Mandags tanker og andre trælse mandags ting

Jeg er per definition perfektionist. Det kan ikke diskuteres og det er ikke noget jeg ikke stolt af. Perfektionisme er ret karakteriserene for anoretikere, så det kan jo ikke ligefrem være noget chok. Som anoretiker stræber man efter noget uopnåeligt. Man prøver at skabe – det man selv synes er – kontrol i kaos, men sandheden er man skaber meget mere kaos.
Det har og mærker jeg på både min krop og på mit sind.

Jeg har skabt kaos i min krop. Min krop er ikke min ven lige nu – men jeg har heller ikke været sød ved den, så vi er i konflikt med hinanden, og skal endnu engang finde melodien. Min krop blev min fjende, da anoreksien blev min ven – og nu kæmper jeg for at det vender.
Alt det her hurlømhej med det lave kalium, det har virkelig sat mig på en prøve og fået mig til virkelig at kunne se, hvad den forfærdelige anoreksi gør ved kroppen.
På blot 7 dage har jeg fået taget lodprøver 3 gange og blevet ringet op af en læge to gange, og venter på 3 opkald.

Perfektionismen påvirker mig således, at nogle af de ting jeg finder vigtige, SKAL være perfekte – eller kan jeg blive hylet helt ud af den. F.eks. madlavning. Bliver det ikke sådan som det skulle, så kan jeg blive helt ked af det og begynde og græde.
Små ting, som punktlighed, f.eks. ikke at tabe noget og se ordenligt ud er vigtigt, og jeg kan blive hylet helt ud af den, hvis det ikke er som det skal være.
Perfektionismen for mig også til at føle mig ikke god nok, mindre værd, forkert og malplaceret.
Jeg arbejder på det, men det er svært..

Mandag betyder også et smut til Odense for at komme på psyk. Selvom det er surt at stå tidligt op, og skulle ud og køre en smålang tur, så er jeg SÅ glad for min terapi og behandler. Hun er guld værd! Selvfølgelig er det hårdt, for man rammer jo nogle ømme punkter, men det er noget jeg er glad for!