Er lykke som fabeldyr og svar på leverbiopsi

Lykke er en underlig størrelse. Men det er noget vi alle gerne vil være. Men hvordan når vi der til? Hvornår er vi lykkelige? Jeg ved det ikke. Jeg mærker ikke lykke. Jeg føler mig ikke lykkelig. Jeg er klar over, at ingen mennesker er lykkelige hele tiden. At lykke er flygtigt, ligesom andre følelser. At lykke kommer i glimt. Lykkeglimt. Men, at man kan opnå og samle på lykkeglimt, og så vil man overvejende føle sig lykkelig. Men jeg føler det ikke. Aldrig. Og efterhånden er jeg der, hvor jeg ikke tror på det længere. At lykke er lige så svært at finde, som enden af regnbuen, og at lykke er ligesom fabeldyr. Det eksistere ikke. Det er, på godt jysk, træls at tænke sådan. Føle sådan. Og ende med at tro sådan. Freud definere lykke som “mest mulig nydelse – og mindst mulig smerte”. Så måske er det ikke så underligt, at når man er syg og har daglige smerter, har svært ved at mærke lykken? Så måske findes den. Den er der bare ikke lige nu? En ting er i hvert fald sikkert, lykken findes ikke i at være syg.

I onsdags var jeg på OUHs mave og tarm ambulatorie. Jeg skulle snakke med diætist, om der kunne være noget i min kost der kunne forstyrre min mave, og tale med en læge om leverbiopsi, maven generelt og blodprøver.

Der er intet i min kost der burde forstyrre, men jeg skal øge i den mængde creon (enzymer) som jeg tager. Og tage den på en ny måde. Og lad mig bare sige, at det bliver ikke nemmere at spise. Ikke nok med det er en kamp pga. Spiseforstyrrelsen, så skal jeg nu også tage en bid, tage en pille, spise halvdelen af maden og tage resten af pillerne, samt begynde at vurdere maden kontra mængden af creon. Suk…

svar på leverbiopsi var som jeg havde forventet. Ingen sygdom udover fedtlever og forstørret. Og nej, jeg er ikke en foigras gås, som er blevet stopfodret med majs. Det skyldes simpelthen spiseforstyrrelsen. Blodprøverne viser ingen tegn på at min pancreatit er genetisk skyldt, hvilket betyder at de ikke ved, hvorfor jeg har det. Min læge har undersøgt lidt, og i enkelte tilfælde er det beskrevet hos patienter med spiseforstyrrelse. Så det er jo nok ret sandsynligt. Vi snakkede også om, at creon bare ikke vil virke, så jeg har fået lov til bare at “gå amok” med dem. Derudover var der en smule med mit stofskifte, som muligvis også kan forstyrre min mave, som min læge vil drøfte med endokrionologerne. Hvis creon stadig ikke vil virke ordenligt efter nogle uger, bliver jeg sandsynligvis indlagt. Igen.

Jeg er klar over, at alt er rodet beskrevet, men sådan er det også i mit hoved. Jeg synes det er så hårdt det her, og jeg har virkelig nået min grænse. Min mave og fordøjelse er så kæmpe et problem, og jeg er tror snart, at der ikke er noget at gøre. Jeg er træt, trist og lidt tom for håb disse dage…