Tuderi

I fredags havde jeg en ordentlig tudetur. Sådan en der varer timer, og som sætter en dæmper på stemningen resten af dagen. Det der udløste det, var noget så banalt som en blodprøve de ikke kunne tage på sundhedshuset.

Jeg skulle have taget en vigtig blodprøve til en forestående leverbiopsi, og den kunne de ikke tage. Jeg gik hjem fra sundhedshuset, begyndte at tømme opvaskeren og så begyndte tårerne bare at trille.

Det var jo ikke det der gjorde, at tårerne fik uhæmmet frit løb. Men, at jeg havde set angsten i øjnene og var taget alene op på sundhedshuset, og så ikke fik “gevinst” af det, det var bare dråben, som fik bæret til flyde over.

Jeg ved med mig selv, at jeg længe har gået med dumme tanker og en klump i halsen. Sådan en gennemgående dårlig fornemmelsen i kroppen, som jeg i høj grad har prøvet at undertrykke og pakke væk.

For jeg er bange. Sådan rigtig bange. Bange for at min “udløbsdato” bliver kortere og kortere. Bange for hvad der er galt med min lever. Bange for anoreksiens konsekvenser. Jeg er frustreret over de enzymer jeg får ikke virker nok. Jeg er vred over at jeg havde tabt mig meget ved sidste vejning, og vred over ana jubler. Jeg er nervøs for hvad det rehabiliterende team afgør mht. Førtidspension. Jeg er træt af at føle mig uduelig og ubrugelig. Jeg er bange for jeg ikke er værd at elske, eller være venner med. Jeg er så frustreret over ikke at sove. Jeg er så gennemgående brugt, træt og bange. Jeg er så ked af at være mig.

Jeg tager tingene meget personligt og er bestemt et følsomt væsen, og det synes jeg er svært. Det er svært mærke så meget. Jeg føler sådan et behov for ro og stabilitet, som er svært at få, når man er kronisk syg. Jeg er heldigvis sygemeldt, og det er jeg taknemlig for, men jeg ville ønske jeg kunne skabe den ro og stabilitet i min krop. I mit hoved. I min kemi. Jeg føler at være syg, er ligesom at gå på tynd is og jeg ingen kontrol har.

Og alt dette måtte ud gennem øjenvæske i fredags. Og det er vel egentlig også ok. Og vel egentlig også godt nok.