Rod i hovedet

Jeg står i Føtex og er ved at betale, for en pakke knækbrød og en dåse makrel. Mens jeg scanner tingene, så mærker jeg tårene presse på. Angsten der sniger sig ind, og får mit hjerte til at banke meget hurtigt. Jeg får hurtigt mit kort kørt over dankortterminalen. Med mine – temmelig – rystende hænder, får jeg løftet posen og pakket kortet væk. Jeg kan mærker, hvordan tårerne presser på. Jeg skynder mig ud på kundetoilettet og låser døren. Tårene får frit løb, men jeg prøver virkelig ikke at lave en lyd. Jeg håber ikke der er nogle der venter? Og hvorfor græder jeg? Jeg ved det ikke. Men tirsdag d. 14 august der står jeg på kundetoilettet i Føtex, med en sammenbidt mund, og græder stille.
Jeg tørrer mine øjne, åbner døren og suser igennem Føtex. Og hjem.

Jeg har en af de dage. En af de dage hvor tankerne flyver om ørerne på mig. Kaos. Tankekaos.
Jeg har virkelig rod i hovedet i dag, og det er virkelig frustrerende med så ustruktureret tanker i knolden. Jeg bliver forvirret. Træt. Ked af det.
Faktisk så har der været flere af disse dage, og det dræner mit lille korpus for energi.
Helt ærligt, så virker alting uoverskueligt. Og især mad virker som en uoverkommelig opgave, og min mor er faktisk nødt til at beslutte, hvad jeg skal spise.
Men sådan er det nok, når man i så mange år, har brugt mad til at styre følelser. Når jeg ikke har ville mærke eller føle, så virkede det at sulte. For så mærke man tomhed.
Nogle gange ville jeg ønske, at Ana kun drejede sig om mad, men maden er bare et håndgribeligt værktøj til, at styre følelser. Problemerne er jo langt dybere, men jeg ved bare ikke hvad de er? Hvorfor har jeg det sådan her?
Jeg føler mig splittet. Som om jeg er to mennesker. Eller flere? Jeg føler ingen kontrol, og det er nok min største frygt.
Og derfor tror jeg også Ana prøver at lokke mig i fælden og lige droppe maden. Fordi jeg ikke vil føle. Ikke mærke. Fordi jeg er ked af det, trist og alt mulig andet, som jeg ikke rigtig kan definere.
Men fornuftige Nana ved også, at det ikke er en holdbar løsning. Og maden skal nok komme indenbords.
Men jeg føler mig ulykkelig og malplaceret i mit eget liv. I verden. Jeg føler mig forkert og ikke god nok. Jeg kan jo ikke leve op til at være en almindelig ung. Jeg kan ikke leve op til at være social, og jeg må ofte melde fra. Det skaber fortvielse og en forfærdelig frygt for, at mine nære forlader mig.
Alle disse tanker.
Jeg føler mig i en konstant konflikt med mig selv, og jeg tror nogle gange, at tanker er roden til alt ondt. Eller det er mit tankekaos i hvert fald.
Jeg vil gerne kunne acceptere mig selv, acceptere mine tanker og lade dem flyde væk, som blade i vandet. Jeg vil gerne kende min egen kerne, men ofte føler jeg, at jeg er fremmede for mig selv.