ØV

Jeg tænker nogle gange, at jeg er født under en uheldig stjerne. Eller at jeg som barn har set enormt mange sorte katte, og gået under adskillige stiger, for indimellem føler jeg mig forfulgt af uheld. En lille grå regnsky over mig. Sådan helt tegneserieagtig med små lyn i.

I går, 5 dage efter operationen i maven, valgte jeg at gå den første tur alene. Bare en lille tur rundt om blokken. For smerterne og kvalmen er der stadig, så forsigtig, i ved. Og da jeg er ved at være ved vejs ende, putter jeg hånden i lommen fordi jeg vil have min telefon op, og skrive en sms til min mor om, at gåturen er gået godt. Fordi den gik jo godt. Altså lige indtil den ikke gjorde.
I det jeg er ved at trække hånden op ad lommen, der snubler jeg.
Helt klassisk, så føltes det hele som om, at det går i slowmotion. Knald bang. Jeg ender på fortovet på venstre side. Knalder knæ, hofte og hoved ned i fortovet.
Jeg kan ikke komme op, det gør sindssygt ondt og der er noget i vejen. Det kan jeg mærke. Jeg får ringet til min mor, og i min panik og gråd sagt, at jeg er faldet og ikke kan komme op.
Hun får hendes kollega til at vende bilen (de er på vej på arbejde) og kører hen til mig, for at hjælpe mig op. De er heldigvis ikke kommet mange 100 meter væk, så de er der hurtigt. Men at ligge panisk, grådkvalt på asfalt, det føltes altså som uendelig lang tid, uanset hvor kort tid man egentlig ligger der.
Jeg bliver hjulpet op og kommer hjem. Jeg hyperventilere og det gør smadder ondt, så min mor får ringet til skadestuen, og afsted med os.
Hvis man følger med her på bloggen, så ved man nok, at jeg før har haft et hoftebrud i venstreside. Det skete ved at jeg snublede over en flise, dagen efter jeg var blevet udskrevet fra en indlæggelse med sonde. Og helt ærligt, så føltes det lidt som deja vu.
Jeg kan nemlig mærke, at der er noget galt.
Røngten, CT og adskillige timer senere, så er der afklaring. Jeg har fået brud i bækkenet. Faktisk to brud i bækkenet. Man er vel grundig. Tøhø..
Og her gik man og troede, at man aldrig kunne brække noget omkring venstre lårben og hofte, fordi de har proppet metal derind – SNYDT! Følte mig ellers helt sej og transformeragtig.
Heldigvis, så skal det ikke opereres, men behandles ved at smertedække. Så jeg må gerne støtte på det, selvom det gør rigtig ondt.
Så jeg føler mig ret uheldig lige nu. Virkelig uheldig.
En påmindelse om, hvor stor skade undervægt gør. For den har gjort, at jeg har knogleskørhed, og derfor alt for let kan brække noget. Øv!