Så kom dagen

Ja, så kom dagen. I onsdags altså. Dagen hvor jeg fik indopereret en pacemaker i bughulen, som sidder fast til min mavesæk via nogle elektroder.

Jeg havde bestilt hotelovernatning fra tirsdag til onsdag, da jeg havde en forundersøgelse tirsdag og skulle være på AUH igen onsdag kl. 7.00, så det gav bare mest mening. Men lige som vi skulle ud af døren tirsdag, der ringer min telefon, og det er en sygeplejerske fra AUH, som fortæller at jeg ikke skal komme til forundersøgelse, da de har ordnede de ting ved mit sidste besøg.
Men nu er hotellet bestilt, så min mor og jeg aftaler, at vi bare ville lave en hyggedag i Århus. Så det gjorde vi. Vi kiggede julepynt, spiste frokost og nød hotellet. Og det var egentlig meget rart, for mine nerver sad uden på tøjet, så lidt afledning var vildt rart!

Jeg havde sat mig selv på blød/flydende mad nogle dage inden, så vi lavede tomatsuppe på hotellet, og fastede derefter, jeg tog en af de udleverede blodfortyndende kl. 17 og så stod jeg ellers op kl. 05 onsdag, tog det sidste glas vand og tog et bad.
Kl. 7.00 var jeg på AUH mere end klar, MEN jeg blev tildelt et værelse, noget smukt sygehustøj og fik at vide at jeg først skulle opereres senere. Øv.
Når, men op kom en sød narkosesygeplejerske med ultralydsscanneren som hed Robin hood (fordi den rammer plet hvergang), og skulle lægge et drop på mig, så der kunne gives sukkervand blandet med insulin.
Klokken 10.30 cirka får jeg at vide, at nu er det min tur og det kommer en portør om lidt. Men så kom der desværre noget akut ind, så jeg kom ikke afsted.
Min angst begyndte så småt at buldrer lidt derudaf, og klokken 12.30 blev jeg hentet af en portør. Jeg kom ind og ligge på en briks, og der var en hulens masse mennesker rundt om mig. Ikke ligefrem noget der dæmper angsten. Det hjalp dog lidt at der blev spillet julemusik, og jeg kan fortælle at jeg blev lagt til at sove med ”Frosty the snowman” kørende. Klokken godt 15.10 vågner jeg inde på operationsstuen. Det overrasker mig, at jeg kan huske det. Men det kan jeg. Jeg kan huske jeg har svært ved at synke og jeg fortæller, at jeg føler mig gumpetung. Men ellers er det lidt sløret.
Jeg kommer ind på opvågningen, og jeg føler seriøst de har pakket min mave ind i stramt vitawrap, for min mave er helt udspilet. Når man bliver opereret, så pumper de luft ind i maven, så der er plads rundt om organerne. Jeg får lidt vand, mit blodtryk er lavt, men det er det altid og så har de glemt at dække det ene snit med plaster, så det får sygeplejersken på opvågningen lige gjort.
Jeg ilter fint, mit blodsukker er fint og operationen er gået som den skulle. Kirurgen kommer ind og hilser på mig, inden jeg kan komme op på afdelingen til min mor. Han siger det er gået fint, men at min lever er meget stor, og det bekymrer ham lidt. Det er den pga. underernæring og er et kendt problem fortæller jeg ham, så når jeg begynde at tage på i vægt og får noget næring, så vil den måske mindskes.
Jeg bliver kørt op til min mor 16.35 og klokken 20.45 sidder jeg hjemme i min sofa og får endelig (!) lidt mad.

Nu er der gået to dage,, og jeg har ondt og kvalme. Og det tænker jeg ikke er underligt. Der er trodsalt nogle der har været inde og rode, pumpe luft, putte et fremmedlegeme ind og lavet fem huller i mig. Så kroppen skal have noget ro og hvile. Så der går nok noget tid før jeg kan vurdere en effekt, og så skal der måske ændres på indstillingen af pacemakeren.
Så jeg er spændt på at lære mit lille hjælpemiddel at kende.
Jeg har set arrene, og pacemakren kan man som forventet godt se, dog ikke vildt meget endnu, da jeg jo er ret hævet. Der er også fem snit, og ikke tre, som jeg egentlig havde fået at vide, og klemmerne stikker også meget ud, da jeg nærmest ikke har underhudsfedt, så smukt det bliver det nok ikke, men ved i hvad? Jeg er komplet ligeglad. Jeg er så glad for der er sket noget, og jeg er spændt på at finde ud af, hvordan den kommer til at virke 🙂