Om tålmodighed og en slags sorg

At græde af glæde.

Har du prøvet at græde af glæde? Det gjorde jeg i tirsdags.
Det kom sig af, at jeg hørte fra AUH ang. svar om de vil indstille mig til en pacemaker. Opkaldet kom da jeg lå lige i mellem bevidsthed og søvn. Der hvor man kan have nogle underlige halvdrømme, og derfor var jeg også lidt grumset i det, da jeg svarede telefonen, og jeg forventede egentlig også bare det var endnu en telefonsælger, men nej. Det var overlægen  fra Gastroenterologisk afd. på AUH. Og han kunne fortælle mig, at min sag nu er drøftet, og der er givet grønt lys. Jeg bliver indstillet til en pacemaker. Jeg får den. De vil gerne operere mig. Det er selvfølgelig lidt bittersødt, for det betyder også at min gastroparese er så slem at de ser operation som den bedste løsning, hvilket jo er det sidste man kan gøre.
Men jeg begyndte at tude. Af glæde. Af lettelse. Forløsning. Nu har jeg et slags mål. Nu bliver der gjort noget, som ikke bare er flere piller eller klam væske. Noget nyt! Så tårerne kom i stride strømme, og vi fejrede det også her hjemme.
Overlægen understregede at en pacemaker IKKE er en mirakelkur og slet ikke kommer til at løse alle mine problemer, men det kan (forhåbentlig) hjælpe på de daglige opkastninger, kvalmen og oppustetheden, så de symptomer optræder knap så hyppigt. Og det jeg hører fra andre med pacemaker er også, at nej den tager ikke det hele, men den tager noget, og de har ikke fortrudt det et sekund. Og det er nok for mig, at vide.
Nu er næste skridt at snakke med kirurgen, få en målvægt, for lige nu er jeg for undervægtig til, at de vil operere, og så finde ud af hvordan jeg når den vægt. Fordi det er ikke bare så nemt for mig. Jeg kan pga. min gastroparese ikke spise ret meget, da jeg så kaster op, og så kunne man jo fristes til at fyre en masse fedt ned i kroppen, da det jo er kalorietæt, men jeg kan ikke optage fedt særlig godt, så det får jeg ikke noget ud af. Så den skal tages med OUH, om der skal noget parenteralernæring til eller hvordan. Det håber jeg aldeles ikke, men nu må vi se… Jeg er i hvert fald ovenud lykkelig for, at der er sagt ja til pacemaker. At jeg er blevet hørt. At jeg er blevet taget alvorligt. At der bliver prøvet noget drastisk nu!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om tålmodighed og en slags sorg