Jeg bliver batteridreven..

Egentlig ville jeg have venter med at skrive dette indlæg, til jeg kunne sidde foran en computer. For lige nu sidder jeg i en lejlighed i KBH, holder ferie og venter på min mor vågner.

Igår var på mange mange måder en hektisk dag, hvor jeg var på lidt af følelsesmæssig rutsjetur. Vi tog til AUH for at snakke med en kirurg. En samtale der skulle give klarhed over hvilke krav (vægt) jeg skal opfylde, før de vil operere, og så skulle vi ellers videre til KBH. Men en samtale der skulle vare 30 min, endte med at blive en reel klargørelse til operation. For kirurgen sagde “du har det så slemt, at det her ikke kan vente”, så jeg skal ikke opfylde et vægtkrav inden, men det tager vi efter, da jeg er i det der hedder “ernæringsmæssig risiko”, fordi jeg er så undervægtig.
Men pludselig blev den samtale til, at jeg kom videre til en sygeplejerske der målte op til støttestrømper, jeg fik favnen fuld af blodfortyndende sprøjter, jeg fik taget de blodprøver der skulle til og jeg fik snakket med en narkoselæge, og så bliver jeg ellers indkaldt november/december. Så lige om lidt. Min vægt gør, at man vil kunne se pacemakeren, men det betyder ikke så meget, for det bliver bedre og mere skjult, når jeg får mere underhudsfedt.
Pavemakeren helbreder mig ikke. For det første har jeg nogle andre sygdomme, som den ingen påvirkning har på. Pacemakeren tager heller ikke mine smerter, og “kun” 80 % oplever den virker. MEN! Og det er et stort men, for jeg er lykkelig for, at nogle tager mig alvorligt, forstår hvor invaliderende det er og vil prøve noget andet, end flere piller. Og ved i hvad, hvis den kan gøre jeg kun har kvalme 50% procent af tiden, hvis den kan gøre jeg har færre opkastninger, så kan jeg ikke blive gladere.
Så lige nu er jeg glad. Glad og træt, fordi dagen i går blev stressende og lidt hektisk. Pludselig skete der så meget. Men der skete noget. Tak AUH!