føles uoverskuelig, jeg har ikke valgt at mad kan være en kamp der dagligt skal kæmpes, jeg har ikke valgt at skulle stikke mig med insulin, jeg har ikke valgt socialangst og jeg har ikke valgt at skulle tage” a shit load of” piller. Men sådan er vilkårene. For mig. Og de er anderledes for dig.
Jeg har heller ikke valgt, at erhverve mig verdens mest usexede titel – førtidspensionist. Men ud fra mine vilkår, så er det den bedste løsning, og det som kan give mig mest ro og livskvalitet.
Og jeg skal lære at acceptere mine vilkår, og lade tankerne om ”bare” at tage mig sammen flyve forbi. For de gavner mig ikke.
Accepter de ting der er svære for mig, og så bide mærker i de gode ting.
Og jeg kommer nok aldrig til at færdigøre den HF eller få et fuldtidsarbejde. Jeg kommer nok aldrig til at være til sociale sammenkomster, og de vil nok altid give mig hjertebanken og en klump i halsen. Jeg bliver aldrig ekstrovert. Og jeg kommer nok altid til at kæmpe med helbredet.
Og følelsen af at jeg har sprunget en livsfase over, den vil nok altid sidde i mig. Følelsen af at mangle ungdomsliv og studenterhue. Fest og uddannelse. Den er der. Og indimellem føles det lidt som om, at livet er slut, inden det overhovedet startede. Nu, hvor jeg skulle være friskest og smukkest, der føler jeg mig helt ved siden af. Men det er ikke et valg. Men et vilkår.
Og det er svært at acceptere, men det er nødvendigt for, at jeg kan finde ro og hvile i mig selv. Tror jeg. Finde ro og ikke skamme mig.