Jeg glæder mig i denne tid…eller?

Ja ja, jeg tog emnet op sidste år, men jeg synes det er relevant at bringe op igen. Det er jo blevet jul – igen – det er som om det sker hvert år, hva?
Julen er hjerternes tid, børnenes fest og vi glæder os i denne tid – eller gør vi? Langt de fleste glædes i juletiden, og juletiden er ekstra dejlig og fyldt med forkælelse. Julen er fyldt med spænding, lys, hygge og pebernødder. Og heldigvis for det!
Men hvordan er det, at være psykisk og fysisk syg i juletiden? Faktisk generelt i højtider.

Jeg glæder mig – for første gang i et par år – til juleaften. Det hænger nok sammen med, at der kommer få gæster, det er i trygge rammer og jeg kan gå på mit værelse og lukke døren, hvis det bliver for meget.
Men resten af julemåneden er faktisk ikke så hyggelig, som den burde. Julen handler enormt meget om mad, og som spiseforstyrret, så er det ret hårdt konstant at blive eksponeret for, at ens forhold til mad ikke er almindeligt.
For mig er æbleskiver, konfekt og alt hvad der hører til af guf i juletiden fy-fy og fyldt med skam. Samtidig er der en ambivalens fordi det er en ubehagelig situation, at takke nej når andre i bedste mening har lavet noget lækkert, og dem vil man jo ikke skuffe.
Jeg synes det er trist, at maden skal stå i vejen for adventshygge og julefrokoster, og i stedet blive erstattet med frygt for hvad der bliver serveret, og hvordan man kan undgå spørgsmål.

Jeg lider – nej, jeg lever med – flere angst-diagnoser, der i blandt social angst. Derfor er juletiden lidt ekstra angst provokerende, da der er mange social arrangementer, som det jo forventes man deltager i. Angsten blandet med min fysiske tilstand gør, at jeg er nødsaget til, at takke nej til arrangementer, som jeg jo egentlig gerne vil deltage i. Det er grundlag for en hel del dårlig samvittighed, da jeg jo føler, jeg vælger nogle fra – hvilket jeg jo egentlig også gør – og det gør inderligt ondt. Jeg elsker ikke nogle af min familie mere end andre, men når tingene ramler sammen og bliver for meget, så er jeg nødt til at takke nej, og det føles – for mig – som om jeg sender et signal om, at jeg ikke gider. Hvilket slet ikke er tilfældet!

Og de notoriske milliarder af mennesker i Føtex og i alle byens butikker, gør det absolut heller ikke nemmere. Det er temmelig angstfremkaldene og giver en del hjertebanken. Heldigvis så har jeg efterhånden lært at tackle sådanne situationer. Jeg forlader simpelthen stedet, finder et roligt sted og trækker vejret dybt. Det hjælper, heldigvis!
For gaderne skal være proppede med glade børn, stressede folk med alt for mange poser fra Imerco og Fætter BR, julelys og den slags. Dét er jo jul.
Men for mig er det virkelig ”Sikken voldsom trængsel og alarm”, og min krop går i alarmberedskab, og jeg ved, jeg ikke er ene om det.

Julen er også forbundet med afsavn og en lille sorg. For nogle år siden mistede jeg min mormor, som var dronningen af jul! Jeg savner en del af de traditioner der var forbundet med hende – som vi har adopteret – og det kan være lidt smerteligt. Hvert år holdte hun ”julekage-bage-dag”, som indebar en stor produktion af ”plyt-kager” og pebernødder, spisning af ret meget rå dej og glasur, tumlen rundt, alt for meget af Stig Rossens julesange, risengrød, overnatning og overdådig morgenmad, og det blev man ALDRIG for gammel til.
Jeg husker at vride klejner, koge dem i palmin, så det stank, i hendes lille køkken.
Jeg glemmer aldrig hendes kalenderlys, som altid bestod af ler, lys og gran, placeret i en rød træsko.
Hun sørgede også for at vi, i hvert fald min søster og jeg, kom og pyntede hendes juletræ, spiste en hel masse småkager og fik hørt Stig Rossens julehits for ca. 117 gang. Den kørte på repeat hele julen.
Det var også hende der fik os i Trinitatis kirke til jul, og lokkede med at julestjernen på orgelet snurrede rundt. Endnu en tradition vi har adopteret, og nu er det faktisk slet ikke jul, hvis ikke man ser den lille julestjerne på orgelet snurre.
Hun holdt også altid julefrokost med ribbensteg, grønlangkål og hjemmelavet leverpostej. En opskrift hun desværre har taget med i graven.
Hende savner jeg, især her til jul, men jeg tror det er meget almindeligt, at man mindes ”dem der var”, ved højtider. Og især højtider, som man forbinder med vedkommende.
Det hjælper dog, at vi nu bor i min mormors gamle lejlighed, holder fast i nogle af juletraditionerne og har noget af hendes gamle julepynt. Så mindes man hende, og så er hun på en måde stadig lidt til stede.

Julen er bare forbundet med mange traditioner. Men for nogle også forbundet med angst, frygt og stress. Så dem skal man huske, og acceptere.
Jeg vil dog runde af med, at fortælle jer om mit favorit tidspunkt i julen, så det ikke er et så negativt ladet indlæg.

Mit absolut favorit tidspunkt er juleaftensdag, efter kirke. Man har lige sagt god jul til alle man kender, og man vender snuden hjemad. Det er ved at være lidt mørkt, og det eneste lys man har tændt indenfor, det er lysene fra juletræet. Huset lugter af farseret kalkun, sovsen står og simrer, og så tænder man for tv’et. Og hvad ser man? Man ser selvfølgelig Disneys Juleshow. Der sidder man så, med en lille skål taffelchips, i juletræets lys og kan egentlig ikke gøre noget. Der er ingen gæster, maden passer sig selv og der er bare ro.
Det er det bedste, det ER det bedste tidspunkt! Og vi ved alle, at det ikke er rigtig jul før Jesper fårkylling har sunget ”Fra alle os, til alle jer”.